Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Lystrup og Elev Kirke

Onsdag, den 24. december 2014

Juleaften


Læsninger
Esajas 9, 1-6a
Lukas 2, 1-14

94 Det kimer nu til julefest
117 En rose så jeg skyde
99 Velkommen igen, Guds engle små (mel. af Berggreen)
121 Dejlig er jorden
__________________

Prædiken

Forleden dag kom jeg forbi en mand, der stod og solgte "Hus forbi" uden for Veri Centeret. Jeg standsede op og købte et eksemplar af hans blad. Jeg gav ham lige en ekstra tier. Man vil jo gerne prøve på at være et godt menneske — bare engang imellem. Jeg spurgte ham, hvordan han skulle holde jul i år. Jo, han havde hørt fra nogle venner, at der blev holdt jul for sådan nogen som ham inde i på Rådhuset i Aarhus. Hvor godt! tænkte jeg. Pyha, jeg følte mig helt lettet. "Hvad så med dig?" spurgte han. "Ja, jeg skal jo holde jul sammen med min familie," svarede jeg, og fik det pludselig helt dårligt over, hvor godt jeg har det. "Har du fået købt nogle gaver?" spurgte han. "Jeg er lige gået i gang med det," svarede jeg, og fik det bare endnu dårligere. Det var lidt pinligt at bære rundt på poser med gaver, når han ikke engang havde et hjem og en familie at holde jul sammen med. Tænk at være så privilegeret, at jeg kan fejre julen med mennesker, jeg holder af, og at jeg har råd til at købe fine gaver til dem. "Glædelig jul!" sagde manden og sendte mig et dejligt smil. "Glædelig jul!" sagde jeg og skyndte mig videre.

Jeg gav mig til at læse lidt i bladet "Hus forbi", da jeg kom hjem. "Peters jul" stod der på forsiden, hvor man kunne se et fotografi af en mand med fuldskæg og nissehue. Men der var ikke meget af Johan Krohns "Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg julen kommer" over denne udgave af "Hus forbi".

Til gengæld var der en artikel om den hjemløse mand, som man kunne se et billede af på forsiden. Man kunne bl.a. læse om de planer, som Peter havde for sin juleaften: "Jeg skal med min veninde ind på Hus Forbi og sige "Hej, jeg elsker jer alle sammen." Bagefter tager vi hjem til hende sammen med et par andre venner, og så gælder det om ikke at tænke for meget på familien, spise god mad og drikke lidt. Det er jo en følsom dag, så vi snakker slet ikke familie. Den første, der gør det, ryger ud," siger han.

Det gør ondt at miste nogen, man holder af. Og hvor hårdt må det da ikke være hvis man både er hjemløs og uden kontakt til familien? I julen er der altid nogen, som man savner ekstra meget. Der er mennesker her hos os, som må leve på gaden, mennesker, som savner både kærlighed, tryghed og varme. Og der mennesker her hos os, som er flygtet fra det land de stammer fra, og som savner deres familie, som de har efterladt derhjemme. Mennesker som er flygtet fra deres eget land på grund af ondskab, krig og myrderier. Tænk, hvis man ikke havde et hjem at komme hjem til. Tænk, hvis der ikke var plads i herberget.

Det er vigtigt, at man har et sted, hvor man hører til. Og det sted kan også være her i kirken, hvor evangeliet om Guds kærlighed bliver forkyndt for os. Som en ung far sagde til mig forleden, da jeg fortalte ham om dåben: "Jamen det betyder altså, at man har et sted, hvor man kan være tryg." Ja, lige præcis. Det er det, som dåben betyder. Vi har brug for det sted, hvor vi hører til, et sted hvor vi kan være trygge hos Gud. Så enkelt er det.

Noget af det, som er med til at gøre os trygge, er, at vi kan gå i kirke juleaften. Her møder vi det, som vi kender, og som vi holder af: De gode julesalmer. De kendte ord. Vi er sammen med andre mennesker, som også har store håb og forventninger til julen og det fællesskab, vi oplever der.

Og julens budskab om kærlighed og fred er afgørende for os. Vi bliver ved med at holde fast i håbet om, at Guds kærlighed er stærkere end alle onde magter, som truer vores verden. Vi finder ro i de kendte ord: "Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus ..."

Og det skete ... Med det lille ord "og" sættes beretningen ind i en større sammenhæng. Den hænger sammen med det, som har fundet sted. Og den peger frem mod det, som skal komme - og holder os fast på det, som vi hører lige nu. Evangelisten Lukas vil have os til at se fortællingen om Jesus' fødsel som en opfyldelse af de profetier, der er gået forud. Esajas skriver jo:

"Et barn er født os — en søn er os givet." Og ud fra sammenhængen hos Esajas forstår vi, at det er det barn, som skal give os det lys, der skal skinne for os: "Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, som bor i mørkets land."

NU sker noget nyt — lyset skal skinne for os — Frelsen kommer til mennesker, så de ikke skal forblive i mørket. Og lyset er ikke endnu en af vore egne opfindelser, selv om vi er gode til at tænde lys, der hvor vi bor. Nej, her er tale om et andet lys: Guds lys, der bringer håb til alle mennesker, som længes efter et hjem — et sted at høre til.

Det himmelske bryder ind i det jordiske og alting bliver blandet godt og grundigt sammen. Ja, alt bliver forandret. Kun sådan kan Gud blive menneske og gøre den himmelske kærlighed til virkelighed i vores liv. Englene er de himmelske budbringere, der fortæller om Guds store fødselsglæde:
"Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by! Han er Kristus, Herren."

De ord minder os om, at glæden ikke altid er noget, vi selv skal finde frem. Når glæden får evighedsperspektiv, er det en glæde, som kommer til os udefra. Juleglæden bringes ind i vores liv som et helligt budskab fra Gud. Og vi trænger virkelig til at høre, at grunden til vores glæde er, at Gud elsker menneskene trods al verdens nød og krig og støj og forurening.

Hyrderne fik et tegn: "Dette er tegnet I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe," siger englen til dem. Guds søn er blevet menneske, for at vi skal blive Guds børn.

Herefter skal vi se på ethvert menneske, som et Guds barn, der har krav på omsorg og kærlighed. Det har vi da også nemt ved, så længe det handler om de søde, små puslinger, som Grundtvig digter om i den salme, vi skal synge om lidt:

Med venlige øjne, himmelblå
i vugger og i senge
vi puslinger har i hver en vrå,
som blomster gro i enge,
o, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe.

Grundtvig var en mester i at gøre det guddommelige hjemligt og flytte det himmelske ind i kendte omgivelser. Det er hans salme "Velkommen igen, Guds engle små" et godt eksempel på. Her hører vi, at englene synger for de små, ligesom lærkerne slår deres trille. I drømme føres børnene tilbage til Betlehem, og når de vågne op, så hører vi julesang, der rimer med den tro, som bor i vores hjerter. Og julesangen blandes med lyden af kirkeklokkens kimen.

Men det er ikke alene børnene, der trænger til at mærke trygheden ved at høre til hos Gud og høre sammen med andre. Det behov har alle mennesker. Og derfor skal vi betragte ethvert andet menneske som et Guds barn, der har brug for vores omsorg. Det gælder børnene i familien og de voksne. Men det gælder også for dem, som livet er gået skævt for og som er kommet i nød. Mennesker, der mangler et hjem. Flygtninge og hjemløse. Det gælder enhver, som savner og længes. De bange og ulykkelige. Enhver som sørger og som sidder alene. Enhver som mangler livsmod og tro.

Vi må hver især gøre, hvad der skal til, for at julens glæde kan kaste glans ind over alle de dage, som kommer - også helt ind i det nye år. Men udgangspunktet for det hele - det er det glædelige budskab som forkyndes for os lige nu:

"I dag er der født jer en frelser i Davids by. Han er Kristus, Herren!"

Amen.

 

 

Del dette: