Lystrup & Elev kirker

 

Gran i håret — og be' en bøn

Af sognepræst Hans Boas, Lystrup-Elev


Nu er det lige før! Julen er over os med al den lyst og glæde, som vi normalt forbinder med den store højtid. God mad, lys og hygge, og vigtigst af alt: Tid til at være sammen med familien.

Men i julen er der altid nogen, som savner; der er blevet en tom plads. I julen føles savnet stærkere end ellers. For netop nu i den dejlige tid for kærlighed, fællesskab, glæde og tro, opleves det ekstra svært, når der mangler en ved bordet og i dansen omkring træet.

I år vil jeg savne min mor, som døde i oktober, men glæde mig over, at jeg skal være sammen med min far, min søster og svoger. Og jeg har fået pyntet stuen med gran og hjerter og stjerner.

I år har jeg også fået lov til at låne den julekrybbe, som mine forældre købte i Betlehem for nogle år siden. Når jeg ser på den, vil jeg mindes min mor med glæde, for den betød meget for hende.

"Kom lidt gran i håret og be' en bøn!"

Sådan sagde Josefines far i tv-julekalenderen "Jesus og Josefine", som blev vist igen for et par år siden. Tænk engang at man kan slippe godt af sted med så enkelt et budskab … og så i børnenes julekalender!

Gran forbinder de fleste med jul. Og når der skal gran i håret, så er det vel fordi det bidrager til jule-feststemningen, på samme måde som når nogen bruger at komme lak eller gele i håret for at få det til at se rigtig smart og tjekket ud.

Og be' en bøn. Jamen, så bevæger vi os jo lige med ét fra familiens julefest ind i det religiøse rum. Det var mine forældre og bedsteforældre, der lærte mig at bede, og sådan gav de mig noget af det, som var vigtigt for dem.

Men hvad skal det gøre godt for — at be' en bøn? Til hvad nytte er det? I Martin Brygmanns titelsang til serien lyder det:

Jesus og Josefine / hjemløse hjertepine / Jesus får Josefine / til at tro på mirakler / når hun vakler.

At be'’ en bøn — det er jo ligesom at turde tro på mirakler. Og det kan vi alle have godt af. For mirkalet hjælper os i de situationer, hvor vi oplever, at vi bliver usikre og tvivlende.

I julekalenderen sker miraklet ved, at en magisk julekrybbe fører Josefine tilbage til en tid, hvor hun møder Jesus, der er 12 år gammel, ligesom hun selv. De to bliver venner — men undervejs får Josefine også et indblik i, hvor hårdt og gråt og glædesløst livet ville være, hvis ikke kristendommen fandtes.

"Du skal stole på Gud," siger den unge Jesus til Josefine sidste gang, de er sammen i Nazaret. I det næstsidste afsnit af serien får bønnen en ganske særlig betydning. Med ordene fra Fadervor "Fri os fra det onde" slipper Josefine og hendes ven Oscar af med den dæmoniske Thorsen, der er den personificerede ondskab.

Han må vige tilbage — og selv styrte ned i fortabelsens mørke, og det lykkes ham ikke at få Josefine og hendes ven Oskar med. De har nemlig lært det der med at be' en bøn.

Jeg tror på, at bøn kan skabe mirakler, fordi den hjælper mennesker til at være til i livet på trods ondskab og død, trods sorg og savn. Derfor tilslutter jeg mig opfordringen: Gran i håret — og be' en bøn.

Glædelig jul.

 

 

Del dette: