Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Lystrup kirke

1. marts 2015
Gudstjeneste i Elev og Lystrup kirker

2. søndag i fasten



410 Som tørstige hjortL

æsning: Sl. 42,2-6

639 Når i den største nød vi stå

Læsning: Matt. 15.21-28

578 Den tro, som Jesus favnerPrædiken
158 Kvindelil, din tro er stor

En dåb i Lystrup

331 Uberørt at byens travlhed (dåbssalme)
439 O, du Guds lam
679 Et trofast hjerte, Herre min (nadversalme)
644 Aldrig er jeg uden våde

Din Ånd i vor afmagt os styrke,
dit lys gennembryde vort mørke!
Din kærlighed, sød som dit minde,
vor sorg og vor død overvinde!

Prædiken

Ro, renlighed og regelmæssighed. Sådan sagde man tidligere, når man ville hjælpe usikre forældre i opdragelsen af deres poder. Det var Sundhedsstyrelsen, som udsendte denne vejledning i 1938. Datidens pædagoger mente, at børn havde brug for faste rammer for at kunne være trygge. Men så kom en kom en periode med laissez faire-opdragelse, eller "laden-stå-til-opdragelse", hvor børnene skulle finde ud af alting selv. Hvad-synes-du pædagogik ... Hvad har du lyst til at gøre? Men da denne frie form for opdragelse blev for løs og fri, så vendte man tilbage til lidt mere fasthed i opdragelsen. I dag er det ikke ro, renlighed og regelmæssighed, men kærlighed, kontakt og konsekvens, som det kommer an på.

Der er nu noget problematisk ved at kombinere forestillingen om kærlighed og konsekvens. For der vil jo uvægerligt opstå situationer, hvor den mest konsekvente form for opdragelse må tilsidesættes af hensyn til kærligheden.

Når der er blevet sagt godnat til barnet, efter at der både har været kontakt i form af kys, og kærlighed i form af en hyggestund med oplæsning og sang, så forlader den voksne barneværelset, evt. med lyset i gangen tændt og døren på klem, så den lille ikke skal føle sig helt forladt i mørket. Men bliver barnet bange derinde i sengen eller ligger den lille med mange urolige tanker, så duer en konsekvent forestilling, at godnat er godnat, ikke længere. Så må den voksne ind og trøste den lille. Kærligheden til barnet må altid vinde over de konsekvente principper.

Men konsekvens i opdragelsen kan være rigtig god, når det gælder små hunde. Jeg læste en sjov skildring af en sådan mangel på konsekvens forleden. Det var en præst, som fortalte følgende: En af mine nærtstående familiemedlemmer siger konsekvent til sin hund, der har det med at lægge poten på spisestolen, mens den ser bedende på sin herre: "Okay så. Nu får du ét stykke mere, men så skal du også holde op med at tigge". Hvorefter vaniljekranse, frikadeller og skinkekanter i en lind strøm glider ned under bordet. Konsekvensen af denne form for inkonsekvent hundeopdragelse er i hvert fald, at hunden bliver ved med at tigge - og så bliver den for øvrigt tromlefed af det.

Men når det gælder menneskers indbyrdes forhold, har kærligheden det altid svært med begrebet konsekvens. Når vi prædiker konsekvens, kommer vi også nemt til at hylde princippet om noget for noget, som jo er kærligheden ganske fremmed. Man kan ikke sådan handle med kærligheden eller gøre sig fortjent til den. Og hvis kærligheden virkelig holder ud og holder ved, så må man også give slip på sine rigoristiske forestillinger om konsekvent tænkning. Vi kan have nok så mange principper om dette og hint, men hvor ofte må vi ikke ignorere dem, fordi kærligheden tilsiger os noget andet?

I evangelieteksten til denne søndag møder vi en kvinde, der opsøger Jesus for at få hjælp af ham. Hendes datter er alvorligt syg. Hun plages af en stum ånd, siger kvinden. Jesus har bevæget sig helt op nord for Israel til egnen omkring Tyrus og Sidon. Kvinden, som nu kommer til ham, omtales som en kanaanæisk kvinde. Kanaanæerne kendes i Bibelen som det folkeslag, der boede i det Kanaan, og som blev trængt tilbage, da israelitterne gik ind i det forjættede land på Guds egen befaling med Joshua som deres stærke leder. Det er ikke underligt, at der var et anstrengt forhold imellem jøderne og kanaanæerne. Vi får i fortællingen indtryk af, at Jesus helst vil undgå at hjælpe denne kvinde, som trænger sig ind på ham. Han vil ikke svare hende, da hun råber: "Forbarm dig over mig, du Davids søn." Det er der for så vidt ikke noget underligt i, han følger bare de sociale konventioner: En mand taler ikke med en fremmed kvinde. Det er ret grænseoverskridende, at den kanaanæiske kvinde er så insisterende i sin henvendelse til Jesus. Hans disciple opfordrer ham da også til at få kvinden til at gå væk. "Hun råber jo efter os", siger de. Jesus' svar til sine disciple forklarer, hvorfor han undgår at svare kvinden: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus".

Det lader altså til, at Jesus skulle mene, at hans budskab var bestemt for jøderne, og for dem alene. Vi forstår, at hans opgave er at være som en hyrde. En hyrde, der har omsorg for sin hjord. I Johannes evangeliet taler Jesus om sig selv som den gode hyrde, og her udvides forestillingen om, hvem han skal være hyrde for: "Jeg har også andre får som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde". (Johs. 10,16)

Men kvinden trænger sig ind på ham. Hun kaster sig ned for ham, og beder ham igen: "Hjælp mig"! Denne stærke henvendelse til Jesus må gøre indtryk. Men han er konsekvent i sin tænkning omkring det, som er hans opgave. "Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde", siger han. Jesus vil altså ikke lade godbidder glide ned til den lille hund, der tigger ved bordet. I overført betydning: Han vil ikke lade hende få del i nåden. Det er noget provokerende at bruge denne sammenligning, for hunden var slet ikke "menneskets bedste ven". Nej, hunde var urene og ulækre og væmmelige dyr, som rendte rundt og åd af det skrald, de kunne finde på møddingen. Noget tyder på, at jøder faktisk brugte ordet hund som et skældsord mod hedningerne. Men kvinden har svar på rede hånd: "Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord". Kvinden sætter sig altså i hundens sted. Hun ydmyger sig, men finder samtidig en værdighed i sin ydmygelse. For selv om hun måske ikke bliver regnet for så meget, så har hun dog også en legitim grund til at opsøge ham. Hun har en længsel og et behov for hjælp. Det eneste, som står i hovedet på kvinden, er, at hendes datter skal slippe fri af sygdommen. Det er noget, som enhver forældre kan sætte sig ind i. Ja, det er noget, som enhver, der kender til at elske, kan tale med om. Frygten og bekymringen for, at den som man elsker, skal forsvinde ind i sygdom eller død. Frygten for at miste den, som vores hjerte er knyttet til driver os til at handle - og vende vores bøn til Gud.

Og se det er noget, Jesus forstår sig på. Han som selv er kærligheden åbenbaret af Gud i menneskers verden, kan ikke andet end lade sig bevæge af kvindens ord. Hendes råb og bøn, som er født ud af omsorg for datteren, det er, hvad Jesus kalder for tro. "Kvinde, din tro er stor! Det skal ske dig som du vil". Og straks blev kvindes datter helbredt. Den store tro kommer ud af stor kærlighed. Det er i afmagten at troen finder sit udtryk.

Derfor lyder troens og bønnens råb sådan: Forbarm dig, Herre! Hjælp! Det er det råb, som Gud bliver bevæget af. For Gud er ikke en ubevægelig bevæger, sådan som filosoffen Aristoteles mente. Gud lader sig virkelig bevæge. Gud har et hjerte, som åbner sig for dem, som beder ham.

Den dag skete der noget - Jesus indså, at hans budskab ikke kun er for dem, som ifølge profeterne var særligt udvalgt. Guds rige skal vokse og udbredes - ud over alle grænser, som er bestemt af etnicitet og historie. Konsekvent tænkning og kærlighed lader sig ikke altid forene. En konsekvent afvisning af denne kvinde var ikke efter Guds hjerte. For her stod et menneske, som trængte til hjælp.

Ethvert menneske, som kæmper for at finde mening og fylde i livet, vil også finde vej til Guds hjerte. Ethvert menneske, der tørster efter at mærke trøsten af Guds ord, skal finde hjælp hos den Gud, der har omsorg for sine børn. Gud vil, at vi skal turde tro på, at der findes en mulighed - en udvej ud af den frygt og sorg, som ellers vil tage livsmodet og glæden fra os.

Sådan er da også vores tro på ham, der har vendt sit hjerte til os:
Herre, forbarm dig! Herre, hør vor bøn!

Amen

 

 

Del dette: