Lystrup & Elev kirker

 

Prædiken i Elev kirke

25. august 2013

Prædiken til 13. søndag efter trinitatis


DDS 52 Du Herre Krist
Læsning: Gal. 2,16-21
DDS 613 Herre, du vandrer forsoningens vej
Læsning: Lukas 10,23-37
DDS 686 Min sjæl, om du vil nogen tid
Prædiken
DDS 370 Menneske, din egen magt
DDS 439 O, du Guds lam (1. vers)
DDS 192,7 Du, som har dig selv mig givet
DDS 599 Lov og tak og evig ære

 

Prædiken

Du skal elske! Sådan lyder det til os i dag i den samtale som Jesus har med lovkyndige — og som fører til at Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Vi har hørt det dobbelte kærlighedsbud, som sammenfatter og opfylder loven: Du skal elske Gud — og du skal elske din næste.

Har du nogensinde tænkt på hvor stor en forskel der er på, hvor du lægger trykket: Der er jo stor forskel på, om jeg siger: Du skal elske! — Ja, det vil jeg gerne! Jeg ELSKER kærlighed. Det er bare så godt.

Eller jeg siger: Du skal elske! — Nej, nej, det er jeg ikke meget for. At kræve kærlighed — det giver ikke mening. Kærlighed er jo en stærk følelse, siger vi. Kærlighed er en dejlig følelse, når man beundrer sin elskedes skønhed. Eller en pirrende glæde ved at hengive sig og tage imod sin elskedes kærtegn. Eller en god oplevelse af, at jeg selvfølgelig er nærværende for mine venner og mine børn. Den form for kærlighed, er det, som Søren Kierkegaard kalder for forkærlighed, for det er jo en kærlighed, der foretrækker nogle mennesker frem for nogle andre. Forkærligheden er bestemt for dem, jeg er særligt knyttet til, og som jeg måske også har et særligt ansvar for på grund slægtskab eller venskabsbånd.

Men nej! Kærlighed er ikke bare en følelse. Kærlighed er en pligt! Du skal elske. Hvis du ligesom den lovkyndige mand spørger til, hvordan du kan arve evigt liv, fordi du er fortvivlet ved tanken om død og fortabelse, så må du i stedet forholde dig til buddet om næstekærlighed som en pligt. For det er jo netop det, som Jesus henviser til, da han bliver spurgt om evigt liv: Du skal elske Gud og din næste.

Søren Kierkegaard skrev om dette i sin bog "Kærlighedens Gerninger":

"Hvad du måske ofte i mindre forhold havde sandet, at den sande opbyggelse er, at der tales strengt, det lærte du her i dybeste forstand: at kunne dette skal evig lykkeligt frelser fra fortvivlelse. Evig lykkeligt — ja, thi kun den er frelst fra fortvivlelse, som er evig frelst fra fortvivlelse. Kun når det er en pligt at elske, kun da er kærligheden evigt lykkelig sikret mod fortvivlelse."

Du skal elske. Ja, og den som du skal elske — det er din næste. Og din næste er ikke bare den, som står dig nær. Din næste det er alle mennesker, skriver Søren Kierkegaard i "Kærlighedens Gerninger". Og det er da også, hvad Jesus får fortalt med sin lignelse om den barmhjertige samaritaner. Din næste er ham, som har brug for din hjælp. Og så nytter det ikke at være fin på den og gå forbi, for at undgå at få snavsede hænder og undgå at blive rodet ind i noget. For hvis du er ligeglad, så har du ikke sandt forstået, at det er en pligt at elske.

Det er den ene og måske mest indlysende pointe i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den anden og nok så afgørende pointe er, at der med udtrykket "næste" ikke bare peges på den, som skal elskes, men i høj grad da også på den, som skal elske, eller som slet ikke kan lade være med at elske. Han må elske, fordi livet kræver det af ham. Og kun når han lever i overensstemmelse med livets krav om kærlighed til næsten, lever han efter Guds vilje.

Og hvem er så han, som tør elske, der hvor de andre bare går forbi, fordi de ikke brød sig om at se til deres næste? Han var en samaritaner, fortæller Jesus. Han var en af dem, som man så ned på, fordi de ikke var troende på rette vis — ikke hvis man benytter en jødisk målestok i hvert fald. Det er et overraskende træk i lignelsen, at han som hjalp, og som blev en næste for den mand, der var blevet overfaldet af røvere, var en af dem, som man helst undgik.

Men hvorfor bruger Jesus lige ham som et eksempel til efterfølgelse? Fordi han ikke havde noget at miste. Han havde ikke noget, han skulle passe på. Han kunne bare give og være, uden bagtanke og uden at forvente noget til gengæld. Samaritaneren repræsenterer derfor den uselviske kærlighed. Den kærlighed, der må sætte sit eget til side for at gøre det, som er sandt og godt.

I samaritaneren møder vi kærlighedens selvfornægtelse. Samaritaneren fulgte kaldet til kærlighed: Du skal elske. Han gjorde det, som livet krævede af ham. For kærligheden tvang ham til at handle og gøre godt. På den måde bliver der sammenhæng mellem troen på Gud, som selv er kærlighed, og de gerninger, som følger af denne tro. De er troens eller Åndens frugt.

Den lovkyndiges spørgsmål om det evige liv ændres altså til et spørgsmål om kærlighed til Gud og til næsten. Men Jesus tvister også den lovkyndiges spørgsmål, så det ikke handler om, hvem der skal hjælpes, men om, hvem der hjælper: Hvem er den nødlidendes næste. Dialogen bliver en fordring om selv at være først til at hjælpe, jeg er min næstes næste — jeg er altid den næste.

Når vi fortolker lignelsen, er vi vant til at identificere os med samaritaneren. Ham giver vi vores sympati — og med rette. Dermed risikerer vi at gøre lignelsen til en morallære, der handler om, at vi prøver at gøre os selv lige så spontant gode som ham. Men hvad nu, hvis det var os, der lå i grøften, som ham, der var blevet overfaldet. Mon så ikke vi ville ønske, at en barmhjertig samaritaner ville komme forbi? Og hvem da barmhjertig som han?

Jesus gør sig selv til hovedperson. For samaritaneren, der gjorde det, som ingen andre i lignelsen ville eller turde gøre, ligner ikke os, men ham, der fortalte lignelsen. Den mand, som blev den overfaldnes næste, altså samaritaneren, ligner Jesus og dermed Gud selv. Og det er kernen i al udlægning af næstekærlighedsbuddet: Du skal se dig selv som den, der ligger i grøften, forslået og øm. Du skal opfatte dig selv i lyset af lignelsen som den, der bliver set og løftet op af Kristus.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner slutter med ordene: "Gå du hen og gør ligeså." Derfor kalder vi også lignelsen for en eksempelfortælling. Den er et eksempel til efterlevelse. Men det er altså også en fortælling, der rummer et andet kristologisk perspektiv: Jesus Kristus er den barmhjertighed og uselviske kærlighed, der sætter alt til side for at frelse den, som lades i stikken.

Han er den eneste, der kan leve op til fordringen om sand barmhjertighed. Med sin selvhengivende kærlighed levede han fordringen ud — og blev slået ihjel af samme grund. For ingen kan tåle at møde så stor en barmhjertighed uden at blive forarget og stødt. Her er mere end både Moses og Elias og Jonas, og alle andre profeter. Her står Guds egen søn, som er blevet en næste for dig og mig. Han er den samaritaner, som de andre ikke brød sig om — forhadt og skyet af mennesker.

Lignelsen fortæller først og fremmest, hvad Jesus gør for os. Han er vores næste hos Gud. Ja, han er en næste for os alle. Og hvis vi kan indse det, er der også en chance for, at vi kan se, hvem vi kan blive en næste for — når livet kræver det af os.

Amen.

 

 


 

Kirkebøn
Kære Gud, vi takker dig for din kærlighed og din tilgivelse. Tak at du lod din søn Jesus Kristus komme til os med barmhjertighed og kærlighed fra dig.

Hjælp os, så vi ikke går fortabt i vort eget og glemmer andre mennesker. Lær os at vise barmhjertighed og omsorg, hvor livet kræver det af os. Brug du os i din tjeneste.

Vær du nær hos dem, der er syge, dem der sidder i fængsel eller som er forfulgt på grund af deres tro og flygtet fra deres eget land. Send din engel til dem, som snart skal dø. Velsign vor dronning og hele hendes hus. stå ved siden af dem, der bestemmer, så de må gøre din vilje, til gavn for andre mennesker.

Velsign dagen for os. Hjælp os til at se, alt godt du giver os: Lyset og livet, dagligt brød og trygge hjem, familie og venner, kærlighed og trofasthed.

Lad dit ord skinne som en lygte på vores vej, hjælp os til at leve i troen på din nåde og før os frem mod det evige liv hos dig.

Amen.

 

 

Del dette: