Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Elev kirke

Søndag den 11. maj 2014

3. søndag efter påske
— Velkommen til den nye organist Christian Skovgaard Flarup


Præludium

Indgangsbøn — Alice

402 Den signede dag med fryd vi ser

Læsning: Ap. Ger. 4,7-1256 Jesus er navnet mageløst
Læsning: Johs. 14,1-11
Ny salme: Du som selv på afstand kender
Tekst: Lisbeth Smedegaard Andersen. Mel. Erik Sommer (2014) Skrevet i anledning af Bibelselskabets 200-års jubilæum

Prædiken

DDS 379 Der er en vej
Dåb af en lille pige
DDS 49 Ingen er så tryg i fare

Nadver
DDS 69 Du fødtes på jord
DDS 722 Nu blomstertiden kommer
Postludium
__________________ 

Prædiken

At livet kan være som en rejse er et billede, som de fleste mennesker kan forholde sig til. Selv dem, der har boet på dette samme sted hele deres liv, kan opleve, at livet er en rejse. For rejsen består ikke altid i at man flytter fra et sted til et andet, eller at man rejser til fremmede lande for at opleve noget helt anderledes end det, man er vant til.

Livet er som en rejse, fordi vi gennem tilværelsen oplever så meget forskelligt, til tider opmuntrende og livsbekræftende, til andre tider hårdt og nedslående, som gør noget ved os, både på godt og ondt. Man er ikke helt den samme, som man var før, efter at man har fået sit første kys og oplever forelskelsen buldre rundt i krop og sind. Man er ikke helt den samme, som før, når man først har kendt glæden ved at blive forældre. Man er ikke helt den samme som før, efter at man har oplevet alvorlige svigt. Man er ikke helt den samme som før, hvis man selv eller ens nærmeste rammes af alvorlig sygdom. Og alt kan opleves håbløst tomt, efter at man har mistet et menneske, man elskede. Så er livet for alvor forandret, hvad enten det er fyldt med noget nyt og godt — eller forandret i den forstand, at det er blevet tungt og meget svært at komme videre med.

Et stort indgreb i vores tilværelse får os til at tænke nyt om os selv. Nye veje åbner sig for os, som vi glade vandrer af sted på. Men andre veje viste sig at ende blindt, så vi måtte vende om og gå på mørke stier, hvor det kan være rigtig svært at finde vejen. Så er det bare om at holde fast i den tro og forestilling, at når én dør lukkes i, så er der altid en anden, der åbnes for os, så vi finder en ny vej.

Undervejs har vi brug for støtte og hjælp. Det er dejligt at have én at dele sin glæde med, mens man går, men det er også godt at kunne få afløb for sin frustration eller sorg i samtale med et andet menneske. Man kan måske have brug for at standse op og fundere over det, som er sket, i samtale med en anden, inden man genvinder styrken til at komme videre ad vejen. Men en vej er der altid at gå ad. Lige indtil vejen slutter selvfølgelig, og tiden er løbet ud, og vi ikke har kræfter til at komme videre. Så har vi for alvor brug for hjælp.

"Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger." Sådan siger Jesus i den tekst fra Johannesevangeliet, jeg læste for jer. "Jeres hjerte må ikke forfærdes!" Er det ikke er lige det, vi trænger til at høre, når vi synes, at livet bliver for svært at håndtere? Vi skal ikke frygte — men tro.

"Tro på Gud og tro på mig!" siger Jesus. I virkeligheden kommer det ud på det samme. For at tro på Jesus er at tro på den Gud, som Jesus kalder Faderen. "Jeg og Faderen vi er ét," (Johs. 10,31) siger Jesus et andet sted i Johannesevangeliet. Gud har vist sig som en mand, da han lod sit Skaberord blive menneske i Jesus Kristus. At tro på Jesus og at stole på hans ord, det er at tro på Faderen, den Gud som har skabt os og givet os livet.

"I min Faders hus er der mange boliger!" fortsætter Jesus. De ord blev der prædiket over til min Farmors begravelse. Det havde hun selv ønsket, og derfor har de altid betydet særligt meget for mig. Jesus kunne også have sagt det på denne måde: "I Guds rige er der ingen hjemløse. Der er mange boliger — der er plads til os alle sammen. Og Jesus vil vise os vejen. Det var derfor vi skulle starte med at synge:

Så rejse vi til vort fædreland,
der ligger ej dag i dvale,
der stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.

Forestillingen om Guds rige som en skinnende borg med lys og glæde og masser af venner, som man kan tale med, er et vidunderligt billede på saligheden hos Gud. Og Vorherre er selv gået i forvejen for os, for at gøre en plads parat. Der er garanteret både redt senge og dækket op og gjort klar.
Men vejen dertil finder vi ikke alene. Vi har brug for Guds ord på vores rejse til det himmelske fædreland. Og det skal vi have med os hele vejen. "Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen!" sagde Jesus.

Det kunne Thomas ikke rigtig forstå: "Vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan skal vi kende vejen?" Thomas var selvfølgelig nervøs for at blive ladt alene tilbage. Hvis Jesus går i forvejen, så skal vi jo selv finde ud af at følge efter ham. Ja, så skal vi selv finde vejen. Klarer vi det? Men Jesus siger til Thomas og alle os andre: "Jeg er vejen og sandheden og livet." Måske synes vi stadig, at det er uklart: Hvordan kan han være vejen, når han ikke er hos os længere? Han kan have banet en vej, men vi skal vel selv gå ad den vej. Eller hvad?
Nej, for han følger med. Han er ikke længere fysisk tilstede og nærværende hos os, som han var dengang hos sine disciple. Men han er åndeligt tilstede i sit ord. Det er også det, som Lisbeth Smedegaard Andersen digter om i den nye salme, hun har skrevet til Bibelselskabets 200-års jubilæum. Jesus har givet sig selv i sit ord, og hans ord er vejen for os:

Ord som brænder i mit hjerte,
og som Kristus bragte med,
da han kom herned og lærte
os om håb og evighed.

Ord der finder vej hernede
under nattens stjernesne,
hjælper mig, så jeg kan bede,
sige: "Gud, din vilje ske!"

Trøster mig, nå jeg er bange
og min verden går itu,
hvisker til mig: Jeg har mange
skridt at gå endnu, endnu.

I sit ord har Jesus skænket os sin fred og velsignelse og mod på livet. Men hvordan kan det gå til? Vi ved det egentlig godt: Vi ved af erfaring, at ordene har en skabende kraft i sig. For de ord, vi siger, gør noget ved dem, som lytter til dem. Vi kan glæde andre og opbygge gode relationer med vore ord, men vi kan også tage modet fra andre og skabe vrede og mistillid med det, vi siger. Men Gud, som giver os gode gaver, taler med ord, der har en forunderlig magt til at tale trøst og opmuntring til hjertet. "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!" Ja, hans ord skaber TRO i os.

Denne søndags budskab til os skal være: Du skal have livsmod på Guds Ord. For i tillid til Guds ord er du godt på vej. Eller som kloge mennesker skrev i 1680 øverst på altertavlen her i Elev Kirke:

Jeg vil gå ind i dit hus på din store godhed og tilbede dig i dit hellige tempel i din trøst. (Salme 5,8)

I Guds tempel, i Guds ord åbenbares Guds godhed for os. I hans ord finder vi trøst. For Guds ord er en bolig, hvor vi kan finde både fred og velsignelse.
Nederst på altertavlen her i kirken læser vi et par vers fra salme 84 fra Det gamle Testamente. Ord der handler om denne længsel efter, at komme ind i Guds hus og være i hans bolig:

Herre Zebaot, hvor lystige er dine boliger. Min sjæl længes inderlig og begærer at komme til Herrens forgård. Mit liv og min sjæl glæder sig i den levende Gud. (Salme 84,2-3)

Når vi har livsmod på Guds Ord, så er vi på én gang hjemme i Guds hus og har taget bolig hos ham, samtidig med at vi stadig er på vandring sammen med Vorherre selv. For han er Vejen — den sande vej, Han er Vejen til livet i Guds rige.

Amen.
__________________

Kirkebøn

Vor Herre Jesus Kristus.
Du som er vejen og sandheden og livet.
Vi takker dig, fordi vi er med dig ifølge.
Tak fordi, du går foran os og viser vejen.
Tak fordi du går ved siden, så vi kan tale sammen.
Tak fordi du er bagved, så du kan være til hjælp for os.
Tak fordi du er under os, så du kan gribe os, når vi falder.
Tak fordi du er over os, så vi kan råbe til Gud og blive hørt.
Fri os fra fortvivlelse, når vi havner i blindgyder, giv os styrke, så vi vender om og finder en ny vej sammen med dig.
Vær nær hos alle, som føler at ensomheden knuger.
Giv styrke til dem, som sørger og savner livsmod og glæde.
Send os med hjælp og vis os, hvor vi kan være til gavn.
Lad håbet leve hos dem, som er syge.
Vær med mennesker som lider og forfølges.
Vi beder for dem, som er bange, fordi de må leve i skyggen af terror og krig.
Vi beder dig: Skab fred i verden
!Giv visdom til dem, som har fået betroet ansvar og magt.
Vær med din kirke og os i den.
Tak at vi kan samles i dit navn og synge til din pris.
Velsign den lille pige, som skal døbes i dag og vær du nær hos hendes familie.
Skænk os din nåde, så vi må stole på, at vi altid kan finde en ny vej — sammen med dig.

Amen.
__________________

Bekendtgørelser

På denne søndag siger vi velkommen til vores nye organist i Elev Kirke, Christian Skovgaard Flarup, som stammer fra Odense, og bor i Aarhus centrum, er uddannet pianist i solistklassen fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Christian underviser i klaver i Aarhus Musikskole. Og så er Christian i fuld gang med uddannelsen til organist og korleder på Kirkemusikskolen, hvor han har domorganist Kristian Krogsøe som lærer.

Vi i Elev menighedsråd er meget glade for, at du, Christian nu skal være vores organist i Elev. Vi ser frem til samarbejdet. Jeg har fået det bedste indtryk af dig, og glæder mig rigtig meget til gudstjenesterne i Elev, hvor du vil sørge for dejlig kirkemusik og flot akkompagnement til salmesangen.

Jeg kan fortælle, at det er Christians plan, at vi efter sommerferien kan starte et børnekor her ved Elev Kirke.

Elev Kirkes orgel blev indviet den 10. maj 1998, så orglet fyldte altså 16 år i går. Jeg håber, I kan finde ud af det sammen.

 

 

Del dette: