Lystrup & Elev kirker

 

Prædiken i Lystrup kirke

4. august 2013

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis


403 Denne er dagen, som Herren har gjort
Læsning: 5. Mose. 6,4-9
7 Herre Gud, dit dyre navn og ære
Læsning: Lukas 19,41-48
633 Har hånd du lagt på Herrens plov
Prædiken
678 Guds fred er glæden i dit sind
439 O, du Guds lam
376 Lyksaligt det folk, som har øre for sang
426 Fred til bod for bittert savn

Fader, tak for liv og ånde,
tak for hver en glædens stund.
Tak for trøst mod gru og vånde
livets ord af Jesu mund!

 

Prædiken

Må man bære religiøse symboler i det offentlige rum? Det har der, som bekendt, været en voldsom debat om — især i Frankrig, hvor der i 2004 blev lavet en lov imod brug af religiøse symboler i statslige skoler. I Danmark er det indtil videre kun dommerne, der ikke må bære religiøse symboler i udøvelsen af deres offentlige hverv.

Heldigvis sætter religionen sig spor, hvor man færdes i andre lande. Når man besøger Israel eller kommer andre steder, hvor der bor jøder, vil man opdage, at der ved indgangen til deres huse er placeret en lille kunstfærdigt udformet æske på højre dørkarm. De små æsker findes også på mange hoteller, placeret på dørkarmen ind til hotelværelserne.

Sådan en lille æske kaldes for en Mezuzah og den skal minde jøderne om den sidste af de ti plager i Ægypten, dengang døden gik forbi deres døre, fordi Moses havde befalet dem, at smøre blod fra påskelammet på deres dørstolper. Mezuzahen indeholder et stykke pergament med de ord, som vi har hørt ved den første læsning ved denne gudstjeneste: "Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én."

Det er den jødiske trosbekendelse, som går under navnet "Sjema", som betyder "hør" — der er det første ord i teksten jeg læste fra 5. Mosebog: Sjema Jisrael, Jahvæ Ælohim. Jahvæ Ælohim æchad. Hør Israel, Herren vor Gud. Herren er én. Sjema holder jøderne fast på det helt afgørende i den monoteistiske tro: Der er kun én Gud, og det er forkert at tilbede andre guder end Jahve — det jødiske navn for Herren. Teksten fra 5. mosebog foreskriver også, at man skal lægge sig disse vigtige ord på sinde og lære sine børn dem — og fremsige dem både når man går i seng og når man står op. Og så er der også en bestemmelse om, at man skal binde dem om sin hånd og sætte dem på sin pande. Derfor bruger de ortodokse jødiske mænd en såkaldt tefillin. Det er en bederem med en lille kubeformet æske, der indeholder et stykke pergament med Sjema bønnen. Remmen bindes om venstre arm med æsken tæt på hjertet. På samme måde binder de jødiske mænd en lille æske fast til panden med en rem, når de beder, hvad enten det er i synagogen eller hjemme. Guds ord skal altså bevares både i hjertet og i forstanden. Og så er der endelig bestemmelsen om, at Sjema skal skrives på dørstolperne til hjemmet.

Når en jøde går ind gennem døren til sit hus eller sin lejlighed, skal han berøre æsken, mezuzahen, og fremsige ordene fra Salme 121: Gud bevare min indgang og udgang fra nu og til evig tid. (Sl. 121,8)

Det er jo en smuk skik, der minder mennesker om, at vi ikke er vores egen opfindelse, men at vi skylder Gud æren. Det er ham, vi skal takke. Fra ham kommer velsignelse og fred. Ritualer er gode at have, når man vil holde fast i troen. Vi har også i vores kirke vigtige ord, som vi kan udenad, og som indgår i kirkens liturgi. Vigtigst er Fadervor og dernæst kommer kirkens gamle trosbekendelse. Men jo mere vi problematiserer og sætter spørgsmålstegn ved det, som er fundamentet for troen, desto mere usikkert og vaklende bliver det hele. Det betyder ikke, at diskussion er udelukket, for selvfølgelig skal ordene forstås og tolkes ind i vores tid. Men hvis de altid står til forhandling, skrider fundamentet for Guds kirke.

Og så er der grund til at blive bekymret. Så er der grund til at blive ked af det. I evangeliet til denne søndag har vi hørt, hvordan Jesus først græder over folkets hårdhjertethed, og dernæst i vrede renser templet for handelsfolk. Alt dette sker Palmesøndag; Jesus er på vej ind mod Jerusalem. Han går mod sin lidelse og død. Lige forud for søndagens tekst fortælles det, at Jesus' disciple har hyldet ham som Messias: "Velsignet vær han som kommer, kongen, i Herrens navn."

Jesus befinder sig på dette tidspunkt på Oliebjerget, hvorfra der er en flot udsigt over Jerusalem. I 1955 blev der bygget en kirke på det sted, hvor man mener, at Jesus græd over byen. Kirkens arkitekt har ønsket, at kirken skulle have form som en tåre, og at man fra kirken skulle kunne se ud over Jerusalem. "Dominus Flevit" hedder kirken — og det betyder netop "Herren græd". Der er ikke noget alterbillede i kirken, men et vindue med udsigt op mod den gamle bymur med den tilmurede "gyldne port", som ifølge jøderne skal åbnes, når Messias kommer, så han kan gå direkte ind på det hellige tempelområde, hvor klippemoskeen i dag ligger med sin gyldne kuppel.

"Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne," sagde Jesus, mens han stod der og så ind over den hellige by. Jerusalems bynavn betyder faktisk "Fredens syn". Men Jerusalems toneangivende præster kunne ikke få øje på freden, og derfor kunne de ikke modtage Jesus som fredsfyrste. De ville ikke vide af ham som Messias og Guds søn. Byen kendte ikke sin "besøgelsestid". Og 40 år senere i år 70 blev Jerusalem erobret af romerne og templet ødelagt.

Da Jesus så kom ind på tempelpladsen og så, hvordan der blev handlet dér, blev han vred, og begyndte at jage de handlende ud. "Der står skrevet: Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule!" råbte han. Hans sorg og vrede skyldes, at mennesker glemmer at bede til Gud og bliver mere optaget af at tjene penge og skaffe sig rigdom. Og hvis vi ikke længere vil bede til Gud, hvordan skal vi så kende den fred, som kun Gud kan skænke? Hvis ikke længere vi vil give fortællingerne om Guds søn til vore børn og børnebørn og vise dem, at der er et sted, hvor vi kan gå hen for at møde Guds nåde og få hans velsignelse, hvordan skal vi så kunne kalde os et kristent folk? Og hvis vi ikke længere vil lære de opvoksende generationer, at vi kan bede til Gud og lade hans ord bo i vore hjerter, hvordan skal troen så leve iblandt os?

Derfor har denne fortælling også bud til os i dag. Tænk hvis Jesus kom og kritiserede os for at være for ligegyldige og uartikulerede omkring vores tro? Er det da ikke netop i troen på Guds Ord, at vi skal hente styrken til at leve og frimodigheden til at bede? Jovist! Derfor underviste Jesus hver dag på tempelpladsen, og folket hang ved ham. De ville gerne høre, hvad han fortalte om Guds rige. De trængte til at høre hans belæring og finde trøst i hans ord. De længtes efter den fred, som Guds Ord kan give.

Men hvis man søger fred, må man også være indstillet på forsoning. Den, der virkelig længes efter fred, må også være parat til at gøre noget for det — og måske oven i købet være parat til at lide for sine synspunkter. I denne uge har der været en del omtale af den tidligere muslimske imam Ahmed Akkari, som har gjort op med sine tidligere rabiate holdninger til offentliggørelsen af Muhammedtegningerne. Han har lagt afstand til dem, han tidligere stod last og brast med. Ahmed Akkari har fortrudt sin holdning under Muhammedkrisen og har også givet flere interview.

Det grundtvigske motto "Menneske først og kristen så" blev en øjenåbner for ham. Det menneskelige er det, som vi er fælles om — det aftvinger respekt for det fællesmenneskelige. Derfor siger han i dag: "Som person må man søge efter det almengyldige i det at være et menneske. Man skal ikke se verden gennem et nøglehul." For få dage siden mødtes Ahmed Akkari med sin modstander fra dengang, tegneren Kurt Westergaard. Jo, fred og forsoning er mulig. De, som før var fjender kan mødes i fordragelighed. Men de har også hver især betalt prisen for det.

I kirken lyder ordet om Guds fred ved dåb og ved nadver: Fred være med dig. Det er den opstandne Herres egen hilsen til os. I det ord er Kristus selv tilstede. På samme måde lyser Gud sin fred over os, når vi modtager hans velsignelse. Hans fred og velsignelse åbner perspektivet for os, så vi ikke kun ser verden gennem et nøglehul.

Amen.

 


 

Kirkebøn
Gud, vi takker dig for lyset og livet og glæden. Vi takker dig fordi du har givet os evnen til at vise tillid. Tak fordi vi kan komme til dig med alle vore sorger og glæder. Intet er for stort eller for småt til at vi kan dele det med dig.

Herre, Jesus Kristus, vi beder dig: lad din fred komme til os! Hold os fast i din tro og vis os kærlighedens og barmhjertighedens vej. Vi takker dig fordi du i dåben har genfødt os til det levende håb. Lad håbet vokse i os, og lad ordet om din død og opstandelse blive forkyndt og taget til hjerte i tro her hos os og ud over hele jorden.

Du gode Helligånd, vi takker dig, fordi vi kan samles her og være Guds kirke. Lær os at kende vort ansvar, der hvor Gud har givet os en opgave og et kald. Knyt os sammen i kærlighedens bånd.

Vær med alle som har myndighed og magt til at råde og regere. Vær med vor dronning og hele hendes hus. Velsign os alle med din nåde og skænk os din fred!

Amen.

 


 

Nadver
Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. (Rom. 5,1)

Det, Ånden vil, er liv og fred. (Rom. 8,6)

Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft. (Rom. 15,13)

I skal stræbe efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd. (Efes. 4,3)

Jesus siger: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer. (Johs. 14,27)

Til fred har Gud kaldet jer. (1. kor. 7,15)

Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. (Fil. 4,7)

Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på ét legeme. (Kol. 3,15)

 

 

Del dette: