Lystrup & Elev kirker

 

Brok og blog

Af sognepræst Hans Boas, Lystrup-Elev


Jeg er privilegeret, for jeg bor i tjenestebolig. Det er jeg ret glad for. Boligen har en fin standard, og flinke menighedsrådsmedlemmer er sat til at bestyre boligen. Jeg synes for øvrigt også, at det er ret smart, at præsten bor lige der, hvor han eller hun er ansat til at være.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det er en holdning, der er helt ude af trit med moderne forestillinger om karriere og familieliv og mobilitet. Der er en del præster, der brokker sig over deres boligpligt. Men derfor holder jeg nu fast ved mit; det giver god mening for mig.

Når man er kaldet til at være præst i et bestemt sogn, så er det da praktisk og smart, at man færdes iblandt de mennesker, man er præst for, og som jo også er kirkegængere, hvad enten de kommer hyppigt eller bare dukker op en gang imellem. Alt i alt er jeg godt tilfreds med min bolig.

Hvis der skulle være en enkelt lille ting at brokke sig over, så skulle det være de støjende råger, som bor i de høje træer i den lille Sønderskov, som vokser helt op præsteboligen. Vi har en koloni af råger, der har været helt oppe 5-600 reder, men hvert år i perioden 1. maj til 15. juni bliver bestanden holdt nede, når jægerne går rundt og skyder de unger, som er dumme nok til at hoppe op på kanten af reden.

Folk spørger af og til bekymret: Hvordan kan du holde den larm ud, som rågerne laver? Jeg har tit prøvet at overbevise mig selv om, at råger jo også er Guds skabninger, og at de også har lov til at være her. Men når jeg bliver vækket en tidlig forårsmorgen ved lyden af deres irriterende skræppen, så har jeg svært ved at fastholde min positive indstilling til dem.

Tænk hvis man var ligeså poetisk glad for fuglene som Ingemann; han forstod at digte, så fuglenes sang blev billeder på taknemmelighed og glæde:

Nu vågne alle Guds fugle små,
de flyve fra reden og sjunge;
de prise vor Herre, så godt de formå:
de takke for livet og lyset med fløjtende tunge.

Ja, hver fugl synger med sit næb! Men der er åbenbart forskellige måder at sige tak for livet. Når man lytter til rågerne, lyder det, som om de er utilfredse og brokker sig. Men måske skal de minde os om, at det også er i orden at opløfte sin brokkende og hæse, ja grådkvalte stemme, når der er noget, som man har brug for at få sagt.

Vores klage og brok kan også dække over en grundlæggende konstruktiv indstilling til livet. For hvis ikke der var noget at beklage sig over, noget at græde over – og noget at grine af – så ville det hele jo være lige meget. Og det er det ikke!

Det er livet da alt for vigtigt til. Det kan aldrig være lige gyldigt eller tomt! Der skal også være plads til gråd og klage – og latter og smuk musik og sang!

I dette forår vil jeg lytte til rågernes skrattende sang og huske på, at livet er værd at bakse med.

Både når der er overskud af glæde, og når problemerne tårner sig op. Begge dele hører med. Jeg tager det hele med — sammen med et lysende nyt forår.

 

 

Del dette: