Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Lystrup og Elev kirke

Søndag, den 29. april 2012

Prædiken til 3. søndag efter påske 


Læsninger
Ap. Ger. 4,7-12 og Johs. 14,1-11

DDS 721, 56, 379 / 68, 439, 539, 233

En dåb i Lystrup: DDS 674,1+2+7


Prædiken

Den korteste vej mellem to punkter er en ret linje, der forbinder de to. Er det ikke logik? Jovist — det har vi da lært engang. Sådan er det i matematikken. Og den korteste vej mellem to byer det må være en motorvej, ikke sandt. Det er i hvert fald den hurtigste. Derfor vil vi gerne have endnu flere af den slags brede og direkte vejforbindelser. I privatbilismens hellige navn. Nå ja, og af hensyn til infrastrukturen, der er så afgørende, for at mere afsidesliggende virksomheder kan ekspandere og have en sund økonomi.

Tid er penge, siger man. Det er også en god grund til flere motorveje, så vi ikke spilder tiden med at transportere os ad snørklede veje til vores bestemmelsessted. Vi vil have hurtige og brede veje, så vi kommer frem i en fart.

Men den korteste vej mellem to mennesker — hvad er det? Et smil? Et håndtryk? En opmuntrende bemærkning? Et trøstende ord? Jovist. Danske hjerneforskere dokumenterer, at det er de positive tilkendegivelser eller informationer, som hurtigst trænger ind til den menneskelige bevidsthed og er med til at præge os emotionelt. Vi bliver simpelthen gladere, når nogen vil os noget godt. Så er der kontakt.
Hvad er så den korteste vej mellem Gud og os? Hvordan kan Gud hurtigst få os til at finde glæde og trøst? Vejen hedder Jesus. Jesus har jo selv sagt: Jeg er vejen og sandheden og livet.

Men jeg har lyst til at tilføje, at det jo ikke altid er den hurtigste vej, der er den bedste. Og derfor er Jesus som vejen ikke bare den hurtigste vej fra Gud til os. Det er også den smukkeste, den gladeste — og den eneste rigtige vej, for det er den sande vej til livet. Det siger Jesus jo også noget om med tilføjelsen: "Ingen kommer til Faderen uden ved mig."

Det gælder altså om at følge vejen — hans vej, Guds vej — den vej Jesus går. Jamen vi ved jo ikke, hvor han går hen, hvordan skal vi så kende vejen? Det er Thomas, der spørger på den måde. Thomas er den tvivlende usikre. Hans navn betyder "tvilling" og han har en dobbelthed eller en splittethed i sit sind, som gør ham usikker. Hvordan skal vi finde vejen? Da er det, at Jesus siger: Jeg er vejen.

Hvordan skal vi nu forstå det? Jo, vi må følge ham, og vi må leve i den tillid, at han følger os. Så gør det ikke noget, at vi må forlade den slagne vej. Det kan være, det gør os godt, at komme væk fra den larmende motorvej, hvor det altid kun gælder om at komme hurtigt frem — og søge ind på de stille biveje. Ja, måske skal vi slå os ned i en grøftekant og bare sidde og være. Eller måske vi skal tage ind og besøge en lille landsby — sådan billedligt talt — for at finde nærvær i livet. Vi skal i hvert fald lære, at tage os tid. For kun den, der har tiden med sig, kan være sandt til stede i forhold til sin næste. Det har Jesus selv vist os. I alt hvad han sagde og gjorde, viste han, at nærvær og omsorg tager tid. Men en ting er sikker: Hans vej fører os også ind i Guds hus. Der må vi give os tid til at lytte til hans ord, modtage hans gaver til os, omfavnes af hans velsignelse og lovsynge hans navn.

Ja, vejen kan føre os vidt omkring — og det er ikke altid den hurtigste, der er den bedste. Den bedste vej er den, der bringer os sammen — og som får os til at være hinanden nær. Det er tid sammen med børnene, børnebørnene, familien, vennerne, dem vi holder af. Eller dem, som har brug for opmuntring og trøst. Det er Jesu egen vej.

Herrens veje er uransagelige, sagde de gamle, når de følte, at der var sket forunderlige ting i deres tilværelse, som de slet ikke havde regnet med. Vi må være åbne for, at Guds vej kan føre os andre steder hen, end vi først havde regnet med.

Jamen hvordan kan vi nu vide, at det er Guds vej? Så må vi da lige have Gud på banen først: "Herre, vis os Faderen, og det er nok for os." Det er Filip, der sagde sådan. Han vil gerne se. "Kan noget godt komme fra Nazaret?" spurgte Natanael, da Filip fortalte ham om Jesus. "Kom og se!" svarede Filip.

At se har i Johannes evangeliet betyder altid noget andet og mere end at se med sine øjne. At se med hjertet — det er det, som det kommer an på. Hvis vi vil se at Gud har ladet noget godt komme til os fra Nazaret, så må vi tro på Jesus. Og den som tror, at Jesus er Guds søn, har også set Guds kærlighed, som viser os de steder, hvor mennesker kan finde nærvær, trøst og glæde. Han er den, som sagde: JEG ER vejen.

De første kristne brugte ordet "Vejen" som en betegnelse for, hvad det var, der knyttede dem sammen. De fulgte jo Vejen. Sådan kan man læse i Apostlenes gerninger. Og med det udtryk er der jo sagt noget afgørende om kristendommen. At være kristen er at være på vejen — men det er også altid at være på vej!

Den som synes, at han er kommet i mål og har styr på alt, har misforstået, hvad det vil sige at være kristen. Vi er undervejs til målet. Men vi er endnu ikke nået frem. Der er stadig en vej foran os. Men vi må stole på, at vi har noget godt i vente for enden af vejen. Jesus er jo selv gået i forvejen, for at gøre en plads rede for os.

Da jeg i 1981 flyttede til Aarhus for at studere teologi på Universitetet, havde jeg den fornøjelse at høre den gamle professor i kirkehistorie P. G. Lindhardt prædike stærkt om ordene fra denne søndags evangelium om den plads, som Jesus har gjort rede for os. Han som var blevet beskyldt for at ville afskaffe det evige liv, talte overbevisende klart om den stol, som Gud har sat frem til os i himlen. Det gjorde han ud fra Grundtvigs salme — At sige verden ret farvel, hvor der i et af versene står følgende:

O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som Ånd og liv kan tale,
hvor godt der er i Himmerig,
og at du stol har sat til mig
i dine lyse sale.

Jeg husker tydeligt, hvordan P.G. Lindhardt i sin prædiken henviste til det billede, Vincent van Gogh har tegnet af en stol som et symbol på det håb, vi har at holde os til. Der er virkelig gjort en plads rede til os. Der står en stol og venter. Tænk engang! Derfor er der så megen trøst at hente i Jesu ord, når han siger: "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig. I min Faders hus er der mange boliger."

Den Gud, som har skabt menneskene, er også den, som vil frelse dem. Derfor har han ladet sin søn blive menneske som os. I Jesus fra Nazaret har han åbenbaret sin guddoms-herlighed for os. I Jesus Kristus lærer vi Gud at kende. Den, der har set Jesus, har også set Gud. "Jeg er i Faderen, og Faderen er i mig," siger Jesus. Han er altså ét med Gud.

I den første læsning ved denne gudstjeneste, hørte vi, hvordan Peter prædikede for de jødiske ledere i templets forgård i Salomos søjlegang: "Jesus er den sten, som blev vraget af jer, men som er blevet hovedhjørnesten. Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved."

Der er i kristendommen en eksklusivitet. Kun i kraft af Kristus og i tro på hans navn kan vi blive frelst. Når man i dag taler om tomme kirker, der skal lukkes, og faldende medlemstal i folkekirken, så kunne en del af forklaringen på dette fænomen godt findes i denne vanskelige erkendelse, at det er gennem Kristus, vi bliver frelst. For nogle er det lettere at forestille sig Gud som noget usynligt og udefinerbart "deroppe". Men kommer det til spørgsmålet: Hvem var Jesus? Så bliver mange lidt mere usikre. Svaret på det spørgsmål er dog såre enkelt: Jesus Kristus var i går og er i dag den samme: Guds egen søn, Guds ord til os i dag.

Derfor skal vi ikke forfærdes og ikke blive modløse. Han som kæmpede mod ondskaben og for kærligheden, han døde på korset, men opstod til livet for at vi hverken skal frygte ondskab eller død.

Amen.

 

 

Del dette: