Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Lystrup Kirke

Onsdag, den 26. december 2018

Prædiken til anden juledag


Sven Havsteen-Mikkelsen: Julenat
Altertavle, Todbjerg Kirke

22 Den yndigste rose er funden
Læsning: Ap. Ger. 6,8-14; 7,54-60
130 Fredløs er freden
Evangelium: Matt. 23,34-39
129 Julebudet til dem der bygge
Prædiken
123 Her kommer Jesus, dine små
439 O, du Guds lam
126 Min sol, min lyst, min ære
118 Julen har englelyd

__________________


Prædiken

Velkommen fra din himmelsal
til denne verdens tåredal,
hvor man dig intet andet bød
end stald og krybbe, kors og død.

I 1979 fik Todbjerg Kirke en ny altertavle. Det var kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen, der havde fået opgaven. Han valgte at lade sig inspirere af et ret ukendt digt af Grundtvig med titlen "Over krybben korset svæver" som motiv for altermaleriet, der viser julenat i Betlehem. Vi ser en gruppe mennesker omkring krybben i stalden. Vi ser det gule lys, der stråler fra barnet; det skinner op på Maria, Josef og hyrderne, der bøjer sig over krybben. Men over denne figurgruppe, ses tunge mørkegrønne bjælker, som danner en eller flere korsforme. Over krybben korset svæver. Det barn, som ligger i krybben skal en dag ca. 30 år senere nagles fast til et kors. Jesus talte selv til sine disciple om det kors, som også de skulle bære på. Og for ham var korset også et tegn på, at man var parat til at følge ham: Den, der ikke vil tage sit kors op og følge mig, er mig ikke værd, (Matt. 10,39) siger Jesus.

Jesus måtte selv bære sit kors ud til Golgata. Og siden dengang har korset været et symbol for den tunge byrde, som ethvert menneske får at bære på, når lidelser og sorger melder sig i tilværelsen. Men korset har også altid i kristendommen tillige været et symbol for frelse og befrielse.
I Grundtvigs digt "Over krybben svæver korset" tegnes en parallel mellem Jesu kors, og det kors som tegnes over det barn, som bliver døbt:

Over krybben korset svæver,
som ved dåben korsets tegn,
kød og blod det ser, og bæver
under hver en himmelegn.

Når mennesker bæver eller berøres af at se og høre om korset, både som symbol for død og frelse, så er det, fordi Guds Søn satte alt ind på at frelse os ved at give sig selv i døden, for at vi skulle kende den største kærlighed, der findes. Ved hans kors finder mennesker frelse i dag, når det forkyndes for os ved dåben med ordene: Modtag korsets hellige tegn, både for dit ansigt og dit bryst, til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.
Fra dåben er vi så at sige indviet til et liv sammen med Guds Søn, som blev født af en fattig kvinde og lagt i krybbe, og som døde på et kors. Korset tegnes for pande og bryst — for tanke og hjerte, for at vi med hele vort liv, ja med alt hvad vi rummer, skal tilhøre ham. Med korstegnelsen ved dåben er vi for altid forbundet med ham, som døde og opstod for mennesker. Og når han taler om, at enhver skal tage sit kors op og følge ham, så betyder det, at vi aldrig skal være alene med det tunge i livet. Hvad vi end får at bære på, vil han hjælpe med at bære byrden.

2. juledag bliver også kaldt Sankt Stefans dag. Sankt Stefan var den første kristne martyr. En martyr er et menneske, der vidner om sin tro og står fast og er parat til at gå i døden for sin tros skyld. I den lutherske kirke har vi ikke tradition for at kåre særligt fromme og udholdende mennesker som helgener, men helgentitlen "sankt" har vi dog alligevel bevaret i navnet på 2. Juledag. Denne helligdags liturgiske farve er da også den røde farve — blodets og ildens farve.
Vi hørte for lidt siden den barske fortælling om Stefanus i et stærkt forkortet sammendrag fra Apostlenes gerninger kapitel 6 og 7. Lige før de rasende mænd fra det store råd går i aktion, har Stefanus et syn, hvor han ser himlen åben, og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd. Men det er dog for meget for medlemmerne af rådet — de skriger højt og driver Stefanus uden for byen, hvor de stener ham. Og Stefanus dør med disse ord på sine læber: Herre Jesus, tag imod min ånd!

Stefanus var tro indtil døden. Som en af de profeter, han selv henviser til i sin forsvarstale — som ikke er med i det sammendrag, vi hørte — bliver han dræbt, fordi han tror på den højere retfærdighed, som Kristus har bragt ved at dø og opstå til menneskers frelse.
I en anden af vore nabokirker her i provstiet, nemlig Spørring Kirke, findes et meget smukt gammelt alter, som går tilbage til slutningen af 1400-tallet — altså tiden før reformationen. Her ser vi i midterfeltet to figurer udskåret i egetræ: Gud Fader selv sidder på en bænk i højre side. Hans venstre hånd hviler på en jordklode, højre hånd rækker han frem for at sætte en krone på Marias hoved. Marias himmelkroning, som også kan ses som et noget utydeligt kalkmaleri i Elsted Kirke, er et yndet motiv i middelalderen. Men hvad stiller man op med sådan et katolsk motiv efter reformationen, hvor vi ikke længere tilbeder Maria som en himmeldronning? I Spørring har man valgt at citere et vers fra Johannes' Åbenbaring:
Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livsens krone. (Åb. 2,10).

At være tro indtil døden, det er at holde fast ved den tro, at Jesus er frelser. Det fik vi at vide, da vi blev døbt, og det er blevet forkyndt for os på mange måder gennem de bibelske beretninger. Vi befinder os netop nu i "den søde juletid", og i juleevangeliet bringer englen glædesbudskab til hyrderne: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet I får: I skal finde et barn, der er svøbt og ligger i en krybbe. Og så er vi da tilbage ved udgangspunktet: Sven Havsteen-Mikkelsens altertavle med det lysende barn i stalden og korset, der svæver over krybben.
Han er frelseren fra Guds himmelsal. Nu byder vi ham velkommen i en verden, hvor kærligheden ofte har dårlige betingelser. I denne verden oplever vi desværre også, at sandheden har trange kår, fordi mennesker kæmper imod det, som er sandt og kærligt. Sandheden er ilde hørt, siger vi med en gammel talemåde, og ja sandheden om Gudsbarnet fra Betlehem, der skal vokse i os for at bære kærlighedens frugt i en verden, hvor fjendskab, løgn og had har alt for stor magt, dén sandhed er ilde hørt.

Hvem tør vidne om sandheden? Hvem tør holde fast i troen på kærlighedens Gud, der vil omfavne alle sine børn med nåde og barmhjertighed? Det lyder så godt — og dog var det for stor en trussel for magthaverne dengang på samme måde, som det er i dag.
Det lille barn blev den største trussel — og den onde kong Herodes sendte sine soldater til Betlehem for at slagte alle drengebørn under to år. Den mindste konge mod den mest kyniske regent. Og sådan har masser af konger og præsidentener og generaler kynisk slagtet uskyldige mennesker siden dengang for at bevare deres magt.

Men kærligheden skal sejre til sidst. Det må vi stædigt skal holde fast i, når vi hører julens budskab om Guds Søns komme til os som det lille barn, der ligger i en krybbe. Er det ikke netop drømmen om barnets magt over menneskers hjerter, som giver os håb for denne dag — og håb for fremtiden? Kærligheden er og skal være det, som overvinder mørke og død. Kærligheden og troen skal gøre had og forfølgelse til skamme. Kærligheden og troen skal leve i os — på trods af den modstand, vi møder.

Og som et udtryk for den kærlighed, der skal leve midt i en verden af vold og mord, gav Kristus os et tegn. Vi har et sted, hvor vi kan knæle ned og blive små igen, et sted, hvor vi må opgive vort eget og blive ét i ham. Vi kan komme til kirken, som er vores Betlehem, og blive børn igen og vide, at vi hører til hos ham — i liv og i død. I Grundtvigs digt "Over krybben korset svæver", som jeg indledte med, er denne tanke om samhørighed i kraft af ordet om korset formuleret sådan i sidste vers:

Kongelig på tunge bære
alle kristne "korsets ord",
den korsfæstede til ære,
knælende ved Herrens bord.
Og når virkelig vi blod
blande med vor konning god,
i vor sjæl, som i vor mine
kronen adler korsets pine!

At blande blod, det gør frænder. Og Jesus, som er vores bror, vil blande sit blod med vores i den hellige nadver, for at vi skal få mod og styrke til som hans venner at bære det kors, som blev tegnet for os i dåben.

Amen.
__________________

Kirkebøn
Vor Herre Jesus Kristus.
Tak fordi du er vores frelser og bror.
Tak fordi du kommer til os og giver os håb og tro.
Lær os over alle ting at holde os til dig og stole på dit ord.
Velsign dagen for os. Giv os at leve i din kærlighed.
Vær med alle som undertrykkes og forfølges.
Vær nær hos dem, som er ulykkelige og forvirrede.
Trøst alle dem, som er syge og bange.
Giv os tillid og mod på livet, hvad der end vil møde os.
Send din engel, til dem som snart skal dø.
Lær os at tilgive hinanden, som du har tilgivet os.
Vis os vejen til forsoning, næstekærlighed og tilgivelse.
Giv denne verdens ledere og indsigt og forstand til at gøre det, som tjener til fred og retfærdighed.
Lær os at kende vort ansvar og send os med trøst og hjælp til dem, som trænger til det.
Vær med vor dronning og hele hendes hus.
Giv dem og os alle, nåde, fred og velsignelse,
og lad også os en dag se din himmel åben.
Amen.

Du finder eksempler på artikler, som har været offentliggjort i avisen eller Sognebladet og prædikener, der er blevet holdt i kirkerne.

Alle prædikener er holdt af sognepræst Hans Boas, Lystrup-Elev.

Artiklerne er ligeledes skrevet af Hans Boas.

 

 

Del dette: