Lystrup & Elev kirker

 

Prædiken i Lystrup Kirke

4. november 2018

Prædiken til Allehelgen


Kor: Dagen bliver kort ved Allehelgen
Tekst: Holger Lissner
Musik: Erik Kobbelgaard
Sats: Willy Egmose

Fællessalme: Lysets engel går med glans (DDS 747)
Læsning: Åb. 21,1-7: Den nye himmel og den nye jord

Kor: Kom Jesus kom
Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen
Musik: Jakob Lorentzen, fra: Kantate til Allehelgen 2018

Læsning: Matt. 5,13-16: Jordens salt og verdens lys

Fællessalme: Din fred skal aldrig vige (DDS 575)
Melodi: Hvorledes skal jeg møde

Prædiken
Kirkebøn
Læsning af navne, stilhed
Apostolsk velsignelse

Kor: Mine tider er i din hånd
Tekst: Gerd Grønvold Saue.
Musik: Knut Nystedt

Fællessalme: Vær mig nær, nu hvor lyset besvimer
Tekst: Matti Borg
Melodi: Helle S. Størup (Kirkesangbogen nr. 947)

Nadver med DDS 439
Fællessalme under nadver: Han som har hjulpet (DDS 33)
Fællessalme: For alle helgen (DDS 574)

Kor: The Lord Bless You and Keep You
Tekst: Den aronitiske velsignelse
Musik: John Rutter

 

Prædiken

Mit hjerte i den grav, du lå
til påskemorgen rød,
lad, når det aftner, hvile få
og smile ad sin død!

I august i år døde den danske digter og forfatter Benny Andersen. Digtere og forfattere kan noget med ord — de kan formidle stemning og følelser, som gør os andre klogere på livet med alt hvad det rummer. Men de kan også udtrykke sig ganske enkelt i prosaform om livets svære stunder. Benny Andersen har i en bog med titlen "Det skal mærkes, at vi lever" i en samtale med Johannes Møllehave fortalt om, hvordan mennesker kan være saltet i hinandens liv, selv i den situation, hvor man står over for døden. I bogen siger Benny Andersen:

Min mor døde på hospitalet, og vi snakkede med hende til det sidste, og inden hun blev bevidstløs, sagde hun som den sidste hilsen: "I er alt for gode ved mig alle sammen."
Det var smukke, sidste ord. Og det samme gjaldt min far.
Min kone Cynthia, der var en meget dygtig sygeplejerske med et stort professionelt og menneskeligt mod, sad hos min far og prøvede at berolige ham og sagde: "Svend, nu skal du sove lidt, du har slet ikke sovet i et døgn." Så kiggede han op og sagde: "Jeg tør ikke, for hvis jeg falder i søvn, ved jeg ikke om jeg så kan åbne øjnene igen."
Så sagde Cynthia, at nu ville hun blive siddende og holde ham i hånden, så han kunne godt tage bare et lille blund. "Jeg er hos dig", sagde hun og tog hans hånd. Så så han på hende og sagde: "Du er sød." Og så lukkede han øjnene og åbnede dem ikke igen.

Det er den slags "jeg-er-hos-dig" oplevelser med tryghed og overgivelse, som vi helst vil forbinde med afskeden i døden. Og det føles godt, når en døende kan sige til dem, som er tæt på: "I er alt for gode ved mig" eller "Du er så sød" eller bare "Tak!" som var min mors sidste ord — og så lukke øjnene og sove stille ind. Med få ord udtrykkes en kærlighed til de nærmeste, som har været lys og salt for det menneske, som nu må tage afsked med denne verden.

Johannes Møllehave har i en bog med titlen "Det ender godt" fortalt om betydningen af Allehelgens dag. På denne søndag hører vi Jesus sige: "I er jordens salt. I er verdens lys": De døde er mennesker, der har lyst og været salt i vore liv. Jeg tænker specielt på min mormor, som i den grad gav mig min barndoms lys. Hendes stemme og livsglæde var en stor gave. Jeg havde været en anden, hvis ikke jeg havde haft hende som mormor, fortæller Møllehave.

Og sådan kan vi hver især fortælle om mennesker, der har været salt i vores liv, og som har lyst for os, mennesker, som har haft betydning og sat deres præg på os, mennesker, som vi ikke længere har iblandt os, mennesker, som vi kan mindes med tak, men som vi jo også jævnligt går og savner.

Og vi skylder i høj grad de døde, at vi mindes dem. Søren Kierkegaard skriver i bogen "Kærlighedens gerninger", at det er en kærligheds gerning at erindre en afdød. Ja, det er en pligt at erindre dem, der ikke længere er iblandt os. Og når et menneske siger, at det sørger, så siger Kierkegaard: Det er din pligt at sørge. Og pligten er ikke noget negativt, for pligten holder os fast på livet. Der er i virkeligheden udtryk for en stor trofasthed, når man erindrer en afdød.

Men sorgen og savnet kan være tungt at bære på. Savnet er, at man råber på noget, som man har vænnet sig til, fordi det førhen var en naturlig del af ens hverdag. Verden er blevet amputeret. Det gør ondt, og det føles, som om man har mistet en arm eller et ben. For savnet kommer jo af den kærlighed, man ikke længere kan komme af med. Savnet er, at man ikke længere kan give udtryk for den kærlighed, man stadig har lyst til at give til den, som man har mistet. Man kan ikke længere få sagt tak.

Men måske kan man alligevel godt sige tak? Jo, for man kan i bønnen bære frem for Gud, hvad det menneske, man savner, har haft af betydning. Du kan sige: Kære Gud, jeg takker dig, fordi jeg fik lov at dele noget af mit liv med det menneske, jeg har mistet, og som jeg nu savner. Vær ham nær. Tag hende ind i din kærlighed. Lad dem leve i dit lys. Men du kan også holde liv i erindringen om det menneske, du har mistet, ved at fortælle andre, om hvad han eller hun har betydet.

Ja, det er faktisk helt i sin orden at holde minderne frem som et lys, der skinner. Du skal ikke gemme dem ind under en spand. Nej, lyset skal skinne for andre, for så gør det gavn. Der er jo intet menneskeliv, der er levet omsonst. Intet menneskeliv er uden betydning. Der er grund til at mindes og huske på, at det menneske, som var engang, har bragt lys ind i dit og i andres liv.

Men vi, som lever og sidder tilbage med savnet, skal være verdens salt, siger Jesus. Salt har mange gode egenskaber. Saltet kan konservere og bevare kødet. Det, som er saltet, holder meget længere. I gamle dage lagde man kødet ned i store saltetrug. Og saltet kan rense, hvis f.eks. man lider af en hudsygdom, kan saltet gøre godt. Saltet er nødvendigt for kroppens evne til at kunne binde vand, så man ikke dehydrerer. Og så har saltet den funktion, at det kalder smagen frem i en ret mad, eller når det drysses på en æggemad. Saltet gør altid noget ved noget andet. Saltet bevarer, saltet renser, og saltet giver smag.

Men så er det at Jesus siger: Hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Så duer det ikke til andet end at blive smidt ud. Men det sjove er jo, at saltet netop ikke mister sin kraft ved at blive opløst, fordi det jo så netop gør det, som det er beregnet til — Det giver kraft til den ret, som det bliver opløst i.

Salt kan give sin kraft fra sig og afgive en virkning ved at blive opløst. Når vi skal være verdens salt, så betyder det, at vi skal bevare kærligheden levende i verden — både i forhold til de levende og ved at erindre dem, som nu er døde. Vi skal som jordens salt rense det dårlige væk, for at livet kan udfolde sig, og håbet kan leve. Og så skal vi give kraft og styrke til andre mennesker ved at give troen videre. Sådan kan vi være Jesus’ disciple og følge efter ham. Vi skal tage imod hver ny dag i troen på, at livet er værd at leve, fordi det er villet af Gud. For Gud vil, at vi skal leve — på trods af savnet, på trods af sorgen, på trods af døden.

Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Far, som er i Himlene.

Sådan slutter Jesus sin tale til os om at være verdens lys. Læg mærke til, at han taler om Himlene i flertal. Vi mennesker skal prise vores Far, som er i Himlene. Det ligesom i Fadervor, hvor vi beder: Ske din vilje som i Himlene således også på jorden. Hvorfor tale om himlene i flertal? Hvis man vil trøste et barn, som har mistet sin bedstemor, siger man tit: Nu er bedstemor oppe i Himlen. Men i Fadervor beder vi: Vor Fader, du som er i Himlene … Himlene er ikke et fjernt sted langt fra os. Nej, Himlene er alle steder, for Gud vil være nær hos hver eneste af os. Himlene er Guds steder, og han kan vise sig hos dem, der sørger, hos dem der græder, hos dem der er ulykkelige og ikke rigtig kan finde lys. Guds himle er alle steder — her hos os i kirken og hos dig og mig derhjemme, hvor vi sidder alene tilbage med savnet.

Og så er Himlene også dér hvor Gud lader de døde leve i det himmelske lys og i den mest omfattende kærlighed. Påskemorgen var Jesus’ grav var tom og budskabet lød til kvinderne: Han er ikke her, han er opstanden. Og se han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Kristus er gået i forvejen for os, for at der også skal være beredt en plads for os i kærlighedens rige. I Guds by, det ny Jerusalem, er der mange boliger. Der skal vi ses med alle vore kære, dem der også har været lys og salt i vores verden.

Amen.

Kirkebøn
Vor Gud og Far, du som er i Himlene!
Vi kommer til dig med vor sorg og vort savn,
for det gør ondt i os at leve adskilt fra dem, vi elsker.
Du ved, hvad vi har haft af godt og svært sammen,
og du ved, hvordan vi stadig sørger og savner,
og at vort liv aldrig bliver helt det samme,
som før døden skilte os fra hinanden.
Men vi takker dig for alt det gode,
vi fik igennem dem, der ikke mere er iblandt os.
Uden dem, havde vort liv ikke været så rigt,
og er der noget i forholdet til dem,
der stadig nager og gør ondt,
så hjælp os til at lægge det fra os
og overgive det til dig,
for at det må være skjult i din kærlighed
og miste sin magt over os.
Ja, Herre, lad det være gemt og glemt af din nåde.
Giv os velsignelse til at lyse for andre, som de lyste for os,
så også vore kære efter os en dag må kunne takke dig for,
at vi har levet med tro, håb og kærlighed,
så godt som vi nu kunne.
Og hvad der end sker os, så lad os leve i en fast tillid til,
at vore tider — fortid, nutid og fremtid — er i din hånd.

Amen.

 

 

Del dette: