Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Elev Kirke

Søndag, den 25. oktober 2015

21. søndag efter trinitatis


729 Nu falmer skoven trindt om land
Læsning: Efes. 6,10-17
634 Du ved det nok, mit hjerte
Læsning: Johs. 4,46-53
731 Nu står der skum fra bølgetop

Prædiken

582 At tro er at komme
To dåb
750 Nu titte til hinanden
439 O, du Guds lam (kun vers 1)
192, v. 7 Du som har dig selv mig givet
11 Nu takker alle Gud

__________________

Prædiken

I denne uge har TV2 været fuld af den store Landsindsamling "Knæk Cancer". Der er blevet solgt Knæk Cancer blomster. Der har været indsamling i Godmorgen og Godaften Danmark, Vild med dans programmet har knækket cancer, og i aftes fyldte det store Knæk Cancer indsamlingsshow sendefladen på TV2.

Der er altid nogle rørende beretninger, hvor kræftsyge mennesker fortæller om deres kamp for at blive raske — om deres håb om helbredelse og om deres glæde over, at de nu kan erklære sig raske. Det gør jo indtryk på os, for alle kender jo nogen, der har været syge af kræft eller har mistet en, de holdt af, på grund af denne sygdom.

Noget af det, som gør særligt indtryk på os, er de beretninger, hvor forældre fortæller om deres syge barn. I aftes blev der vist et indslag fra Frederiksberg Rådhusplads, hvor mange mennesker var taget ind for at tænde lys for en, de særligt ville tænke på. Her blev en mor interviewet, fordi hun sammen med sine døtre ville tænde lys for sin 11-årige søn, der lå på Rigshospitalet i behandling for leukemi. Hun så så glad og optimistisk ud. Men det var kun indtil hun begyndte at fortælle om hendes tapre søns kamp for at blive rask — så krakelerede facaden.

Og man forstår hende så godt. For det værste, der kan overgå et menneske, er da tanken om, at børnene kan blive syge og dø fra os. Det må ikke ske. Børn skal være sunde og raske og glade. Og dog sker det, at børn bliver syge på krop eller sjæl. Alt for mange børn og unge mistrives i dag i vores land, vi som ellers kan prale af verdensrekord i lykke og som hører til blandt de rigeste lande.

Man kan sagtens sætte sig ind i, at en mor eller far til et sygt barn må være fyldt af et desperat ønske om et virkningsfuldt under. Noget skal ske. Lad mit barn få lov at leve! Og det er da også den situation, som den kongelige embedsmand står i, da han opsøger Jesus, som nu befinder sig i den lille by Kana, hvor han tidligere havde udført et tegn, da han gjorde vand til vin ved en bryllupsfest.

Og hvad sker der så, da den fortvivlede far opsøger Jesus? Først nærmest afviser Jesus ham med ordene: "Hvis I ikke får tegn og undere at se, så tror I ikke." Men manden kommer ikke for at hente bevis for troens gyldighed. Han kommer, fordi han er ude af sig selv af angst for at skulle miste sin søn: "Kom før min søn dør!" beder han.

Hvori består mandens tro? I første omgang er troen en bevægelse hen til det sted, hvor han kan sætte ord på sin klage og fremsætte sit råb om hjælp. Men dernæst bliver troen forvandlet til en bevægelse tilbage til det sted, hvor faderen kom fra. Hvad er der da sket? Der er sket det, at han har hørt Jesu ord: "Gå hjem, din søn lever." I lydighed mod det ord, som han får at høre, gør han det, som han får at vide. Han følger ordet. Nu er tro ikke længere noget han har. Nej, tro er snarere noget, han har manglet. Men derfor kan man godt være tro. Og det er en vigtig pointe. Faderen er nok mere opfyldt af fortvivlelse end af tro. Men da han hører Guds ord bliver han tro imod det ord, som lyder.

Manden troede Jesus på hans ord og gik. Det var jo det, han allerhelst ville høre: Din søn lever! Med de ord syngende i hjertet skyndte han sig tilbage til Kapernaum. Og her bliver han mødt af sine folk, der fortæller ham, at sønnen lever. Feberen har forladt ham — netop i den time, hvor Jesus sagde: "Din søn lever".

På grund af mandens tillid til det ord Jesus udtalte begynder hans vandring hjemad. Jesu ord og ordet om ham er altså i stand til at skabe troen i et menneske. Jesus er den, der selv skænker troen med ordene: "Gå hjem, din søn lever."

Tro handler altså mest af alt om at være tro — tro imod det ord, vi får at høre. Og hvis Guds ord siger til os, at vi skal tage livet på os, og leve det i kærlighed og tillid og taknemlighed og tro, ja, så må vi gøre, som Gud siger.

Men vi er ikke alene. Her har superindividualisten ikke en chance. Det kommer nemlig ikke kun an på, hvordan jeg evt. kan forholde mig positivt til enhver form for hændelse, jeg kommer ud for. Nej, det afgørende er, at jeg har mennesker omkring mig, som vil det gode sammen med mig. Der skal være nogen, som vil håbe og tro sammen med mig.

Det oplevede vi også i aftes i den store Knæk Cancer udsendelse. Noget af det som gjorde indtryk var jo at se, at de mennesker, der var ramt af sygdommen, havde mennesker, som kærede sig om dem. Gode venner og familie kan ikke være ligeglade, hvis en i familien eller vennekredsen er syg. Så står man sammen. Der var bl.a. en kvinde, der under en lang, sej kamp mod kræft oplevede, at hendes gode venner fra gospelkoret kom og ordnede hendes have og tog sig godt af hendes store børn, som jo var i dyb krise og meget bange for, at de skulle miste deres mor.

Den kongelige embedsmand kæmpede ikke bare for sig selv og for sin personlige udvikling. Det var hans søns liv, han kæmpede for. Kærligheden drev ham. Og den kongelige embedsmand havde også mennesker omkring sig; det viser historien. Han havde tjenere, som med glæde kunne løbe deres herre i møde og fortælle ham, at hans søn var blevet rask. Og han havde familie, for evangeliet til denne søndag slutter med, at hele hans husstand kom til tro på grund af det ord, som Jesus havde talt, da han sagde: "Din søn lever!"

Det er ordet — Guds ord til os i dag — som skaber tro og tillid til, at der findes en vej gennem det, som vi møder, der fylder os med frygt eller sorg. Men vi som er moderne og til tider også usikre mennesker ved ikke altid, hvor vi skal vende os hen. Vi kender til ondskab og lidelse, vi kender til frygt, til svigt og savn og sorg, men vi ved ikke om, det giver mening at gribe ud efter den tro, som Gud vil skænke os.

Og dog kommer vi til dåben med vores små. Og vi finder stadig trøst i den forestilling, at vi ikke er alene. Det kan ikke passe, at vi skal stå med ansvaret for det hele selv.

Det skrev Leonard Cohen en sang om tilbage i 1984. Dengang var der ikke mange, der lagde mærke til den. Men da den blev anvendt i 2001 i den sjove animationsfilm om trolden "Shrek", blev den alle mands eje. Og sangen handler om, at der er ét ord, som er afgørende — uanset om det er det hellige eller det knuste halleluja. Hovedsagen er, at det bliver sagt — og sunget. I dag — og på den allersidste dag. For halleluja — det betyder "Pris Herren" — sig ham tak.

I Steffen Brandts oversættelse lyder de sidste vers sådan:

Måske er der en Gud et sted
Men alt hvad jeg véd om kærlighed
er hvordan man piner livet ud af sig selv
Det hér er ikke et klageråb
En udbrændt pilgrims sidste håb
Det er et koldt og det' et ensomt halleluja

Jeg gjorde det bedste jeg ku gør
'Ved ikke hvad jeg følte men jeg prøved at rør'
Jeg talte sandt, jeg kom ikke for at svigte
Selv om alt gik galt, alt hvad jeg gjorde og sagde
Vil jeg stå foran Gud på den sidste dag
Med intet andet end et halleluja

Halleluja, halleluja.
__________________

Kirkebøn

Kære Jesus. Vi takker dig, fordi du er barmhjertigheden. Og vi takker dig, fordi du har vist os barmhjertighedens vej. Lær os over alle ting at elske dig og holde os til dit ord. Vis os, hvor vi hver især kan gøre gavn, så vi kan gå med glæde til dem som sørger, med lys til dem, som er modløse, med håb til dem, som har mistet alt.

Vær med de mennesker, som må flygte fra hus og hjem og familie. Trøst dem, der sørger over et menneske, de har mistet. Vær med dem, som er syge og som kæmper for at finde livsmod og glæde. Lad barmhjertighed, kærlighed og håb få magt i vores verden. Giv os gode venner og hold os fast i den tro, at kærligheden er det største af alt. Vi beder for de to familier, der skal have deres børn døbt i dag. Giv dem tillid og tro, giv dem kærlighed og taknemmelighed. Vi beder også at du vil være med denne verdens politikere, at de må arbejde for at fred og retfærdighed må fremmes. Vær du også med os, Herre, at vi altid må leve i tilliden til, at vi er omfavnet af Guds kærlighed og at ingen magt i denne verden kan skille os fra dig.

Amen

 

 

Del dette: