Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Elev og Lystrup

4. november 2012

Prædiken til Alle helgens dag


Elev kirke DDS 552, 566, 731 / 538, 439 v.1; 321 v.4, 574

Lystrup kirke Introitus: Finn Evald: "Til himlene rækker din miskundhed"

Indgangsbøn

552 Nu har du taget fra os
Læsning: Johs. Åb. 21,1-7
566 Er livet alt lifligt herneden
Læsning: Matt. 5,13-16
Trosbekendelsen
KOR: Carl-Ulrik MA: "Her må alle blomster dø" - vers 1 - 3
731 Nu står der skum fra bølgetop
Prædiken
Bøn (Lissner s. 164) og oplæsning af navne, stilhed
Apostolsk velsignelse"Der skal ingen blomster dø" - vers 4 - 6
538 At sige verden ret farvel
Nadver: 439 O du Guds lam
561 Jeg kender et land (Otto Mortensens mel.)
Bøn og velsignelse
574 For alle helgen (mel. af Vaughan Williams)
Exitus: Martin Nystrøm: "Shepherd of my soul"

 

Prædiken
Så vær hos os i sorgen,
og lad det under ske,
at vi din påskemorgen
må gennem skyen se.

Da takker vi for livet,
vor Fader, og vi tror:
De døde du har givet 
en fremtid i dit ord.

Hvad ved præster egentlig om sorg? Det satte Julia Lahme, en ung antropolog og forfatter i starten af 30'erne, sig for at finde ud af. Derfor interviewede hun seks forskellige præster om deres erfaringer med sorg og tab. For tre år siden udgav hun så sin lille bog "Sig farvel" — Hvad præster ved om sorg".

Da Julia Lahmes mor døde for syv år siden efter lang tid med kræftsygdom, blev Julia selv ramt af sorgen. Men hun forsøgte at flygte fra den sorg, hun ikke ville kendes ved. Da hun ikke havde held med det, besluttede hun sig for at spørge nogle præster om deres syn på sorg. I sin bog skriver hun følgende:

Jeg var i sorgen i måneder, måske år. Den var en kuppel, som jeg havde bygget hen over mig, og inden i den levede jeg mit liv, som om intet var hændt. For livet går videre, siger folk til en, og ja, livet skal gå videre, men det skal også sættes på pause, hvis man tør.

I pausen er der stille, og man er alene med det, man er, og det man var, og det man har mistet. Jeg gik ind i sorgen og lod den fylde mig, men lod som om, den ikke gjorde, for jeg skulle videre hen over den mark, som var sort og kold, for at komme ud på den anden side, hvor der var liv, lykke og sol.

Sorgen skulle overvindes, den var min uven, og jeg skulle lægge den bag mig, men jeg kunne ikke. Jeg har aldrig kunnet, jeg var ikke stærk nok, og derfor sidder sorgen lige nu på mit bryst og trækker vejret i samme takt som jeg gør.

En af de præster, som Julia Lahme interviewede til sin bog hedder Hanne Rosenberg. Hun er mor til en af Julias gode veninder. Hos Hanne Rosenberg blev hun bekræftet i oplevelsen af, at det kan være meget ensomt at være i sorgen. Det skyldes nok, at vi i vores kultur har så travlt med at fortælle hinanden, at hvis bare vi tager os sammen, så skal det hele nok gå, så kommer vi hurtigt videre på en god måde.

Hanne Rosenberg siger: Der er også mange, der tror på, at når bare vi får talt om det hele og lagt det hele blot, så går det over. Og min erfaring siger mig, at det gør det ikke. Vi er nødt til at se sorgen i øjnene, og vi er nødt til at give os selv lov til at vide, at sorgen ikke bare er et fænomen, som går over.

Sorgen er ikke en årstid, men et liv. Sorgen er et råb efter den kærlighed, man regnede for umistelig — men et råb ind i et tomrum uden noget svar. Dermed er dem, vi mistede, stadig i vores liv, og nej, vi er ikke kommet videre. Men det ønsker vi heller ikke. Vi ønsker at leve et liv, hvor vi ved, at de har været en del af os, selv om vi har mistet.

Det er jo en god tanke, at vi skal leve med sorgen, ikke flygte fra den. Det er jo netop på grund af sorgen vi kan holde fast på mindet om dem, som har været og stadig er en del af os. De har jo været lys og salt for os, og vi er præget af dem. Det menneske, vi sørger over at have mistet, har jo haft en afgørende, ja livsvigtig betydning for os. Ligesom lyset giver liv, og salt er livsnødvendigt for et menneske.

Julia Lahme når da også frem til en erkendelse af, at sorgen nok ikke skal fjernes. Sorgen skal være hos os, her i vores liv, for dem, vi har elsket og mistet også er en del af os. Sorgen sætter sig dybe spor. Den slipper os ikke. Til gengæld former den os til en anden slags mennesker end dem vi var, før vi blev ramt. Ja, sorgen gør noget ved os. Vi forandres — eller forvandles.

For med sorgen følger altid et tab af identitet. Man ikke længere sin kones mand, eller sin mors søn. Man er ikke længere sin fars datter eller sin mands elskede. For der mangler en, en far eller mor, en søster eller bror, en ægtefælle, en søn, en datter, en god ven. Derfor må man finde en ny identitet uden det menneske, man har mistet.

Spejlet er knust — og meget er forandret. Nu kan man skære sig på skårene og mærke smerten. Men man kan også samle stumperne og genfortælle historien om det menneske, som man savner og på den måde leve med sorgen — og finde sig selv i en ny sammenhæng med en forandret identitet.

I kristendommen forkyndes det levende håb for os første gang ved dåben, gennem livet holdes vi fast på det kristne håb — og ved afskeden lyder det igen til os: "Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde."

Vi overlades ikke til os selv og vores død. Gud er med — også der, hvor det ser håbløst ud. Han er der som håbet midt i sorgen over døden. Han er der, som den levende Gud, der godt kan tåle, at vi lukker op for al vores vrede og smerte.

"Skæld ud på Gud" er et motto, som sygehuspræst Preben Kok fra Vejle har formuleret. Han taler stærkt om, hvor vigtigt det er, at man ikke forsøger at bære det uforløste alene, så man lukker sig inde med sorgen, smerten, skylden og vreden.

Vi kan sagtens vise Gud vores sorg og smerte, og vi kan overdrage den skyld, vi bærer på, til ham. Vi må oven i købet vende vreden mod Gud. Han kan sagtens bære det. Vrede og magtesløshed er uadskillelige følgesvende. Og når man vil være ved sin vrede og afmagt, så har man et sted, hvor man kan være til. Vi kan tale åbent, ærligt, direkte til Gud. Over for ham kan vi lade vrede, smerte og frustrationer få frit løb. Han kan tåle det — han kan magte vores afmagt. Og han gør noget ved det.

Han lader os ikke alene, men viser os en vej, gennem sorgen og det splintrede liv. Han viser os nye veje. Han forvandler sorgen, fordi han er livets ord, og livets ord er altid det sidste, som skal siges.

I evangeliet til i dag taler Jesus om, at vi skal være lys og salt i verden. På Allehelgens dag mindes vi dem, som var lys og salt for os, og som vi også har været lys og salt for. Den kærlighed, som var imellem dem og os, den livsvigtige relation, er nu ikke til stede længere — ikke på samme måde i hvert fald.

Men i fortællingen om det som var, og som vi savner, finder vi lindring i sorgen. Den kan ikke trøstes væk, men det er nok værd at græde over det, som vi har mistet.

Her i vores verden findes kærlighed, barmhjertighed, glæde og tro, ligesom der findes vrede, smerte og sorg og død. Men han som sidder på tronen siger: "Se, jeg gør alting nyt!" Vorherre Jesus har selv været i smerten og lidelsen, dengang han hang på korset. Han har selv været i afmagtsmørket, dengang han råbte: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Han har selv været i døden, dengang de bar ham til graven. Men han har også forvandlet gravens mørke til opstandelsens lys.

Han har vist mennesker, at smerte og savn og sorgen over døden ikke skal være det sidste, der er at fortælle om os. Vi har noget godt i vente. Han kommer til os, for at vise os det sted, hvor han vil være sammen med os. Dér vil Gud tørre hver tåre af vore øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, eller skrig eller pine være mere. For det, som var før, er forsvundet.

Hos Gud er alt jo gennemlyst af hans nåde og barmhjertighed. Men allerede nu har han givet os del i sin kærlighed, for at vi også her på denne jord kan dele Guds gaver med hinanden. Sådan kan vi være lys i verden. Og lyset får vi fra ham, som sagde: "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys."

Amen.

 


 

Bøn ved oplæsning af de afdødes navne
Vor Gud og Far.
Vi kommer til dig med vores sorg og savn.
Det gør ondt at være adskilt fra dem, vi elsker.
Du ved, hvad vi havde sammen af godt og svært.
Du ved, at vores liv aldrig helt bliver det samme,
som før døden skilte os fra hinanden.
Men vi takker dig for alt det gode, vi fik
gennem dem, som ikke er mere iblandt os.
Uden dem havde vort liv ikke været så rigt.
Og er der noget i forholdet til dem,
der stadig nager som en torn i sindet,
så hjælp os med at lægge det fra os
og overgive det til dig,
for at det må være skjult i din kærlighed
og miste sin magt over os.
Giv os velsignelse til at lyse for andre,
som de lyste for os,
så også vore kære en dag må takke dig for,
at vi har levet.

Amen.

 

 

Del dette: