Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Elev og Lystrup

29. november 2015

Prædiken til 1. søndag i advent


Læsninger og salmer:
DDS 74 Vær velkommen, Herrens år
Læsning fra GT: Esajas 42,1-9 — Herrens tjener
DDS 80 Tak og ære være Gud
Evangelielæsning: Lukas 4,16-30
Nu vintrer det om os (Lisbeth Smedegaard / Willy Egmose)
DDS 78 Blomstre som en rosengård
DDS 85 Op Zion, at oplukke (før nadver)
DDS 84 Gør døren høj, gør porten vid (under nadver)
DDS 87 Det første lys er ordet talt af Gud

__________________

Prædiken

I år har jeg givet mig en selv en adventsgave. Det er en lille bog skrevet af forstanderen for Testrup Højskole, Jørgen Carlsen. Bogen bærer titlen "Glædens fest — en julekalender for voksne". Meningen er, at man så kan læse et kapitel til hver dag. Dem er der selvfølgelig 24 af, et til hver af december dagene frem mod juleaften. På den måde kan man forberede sig på julens store højtid.

Jeg kunne nu ikke vente med at læse i den til det blev 1. december, så jeg har læst en del allerede. Det er hurtigt gjort — og så er det hyggelig læsning.

Jørgen Carlsen lægger ud med en sentens, som findes på mange solure: Tæl kun de lyse timer. Vi forstår godt meningen sådan i overført betydning. Det er vigtigt at huske på det, som er godt, og som glæder hjertet. Med hensyn til den konkrete forståelse af de lyse timer, så må vi jo konstatere, at dem kan vi hurtigt få talt her i november og december måned, hvor vi går mod vintersolhverv. Dagen tager af — og lyset svinder. Men hvad gør det, når vi går mod "Glædens fest" — og det er selvfølgelig julen og Jesus' fødselsdag, som vi begynder at forberede os på.

Det hele begynder på denne dag, nemlig 1. søndag i advent hvor vi starter på det nye kirkeår og tænder det første lys i adventskransen (I LYSTRUP: og fejrer kirkens 26-års fødselsdag). Det er jo noget sjovt noget, at kirkens år er forskudt i forhold til det verdslige nytår, som begynder 1. januar. I kirken tager vi altså forskud på det nye år, når vi starter allerede 1. søndag i advent.

Grundtvig skrev to nytårssalmer med titlen "Vær velkommen, Herrens år": En til kirkens nytår og en til starten på et nyt kalenderår. Og hvad er så forskellen på kirkens år og det verdslige år? Når vi starter på et nyt kalenderår siger vi, at der foran os ligger en hel masse ubrugte dage — eller uskrevne kalenderblade — som kan byde på så meget forskelligt. Vi ved jo ikke, hvad fremtiden vil bringe. Vi håber på noget godt — og frygter at noget ondt skal ske. Der er så meget, der kan gøre os utrygge, bekymrede. Så vi i stedet for at glæde os faktisk bliver bange for, hvad fremtiden vil bringe.

Det er nok derfor, at Grundtvig i salmen om det verdslige nytår formulerer en bøn om, at der må komme oplysning, frugtbarhed, fred og glæde i verden. Det er jo alt det, vi har brug for og længes efter.

I kirkeåret går det anderledes til. Her møder vi også det nye år med forventning og glæde. Men vi ved sådan set godt, hvad det er, vi vil komme til at opleve i det nye kirkeår. Det handler om det, som vi sang om i den første salme i dag: Vi vil høre fortællingen om julenat og Jesu fødsel, vi vil høre om opstandelsen påskemorgen, da livstræet fæstede rod i graven, og så skal vi opleve at Helligånden, som kom til verden pinsedag, også gør sin gerning hos os og i os i dag.

Vi går frem imod det kendte. Det er lidt ligesom i et eventyr. Man har en tryg forventning om, at det skal ende godt til sidst. Der er selvfølgelig udfordringer, der må tages op og prøvelser, der skal stås igennem — men det ender godt!

Og så er der dog altid noget uforudsigeligt ved det, som vi lige gik og troede, at vi vidste så god besked om. Tag nu bare denne første søndag i advent. Den rummer både tilslutning og modstand. Og det er noget, vi kender til. Det ene øjeblik er vi begejstrede og fulde af tro. Det næste øjeblik vælter forargelsen og hævntørsten ind over os.

Advent kommer af det latinske udtryk Advetus Domini som betyder "Herrens komme". Og ja, det er da også det, som teksterne til adventssøndagene handler om. Og vi tænker måske: Hvor er det dejligt, at Gud kommer til os! Så bliver der mere fred og kærlighed i verden.

Men vi bliver nødt til også at lade os udfordre af alt det andet, som evangeliet rummer: Jesus er på besøg i sin barndomsby Nazaret og er gået ind i synagogen. Her får en bogrulle i hånden, og han læser op fra profeten Esajas: Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig for at bringe godt budskab til fattige. Og da han er færdig med sin oplæsning, udlægger han teksten med en enkelt sætning: I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse! Sammen med alle de tilstedeværende i synagogen giver vi Jesus vores bifald. Ja, han kommer til os i dag. Nu kommer Guds rige til os. For Messias, som Gud i dåben har salvet med sin hellige Ånd, bringer det glædelige budskab til os helt almindelige mennesker. Vi bliver simpelthen fulde af glæde.

Men straks derefter kommer forargelsen. For Guds ord vækker altid modstand. Det bringer på én gang glæde med sig, samtidig med at det udfordrer os, og får os til at se kritisk og realistisk på vores eget liv. Vi vil gerne finde glæden. Men vi ved også godt, at der er noget, der kan stå i vejen.

Hvad er der i vejen? spørger vi, når vi mærker, at et andet menneske er vred eller ulykkelig. Der er noget, som spærrer for glæden —noget som står i vejen. Den modstand, som glæden møder, er ofte skabt af en god blanding af frygt og forargelse. Vi frygter for, at vores fredelige og harmoniske liv skal blive truet. Og vi forarges, fordi vi ikke under andre det gode. De to eksempler, Jesus nævner i sin tale i Nazarets synagoge, handler begge to om, at der var nogle fra ikke-jødiske folkeslag, som profeterne blev sendt hen til med hjælp. Elias gik til enken i Sarepta og sørgede for, at hun havde mad. Og profeten Elisa helbredte den syriske hærfører Na'aman, der var spedalsk. Det bliver de tilstedeværende mænd i synagogen rasende over — der rejser sig en lynchstemning. De vil kaste Jesus i afgrunden, for de bryder sig ikke om den tanke, at andre folkeslag skal møde den omsorg, som de mener, at Gud har reserveret de særligt udvalgte. Han er altså bare for meget, ham Jesus! Sådan en opkomling. De kendte ham som tømreren Josefs søn. Med deres hadefulde og aggressive reaktion imod ham, bliver Jesus' ord Ingen profet er anerkendt i sin hjemby til en selvopfyldende profeti.

Jesus mødte modstand. Hans historie endte med korsdød og opstandelse. Hans vej gennem had og hån, gennem lidelse og død frem mod lys og håb ser vi allerede en foregribelse af på denne første søndag i advent. For han banede sig vej midt iblandt dem og gik sin vej. De kunne ikke røre ham. Tiden var endnu ikke inde.

Advent betyder, at Herren kommer til os. Nu kommer han — men måske ikke helt, som vi havde forestillet os. Vi vil jo helst, at han skal tage sig særligt af os. Vi er jo danske, og kristne danskere har en særstilling, synes vi. Gud må da væres ekstra opmærksom på sådan nogle som os. Men han kommer faktisk ikke kun for at være hos os. Han kommer også for at gå ind hos dem, som sidder i sønderbombede hjem. Hos dem, som bor på gaden. Hos dem er dødssyge. Hos dem, som er ved at gå til af en fortærende ensomhedsfølelse.

I dag er det skriftord som lød i jeres ører gået i opfyldelse. Sådan talte Jesus til dem, som skulle være de indforståede i Nazarets synagoge. Og da han hang på korset lød det samme ord til en af dem, som ikke turde tro på, at han skulle have en chance hos Gud. Det var en røver, som blev korsfæstet sammen med Jesus. Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige, sagde røveren. Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!

Amen.

 

 

Del dette: