Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Lystrup Kirke

Søndag den 10. maj 2015

5. søndag efter påske


8 Om alle mine lemmer

Læsning: 1. Mose 32, 23-32 Jakobskampen

Ny salme: "Du standser mig i mørket"
Tekst: Holger Lissner - Melodi: Erik Sommer

Læsning: Johs. 16, 23b-28 Bed og I skal få

289 Nu bede vi den Helligånd

Prædiken

396 Min mund og mit hjerte
439 O, du Guds lam
293 Gud Helligånd, vor trøstermand
696 Kærlighed er livets kilde

__________________

Prædiken:

"Jeg elsker den brogede verden" er en gammel højskolesang af H. V. Kaalund. Det var min mors yndlingssang, og i dag er det jo mors dag, så kan man jo godt huske lidt tilbage og mindes det, som var vigtig for dem, der gik forud for os.
Lyt engang til ordene: "Jeg elsker den brogede verden". Der er to forskellige temaer i denne ene linje: Jeg elsker — altså kærligheden som det første — og den brogede verden — dvs. livet som det nu engang udfolder sig og tager livtag med os — livet i lyst og nød.

Det er så enkelt — og alligevel så dybt — man kan ikke sådan gøre sig færdig med den kærlighed og det liv, som man har fået. Det er ligeså enkelt, som det jeg var ude for, da en konfirmand for nylig valgte de tre ord "Dejlig er jorden" som sit konfirmationsord. Jeg synes jo, at det var for kort, men det gav mening for ham. På trods af alt, hvad han kendte til af problemer og modgang, så var det vigtigt at kunne sige: Dejlig er jorden! Jeg lod mig overbevise. Han fik sit ord.

Fredag aften gik jeg en tur op over Elsted til Elev og hjem igen. Det var en smuk og stille aften med en vidunderlig solnedgang. Og så meldte ordene fra mors sang sig hos mig med særlig intensitet: "Jeg elsker den brogede verden".

Dér var den så, den brogede verden i al sin skønhed. Den var der bare — og den var smuk, for den kunne ikke være andet: Lys lilla solnedgang, der senere blev ildende rød, gule rapsmarker, grønne græsmarker, et brunt stykke pløjejord, den lyseblå himmel ind over bugten, byens lys, de ny udsprungne træer, den søde duft af blomster og de pralende solsortehanner, der sad og sang om kap i hver sit høje træ. Jeg nåede så ned til Lystrup og gik jeg tæt forbi menneskenes boliger. Der var tændt lys mange steder. Derinde blev livet levet, sådan som livet nu engang er, når menneskene vælger, hvordan det skal se ud. Det må de jo selv tage ansvar for. Nogle sad nok og så noget ligegyldig underholdning på TV. Andre favnede og elskede hinanden — det håber jeg i hvert fald, de gør. Atter andre tog sig nok en rask diskussion om et eller andet. Og så er der alle de steder, hvor der sidder en alene. Den slags hjem bliver der flere og flere af. Livet er så broget så fuldt af meget smukt og godt, men der findes selvfølgelig også noget, som kan være rigtigt svært. Jeg vil nu stædigt holde fast i Kaalunds ord:

Jeg elsker den brogede verden
trods al dens nød og strid,
for mig er jorden skøn endnu,
som i patriarkernes tid.

Men så sker der pludselig noget med sangen i vers 5: Rytmen bliver brudt. Der er ikke længere nogen blid optakt: Nu fremhæves ordet "kamp" tre gange i træk på et betonet 1-slag — så melodien pludselig antager karakter af en march:

Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro,
thi evig stilstand er død!

Så marcherer vi derudaf. Ud i felten. Derud hvor der skal kæmpes. Kæmpes for frihed i liv og tro. Vi har jo lige fejret 70 året for befrielsen i tirsdags. Det gjorde vi også Lystrup kirke til morgensang for eleverne fra Lystrup Skole i denne uge. De fik historien om befrielsen og om nogle af dem, der kæmpede for friheden imod besættelsesmagten. Vi sang også "En lærke letted og tusind fulgte" med verset om at mindes de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn".

På Skæring Hede blev fem jernbanesabotører skudt den 2. december 1943. Det var den første likvidering af modstandsfolk, som tyskerne foretog i Danmark til skræk og advarsel for andre, så de vidste, hvad der kunne ske dem, hvis de vovede at sætte sig op imod besættelsesmagten. Det gjorde så sandelig også indtryk på børnene. De var lutter øren.

Vi skal kæmpe. Også i det små. Sådan er livet. Der skal kamp til. Kamp for at bevare friheden — kamp for det, som vi tror på. Der er ingen, der bliver forskånet for modgang. Og det nytter ikke at sætte sig hen og beklage sin skæbne. Det kan ikke anbefales. Hvis livet skal gro, så må der kæmpes. Og evig stilstand er død. Eller som Grundtvig skriver: Vi vil vælge livets storme for gravens stille ro.

Vi skal elske livet og vælge livet frem for skyggen - ligeså skønt og ligeså besværligt, som det også kan være. For mig er jorden skøn endnu som i patriarkernes tid.

Patriarkerne — det var jo de tre stamfædre, vi kender fra 1. Mosebog: Abraham, Isak — og så Jakob, som vi har hørt om i dag. Det var ham, der tog livtag med Gud, da han var ret nervøs, fordi han inden længe skulle gense sin tvillingebror Esau, som han i sin tid havde snydt og bedraget. Ville Esau stadig bære nag til ham nu så mange år efter? Jakob var meget spændt på, hvordan det skulle komme til at gå. Han sendte folk med gaver til Esau, og han fik også sendt sin familie over på den anden side af floden. Nu var han så alene tilbage. Og så sker det, at der kommer en og kæmper med ham. Og kampen varer hele natten. Men da morgenen gryr lyder det: Slip mig, for det er ved at blive lyst. "Jeg slipper dig ikke, førend du velsigner mig", svarede Jakob.

For Jakob var Gud den Gud, der skjulte sig i mørket. Han viste sig ikke for mennesker. For ingen kan tåle at se Guds ansigt og leve. Jakob havde faktisk hørt Gud tale til ham engang for mange år siden: "Jeg vil være med dig og bevare dig, overalt hvor du går", sagde Gud til Jakob i en drøm den nat i Betel, hvor englene vandrede op og ned ad stigen, der gik fra himmel til jord. Men i denne nat, hvor han altså kæmpede med Gud selv, fik han Guds ansigt at se. Derfor kaldte han stedet "Penuel", som betyder Guds ansigt. Her på dette sted fik Jakob sit nye navn og Guds velsignelse.

Vi kan godt leve os ind i Jakobs kamp ved Jabboks vadested. Mange af os kender til den nattens kamp, hvor man ikke kan finde ro. Der er mange spørgsmål, der trænger sig på: Hvorfor blev det sådan? Hvordan kommer jeg videre herfra? Hvor er du blevet af, Gud? Ser du mig slet ikke? Vil du ikke se mig? Vil du ikke vise mig barmhjertighed?

Og så opdager man, at han stadig er der — midt i kampen med de mange spørgsmål. Men nu vågner morgengryet, og Gud selv befaler os at give slip. Giv nu slip på alle dine bekymringer og spekulationer. Du kommer ikke videre med dem lige nu. Men velsignelsen — den skal du have, så du husker, at jeg er med dig. For nu begynder den nye dag. Nu skal du igen stå op og tage imod dagen og sige: "Jeg elsker den brogede verden trods al dens nød og strid". Kampen har sin tid. Kampen med dig selv — kampen med alt det som fylder livet med bekymringer, anfægtelser og selvopgør. Men Gud er med dig. Han kalder dig ved navn.

Jakob fik navnet Israel. Du og jeg bærer Guds navn i os — det navn som vi fik ved dåben. Det nye Guds navn, som vi fik, da vi blev døbt i Jesu navn. Hans navn er nøglen til Guds Paradis. Det er i Jesu navn, at livets dør står åben.

At bede i Jesu navn — Det er hvad Jesus opfordrer sine disciple til. Og når vi beder i hans navn, skal vores glæde blive fuldkommen. Når han ikke længere er i verden, så har vi ham dog stadig hos os, når bare vi beder i hans navn. For så er Gud nær. Også vi har set Guds ansigt, for i Jesus har Gud vist os, hvem han er. Vi har jo hørt evangeliet om ham, som satte alt ind på at frelse mennesker. Han satte kærligheden over alt andet.

Jakob stod op og vandrede sin bror i møde. Han haltede på det ene ben, for han havde jo fået et slag på hoften under nattens kamp. Og Esau løb ham i møde og faldt ham om halsen. Esau græd og kyssede sin bror af glæde. Esau tilgav Jakobs bedrag.

Jakob blev mødt af sin bror. Vi bliver mødt af vores. Guds egen søn løber os i møde og falder os om halsen og tilgiver os. Han er også vores bror, som råder bod på alt det, som vi har fortrudt og ærgret os over. Alt det som gik galt for os, alt det som gav os søvnløse nætter. For han er den sande kærlighed. Han indgiver os troen på, at menneskelivet er godt. Derfor skal vi elske den brogede verden trods al dens nød og strid. Det kan være at vi halter lidt, når vi går herfra, for livet kan godt gøre ondt, og tiden sætter sine spor. Men ét er sikkert: Vi går herfra med Guds velsignelse.

Amen.

 

 

Del dette: