Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Elev og Lystrup

søndag den 3. november 2013

Alle Helgens Søndag


Læsninger
Esajas 60,18-20, Johs. Åben. 7,9-12, Matt. 5,1-12

Salmer og musik
Introitus: Dagen bliver kort ved Allehelgen
DDS 566 Er livet alt lifligt herneden
Kor: Mine tider er i din hånd
Fællessalme: Når stemmer og fugle forstummer (af Iben Krogsdal 2012)
DDS 571 Den store hvide flok vi se
Motet: Nu samles alle tråde
DDS 549 Vi takker dig for livet
DDS 439 O, du Guds lam
DDS 321 O kristelighed
DDS 574 For alle helgen, som i Kristi tro

 

Prædiken
For en del år siden var jeg i forbindelse med et kursus på en lille udflugt til Assistens kirkegård i København, hvor mange berømte danskere gennem tiden er blevet begravet. Vi var en flok yngre præster, som var på efteruddannelseskursus.

Sognepræst Flemming Pless viste rundt på kirkegården. Bedst som vi var på vej hen og se H.C. Andersens og Søren Kierkegaards gravsteder, ringede Flemming Pless' mobiltelefon og den andagtsfulde stilhed blev brudt.

Dengang var det endnu ikke så almindeligt med mobiltelefoner. Jeg havde i hvert fald ingen, og jeg kan tydeligt huske min forargelse, da Flemming Pless hev mobilen frem og gik og snakkede med en eller anden, imens vi fortsatte vores vandring mod berømte danskeres sidste hvilested.

Burde han, Flemming Pless, ikke være til stede sammen med os, som han havde påtaget sig at vise rundt? Hvad var det for en underlig mangel på respekt og fornemmelse for det, som var vigtigt? Burde han ikke udvise større takt og andagtsfølelse, og lade mobiltelefonen passe sig selv?

Sidenhen fik jeg selv en mobiltelefon og er i dag blevet lige så nem at aflede fra det, jeg er optaget af. Men jeg er også nået til en ny erkendelse: Selv om man går i dødens have blandt gravene både i konkret og overført betydning, så er livet dog langt vigtigere end døden. For der er nogen, der kalder på dig og som har brug for dig. Måske er det en, der ringer dig op på din mobil. Og han eller hun vil dig noget. Og dét er vigtigt.

I mellemtiden har jeg også gjort nogle personlige erfaringer med at miste, og har i dag stor forståelse for, hvor vigtigt det er, at have et sted, hvor man kan gå hen og mindes. Vi går til kirkegården for at ære de dødes minde. Dem som har levet sammen med os, og som har givet os af deres liv og deres kærlighed, men som nu er døde og lever hos Gud — dem vil vi ære. Det gør vi så, når vi går til deres gravsted og tænder lys eller planter blomster eller lægger en krans eller beder en bøn — eller bare står på det sted, hvor navnet på den døde findes. Her mindes vi — her er vi til stede —  midt i livet med minder om ham eller hende, som vi fik lov at dele en del af vores livsvandring med.

Og vi længes og lider, og vi savner og sørger og synes måske slet ikke det er til at holde ud. Sorgen er jo den kærlighed, som man ikke længere kan komme af med, fordi man ikke mere har det menneske hos sig, som man holdt så meget af. Det er godt, at vi har kirkegården, som ikke kun er lavet for de dødes skyld, men også og især for de levendes skyld. Vi har brug for et sted at gå hen med vores sorg og savn.

Men vi skal ikke blive på kirkegården. Vi skal vende tilbage til livet, som mobiltelefonen kalder os ud til. Vist skal vi ære de døde for det, de har været for os, men vi skal sandelig ikke glemme de levende. Det er dog dem, som i dag kan give udtryk for deres behov for at mærke vores nærhed. Vi skal turde give slip på noget af sorgen — måske lade den blive ved graven — for bedre at kunne være sandt til stede for de levende, som har brug for os.

"Følg mig! Og lad de døde begrave deres døde." Sådan sagde Jesus til en af sine disciple, som først ville begrave sin far, inden han kunne følge med Jesus. Det er en grotesk besked at få. Men der er den sandhed i udtrykket, at vi bliver nødt til at lade andre overtage opgaven med at sørge for de døde, når livet kalder. Vi må rent ud sagt stole på, at der er en anden, der vil sørge for dem, vi ikke længere kan nå. Gud skal være livet for dem, som nu er døde. Og vi skal leve vores liv i dag og stole på at Gud også følger os.

Og hvad er det for et liv? Det helt almindelige hverdagsliv? Javist! Men også det ekstraordinære og forunderlige liv, som giver os tusind gode grunde til at glæde os og holde fest med vore kære. Ja — også det — det hører med!

Men det er også Livet selv — med stor L, som kalder på os. Livet er Vorherre Jesus selv. Og han er ikke en mobiltelefon. Men han er vigtig. Langt vigtigere end alle sms'er og telefonsamtaler. I ham var der liv — og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket - og mørket greb det ikke. Kristus er det LIV som bringer lys ind i vores verden.

"Jeg er opstandelsen og livet!" siger Jesus. "Den, der tror på mig, skal leve om han end dør." Det er da noget af en melding: Du skal leve, om du end dør. For i troen på Guds Søn som er dit lys, har du allerede fået evigt liv og salighed nu i denne verden.

Maria Magdalene gik og græd ved graven. Hendes hjerte var fyldt af sorg. Hun gik og græd over sin døde Mester, som hun ikke kunne finde. Nu var hans afsjælede legeme væk. Graven var tom. Hun kiggede derind og så to engle som sagde til hende: "Kvinde, hvorfor græder du?"

Men hun var så forblændet af sorgen, at hun ikke kunne se, at det var engle. Så vendte hun sig om og så Jesus — men ham genkendte hun heller ikke. Sorgen formørkede hendes blik. Ingen glæde kunne trænge ind til hende. Hans ord til hende lød som englenes: "Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?"

Hun troede, det var gartneren, som gik og ordnede gravene. Hun kunne stadig ikke se, at det var ham. "Hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig, hvor du har lagt ham, så jeg kan komme og hente ham."

Da sagde han til hende: "Maria!" Da vendte hun sig om imod ham, og netop i det øjeblik åbnedes hendes øjne og hun genkendte sin Herre. Han var ikke død. Han stod lyslevende foran hende. Hans stemme kaldte hende ud af sorgen — tilbage til livet. Nu i dette øjeblik samles alle tråde igen — og livet bliver velsignet af Gud:

Se, lyset bryder gennem,
og alt begynder nu,
fordi jeg hører stemmen:
"Velsignet være du!"

Velsignet være du! Du som står med savn og længsel. Du er velsignet: "Salige er de, som sørger, for de skal trøstes," siger Jesus i evangeliet til denne søndag. Han kommer til dig med morgensolen, han som selv er Guds lys i vores verden. Din sol går ikke ned, din måne tager ikke af, for Herren er dit evige lys, og dine sørgedage er forbi.

Salmedigteren og komponisten Arne Andreasen har skrevet et lille vers til oktober måned i sin bog "Til tiden". Det er et vers som handler om alt det, vi skal tage afsked med igennem livet — slutningerne, som vi ikke bryder os om at tænke på. Sådan er det måske også med årets slutning, som efteråret tager forskud på og varsler om.

Vi går mod afslutningen. Men vi vil meget hellere nye begyndelser og nyt liv, for Gud har lagt evigheden i vores hjerter. Der er tænkt store tanker om os — og han, som sætter menneskelivet i det helt store perspektiv, skal få lov at beholde det sidstes ord:

Det værste er slutningerne.
Når ferien er gået, når søndagen er gået,
når kæresten, når sommeren, når smilet, når livet . . .
Vi er ikke skabt til slutninger,
fordi vi bærer udødeligheden og evigheden i hjertet.
Vi er til fortsatte serier og bankende hjerter og store tanker.
Fordi der er tænkt stort om os.
Så begrav næsen i de røde blade og mærk jorden.
Og lad bare efteråret få det næstsidste ord.
Det sidste kommer tilbage.

Ja. Han kommer tilbage til os med sit ord — han kommer til os, som han kom til Maria ved graven og siger:

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

Amen.

 

 

Del dette: