Lystrup & Elev kirker


 

Gudstjeneste i Lystrup Kirke

Søndag, den 27. marts 2016

Påskedag


Introitus: Gloria (Brian Stenger Poulsen)
224 Stat op min sjæl i morgengry
Læsning fra GT: Sl. 118,19-29
Kor: Tre vers af "Påskeblomst, hvad vil du her"
265 Om salighed og glæde
Evangelielæsning: Matt. 28,1-8 og Trosbekendelsen
218 Krist stod op af døde
Prædiken
Motet: Benedictus (Brian Lewis)
223 Herren af søvne opvågned, opsprang
232 O salig påskedag (i stedet for O, du Guds lam)
230 Påskemorgen slukker sorgen (under uddeling)
Kollekt og velsignelse
234 Som forårssolen morgenrød (vi bliver stående)
Exitus: Du lysets Gud (John Rutter)

Efter gudstjenesten afsked med kirkesanger Birgitte Paludan.
Der bliver delt påskeliljer ud til alle

__________________

Prædiken

Du lysets Gud, vi takker dig for denne klare dag,
hvor hvert et liv må åbne sig i dybe åndedrag.
Vi takker dig for livets alt, dets sorg, dets angst, dets nød,
for den store glæde, du har kaldt af undergang og død,
da du af graven rejste op i påskemorgen gry
din kærlighed af jordens krop at skabe os på ny.
At skabe om vort hjerte og vore hjerters nød
fra selvoptaget fattigdom og bitterhed og død
til sang om kærlighedens magt, hvor håbet klinger lydt,
hvor troens klare ord står vagt om Livet, der er nyt.

I ugen op til Palmesøndag havde jeg den store glæde at skulle synge med i koret til Johan Sebastian Bachs Matthæuspassion, som blev opført to gange i Musikhuset i Aarhus sammen med symfoniorkesteret og solister. Det var en fantastisk oplevelse. Bachs musik er uforlignelig, og dirigenten Carsten Schuldt-Jensen førte de medvirkende og publikum ind i det store værk, så vi blev dybt involveret i dramaet fra starten. Vi var vidner til begivenhederne Skærtorsdag hvor Jesus bliver salvet af en kvinde med en kostbar olie i Betania, vi var med ved den sidste nadver, vi hørte Jesus forudsige forræderi og svigt og oplevede tilfangetagelsen i Getsemane Have. Vi overværede forhøret hos ypperstepræsten Kajfas, Peters fornægtelse og domfældelsen hos Pilatus, vi var med, da Jesus blev pisket og spottet af soldaterne — vi var vidner til hans korsfæstelse og død. Ja, vi stod under korset sammen med de andre og blev selv inddraget i koret af dem, der hånede og spottede Jesus: Andre har han hjulpet! Men han kan ikke frelse sig selv! Ha! Nu kan han stige ned af korset, så vil tro på ham! Han har jo sat sin lid til Gud, så lad Gud redde ham, for han har jo selv sagt: "Jeg er Guds søn". Det er stærke sager, og koret har en ikke ubetydelig rolle i sammenhængen. Men der veksles også med skønne salmemelodier og smukke arier, som f.eks. når sopranen synger "Af kærlighed vil min frelser dø".

Og så hører vi også, at der var tre kvinder ved korset, som altså var vidner til hans død. Det var Salome, Maria Magdalene og en anden Maria. Efter sin død bliver Jesus taget ned af korset og lagt i graven, og vi oplever, at ypperstepræsterne overtaler Pilatus til at sætte soldater til at holde vagt ved graven. Hele det tre timer lange værk slutter med at koret synger:

"Wir setzen uns mit Tränen nieder und rufen dir im Grabe zu: Ruhe sanfte. Ruht wohl, Ihr ausgesognen Glieder!" Vi sætter os med tårer ved din grav og kalder på dig: Hvil sødt, I udmarvede lemmer.

Gennem musik og tekst bliver man altså selv vidne til det store drama. Men ikke nok med det. Man bliver involveret følelsesmæssigt, så man indser, at denne fortælling er en helt afgørende historie om Gud og os. Den handler nemlig om Guds uendeligt store kærlighed på trods af vores ondskab og had, og gennem musik og sang forkyndes det for os, at denne store kærlighed gælder os i dag — lige nu og her. Og så slutter det hele altså ved Jesus grav.

Men dramaet fortsætter med Matthæus' beretning om, hvad der skete påskemorgen. Og det er jo i dag. De to Mariaer, som var med ved korset på Golgata går til graven søndag morgen og oplever noget meget voldsomt. De mærker et jordskælv, da en engel med et udseende som lynild og snehvide klæder kommer ned fra himlen og vælter den sten til side, som var sat for indgangen til graven. Soldaterne, der skulle holde vagt, falder om og bliver som døde. Kvinderne er bange — men da taler englen til dem.

Vi kan vi ikke undgå at blive involveret. Fortællingen er stærk og dramatisk. Der er virkelig noget på færde! Noget som kalder på fortolkning. Hvad skal alt dette betyde? Sørgende kvinder, en lynildsengel, de lynramte soldater?

Det er Gud selv, der bryder ind i på det sted, som kaldes for dødens have. Og englen taler til kvinderne: Frygt ikke! Jesus er ikke her — graven er tom! Hvordan skal det forstås? Jesus er opstået fra de døde! Det har han jo selv forudsagt.

Nu er det store spørgsmål til os i dag: Vil vi stadig lade os involvere? Taler denne beretning til os, så vi kan høre, hvad der er på færde? Tør vi fæste lid til ordet "Kristus er opstanden!" Vil vi lade dette ord gøre sin virkning iblandt os med sin forvandlende kraft? Vil vi være en menighed, som også tager opstandelsen med? Eller vil vi nøjes med at gå hen og høre skøn passionsmusik om Jesus' lidelse og død? Vil vi lade os berøre af englens ord, så også vi bliver involveret og hører, at dette gælder for os i dag?

Kristus Jesus er død — ja, endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. (Rom. 8,34) Sådan skriver Paulus i Romerbrevet. Vi skal ikke "nøjes med" beretningen om Jesus lidelse og død. Vi vil høre alt, hvad Gud har gjort for os.

Jamen, er der så nogen der siger ... Vi skal have tid til det. Vi skal overveje og holde dette mærkelige udsagn op imod andre forståelser af, hvad der er at sige om Gud. Måske kunne man godt tænke lidt reinkarnationstanker ind i det der med opstandelsen. Så kunne man jo ligesom få en chance til. For det er ikke sådan at få det hele til at lykkes i ét liv. Det kunne være rart, hvis man fik flere. Og hvem ved, måske kan man opstå og opstå og opstå i nye inkarnationer. Det kunne da være dejligt ... er der nogen, der synes.

Hvad kan vi sige til den forestilling? For det første: Der er intet menneske, der kan få sin tilværelse til at gå op. Vi kan gøre vort bedste — men vi får kun én chance. Gud har givet os ét liv. Derfor er livet alvor — dødsens alvorligt. Men det er da også skønt og hæsligt og vidunderligt - og det kan gøre ondt. Livet er så meget forskelligt. Men livet er ikke en læreanstalt, hvor man hele tiden skal til eksamen og bedømmes for sin indsats og dumpe eller måske, hvis man er heldig, have at vide, at man har klaret sig hæderligt.

For det andet: Hvis man har en forestilling om, at det skulle være muligt gennem flere inkarnationer at nå frem til det perfekte liv, så man engang ved tidernes ende kan få topkarakter i alting, så har man totalt misforstået alt. Vi skal ikke være perfekte elever af den ene eller anden mester. Som kristne mennesker har vi lov til at være ufuldkomne. Vi bliver nødt til at stå ved, at vi til tider er uduelige disciple for vores Herre. Han hedder Jesus fra Nazaret. Og han kender os og ved, at ingen af os er fejlfri. Vi skal ikke bestå den store eksamen, og vi skal ikke opnå fuldkommenhed. For alle har vi svigtet og mangler herligheden fra Gud. Og dog vil Gud i sin store nåde og barmhjertighed gøre os retfærdige — ganske ufortjent. Men vi skal ikke først testes og kontrolles, inden han vil have med os at gøre.

Påskedagens vidunderlige evangelium til os alle er dette: Der er håb for dig! Og der er brug for dig! Så skynd dig ud og sig til andre, at han er opstået fra de døde! Englen sagde til kvinderne: Han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det!

De ord skal vi høre og tage ind, så de kan friske os op og styrke os. Vi skal stå op til livet - hver eneste dag. Hans opstandelse gælder os. Der er håb for den nye dag. Søren Bruun er ikke så optimistisk. Han siger: "Uak — en ny dag truer ..." Men vi skal sige: Tak! En ny dag —som vi bruger.

Vi må lade os forvandle af opstandelseskraften i Guds ord. Vi må lade os bære af det. Hvis vi vil lade os tiltale og tro, bevæge og begejstre — og stå op til livet.

Lige efter englens ord til kvinderne løber de derfra med frygt og glæde for at fortælle disciplene, hvad de har oplevet. Og tænk engang, så møder de Jesus. Han kommer dem i møde og han hilser dem med et "God morgen!" Og så gentager han, hvad englen har sagt: "Frygt ikke. Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig."

Der er altid et god morgen og en opgave til den nye dag. Det fik kvinderne som de første opstandelsesvidner — og det får vi. Men så nytter det jo ikke vi går ud og siger: Jamen, det kan da godt være, at man kan bruge lidt fra hinduisme og lidt fra buddhisme og så blande det sammen med lidt af det, Jesus siger. Nej, så må vi da være ved, at vi er kristne mennesker. Og til kristendommen hører troen på opstandelsen Påskemorgen.

Kristus opstod — og vi skal opstå. Grundtvig fik i den oldgræske påskegudstjeneste nogle stærke billeder at skrive ud fra. Ja, man taler lige frem om, at han havde en "græsk vækkelse" i 1836-37. I den periode skrev han rigtig mange salmer, som han udgav i Sang-Værk til den Danske Kirke, og flere af dem er inspireret af den græske kirkes liturgi. Det gælder også for den salme, vi skal synge om lidt, hvor livets triumferer over døden.

I den græske forståelse af kristendommen er det helt afgørende, at påskegudstjenesten opleves som et drama. Den stærke forkyndelse af Kristi opstandelse har betydning for menigheden. Kristus er nemlig, som Paulus skriver, opstået som førstegrøden af den hensovede. Han er den første, for at andre skal følge efter. Han fór ned til dødsriget for at befri fangerne der. Og de første, han skal befri er selvfølgelig Adam og Eva. Det er det, som i trosbekendelsen hedder "nedfarten til dødsriget".

På græske påskeikoner fremstilles denne del af vores fælles kristne tro på den måde, at Jesus står oven på dødsrigets porte, der nu er røget af hængslerne. De danner form som et kors. Han træder døden på nakke. Nøglerne til dødsriget ligger spredt i mørket under Jesus. Dem er der ingen, der har brug for længere. Og lænkerne, som holdt de døde i fangenskab er brudt i stykker. Jesus løfter Adam ved sin højre og Eva ved sin venstre hånd. De skal hjælpes op af fortabelsen og føres ind til det evige liv hos Gud.

Men ikke alene Adam og Eva skal befries fra dødsriget. Nej, det skal alle dem, som Jesus vil hente. Det skriver Paulus om i det ældst bevarede af hans breve nemlig 1. Thessalonikerbrev:

Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb. For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham ... Trøst derfor hinanden med disse ord. (1. Thes. 4,13-14 + 18).

For at vi nu skal huske, at disse ord også gælder os, vil I alle få en påskelilje med hjem fra kirke i dag. Den skal minde jer om det levende håb - og være til trøst for enhver, som har mistet. For Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen er nu og i al evighed!

Amen.

 

 

Del dette: