Skyld og tilgivelse


Gudstjeneste i Lystrup og Elev

Søndag, den 17. november 2019

22. søndag efter trinitatis


10 Alt hvad som fuglevinger fik
Læsning: 1. Mose. 50,15-21
522 Nåden er din dagligdag
Evangelium: Matthæus 18,21-35
505 Til dig alene, Herre Krist

Prædiken

493 Gud Herren så til jorden ned
439 O, du Guds lam
200 Jesus er mit liv i live
217 Min Jesus, lad mit hjerte få


Prædiken


Hvad skylder jeg dig? Sådan spørger man, hvis nogen har lagt penge ud. Måske man har været ude og spise sammen, og hver mand betaler for sit eget måltid. Eller man har skillinget sammen til en gave, fordi man er inviteret til fødselsdagsfest.

Hvad skylder jeg dig? Det er ikke rart at skylde alt for meget væk. Jeg synes, det er ubehageligt at have et økonomisk mellemværende med en anden person eller et pengeinstitut for den sags skyld.

Men der er selvfølgelig nogen, som tager en chance og optager et stort lån eller bare et rigtig dyrt kviklån, fordi der er et eller andet man brændende ønsker sig. Måske vil kreditforeningen eller banken give lov, selv om de vist nok er noget mere tilbageholdende i dag end førhen.

Hvad skylder jeg dig? 500.000 til et hus? 50.000 til en bil? 500 for de bukser, du lagde ud for? Eller 50 kr. til en gave til naboen?

Der er nogen, der skylder mere end andre. Britta Nielsen for eksempel, som står anklaget for at have bedraget staten for 117 mio. kr,. som hun gennem mange år har overført fra Socialstyrelsens kasse til sine egne konti. Der er vel at mærke tale om penge, som var beregnet til at støtte projekter for udsatte medborgere.

Hvor meget skylder Britta Nielsen? Hun skylder en masse penge − flere end hun kan betale. Og sådan er der så mange, der skylder − enten fordi de har optaget lån, eller fordi de ikke har villet betale de regninger, de har modtaget. I den slags skyldnerforhold handler det om den afhængighed, som en person har sat sig selv i, i forholdet til et pengeinstitut eller en forretning.

Men hvad skylder vi hinanden? Måske skulle vi lære at tale på en anderledes måde om skyld end altid bare at tænke i økonomiske termer. Skyld betyder ikke bare gæld − men også at man kan være nogen noget skyldig, som ikke kan gøres op i penge.

Man kan f.eks. sige: Jeg skylder dig en forklaring − eller: Jeg skylder min kollega æren for det flotte resultat −  eller: Jeg skylder en dygtig medarbejder anerkendelse for veludført arbejde. Når skyld har noget at gøre med respekt og taknemlighed, får vi et nyt syn på, hvad det vil sige at være skyldig. Så handler det på en helt anden måde om den relation, vi har til hinanden. Så er der tale om andet og mere end den jura og de aftaler, som beskrives i et lånebevis. For når vi taler om skyld, må vi altid samtidig interessere os for den relation vi har til hinanden.

Det er meget tydeligt i den beretning, vi har hørt lidt af i den første læsning ved denne gudstjeneste. Det er fortællingen fra slutningen af 1. Mosebog om Jakob og hans sønner. Jakob holdt især meget af sin næstyngste søn Josef, og Josefs brødre var meget misundelige på ham. Det blev ikke bedre af, at Josef havde forunderlige drømme, der handlede om, at hans brødre skulle bøje sig for ham, som om han havde en meget høj status. Derfor greb de Josef og solgte ham til nogle handelsfolk, der tog ham med til Egypten, hvor han blev handlet på et slavemarked. På et tidspunkt blev Josef helt uskyldigt kastet i fængsel, men efter nogle år blev han hentet op til kong Farao, fordi han skulle tyde kongens drømme. Josef fortalte Farao, at drømmene skulle tolkes sådan, at syv gode år med stor høst ville blive afløst af syv dårlige år med tørke og hungersnød. Derfor skulle der bygges store lader til opbevaring af den enorme høst, så ægypterne ville have noget at leve af i tørketiden.

Og Farao udnævnte i taknemlighed Josef til minister og gav ham ansvar for opførelsen af de store kornmagasiner.

Efter de syv gode år fulgte syv dårlige år, og Josefs brødre drog fra Kanaan til Egypten for at købe korn. De fik foretræde for Josef, og Josef gav dem korn med tilbage til Kanaan. Men han gav sig ikke til kende for dem. I årevis havde brødrene båret på en skyld over at have solgt Josef som slave. Desuden havde de ladet deres gamle far Jakob leve i den tro, at Josef var blevet dræbt af et vildt dyr. På grund af jalousi havde de skaffet sig af med Josef og havde ladet deres far forblive i ond tro. De bar på en stor og meget tung skyld over den ugerning, de havde begået.

Og da de havde allermest brug for oprejsning, fordi Josef anklagede den yngste af brødrene, der hed Benjamin for at have stjålet hans sølvbæger, faldt de ned på knæ for den fornemme herre, præcis som Josef havde forudset i sine drømme. Da gav han sig til kende for dem og sagde: ”Jeg er jeres bror Josef. Vær ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig som slave. Gud har sendt mig i forvejen for jer, for at jeg skulle være med til at opretholde jeres liv. Nu skal I hente vores far Jakob, så vil jeg sørge for jer.”

Sådan gik det til, at Josef blev genforenet med sine brødre og sin far. Og Josef gav dem landet Goshen, hvor de kunne bygge og bo. Men da Jakob døde efter 17 år i Egypten, var Josefs brødre øjensynlig stadig plaget af skyld og dårlig samvittighed over fortidens synder. De frygtede, at Josef ville straffe dem på grund af den skyld, de stadig var tynget af, nu hvor deres far Jakob ikke længere var der som familiens overhoved. De sendte bud til Josef og fortalte, at Jakob kort før sin død havde sagt: Tilgiv dine brødre deres overtrædelser og synd. Og de gik til Josef og faldt ned for ham igen og sagde: ”Vi er dine trælle”. Og Josef svarede: ”Frygt ikke. Er jeg i Guds sted? I udtænkte ondt mod mig, men Gud har vendt det onde til det gode. Jeg vil sørge for jer.”

Tilgivelse er eftergivelse af skyld. Men tilgivelse er også altid forsoning − det vil sige genoprettelse af det forhold, der ellers var gået i stykker. Sådan må vi forstå den dejlige fortælling om Josef og hans brødre. Der sker en forandring eller en forvandling af relationen, som var belastet af skyld og skam, så det oprindelige forhold mellem søskende kan genoprettes, og glæden igen kan få plads.

Men i Jesu forkyndelse, som vi møder den i fortællingen om den gældbundne tjener, går det ikke så godt, som i fortællingen fra Det gamle Testamente. Den tjener, som fik eftergivet en kolossalt og ubetalelig stor gæld, lader ikke denne frisættelse få indflydelse på sit liv. Tværtimod − han griber fat i kraven på sin medtjener, der skylder ham en forholdsvis lille sum. Betal hvad du skylder! Råber han. Og der kan ikke blive tale om henstand.

Den gældbundne tjener, der netop var blevet sat fri af sin gæld, lod ikke den store nåde, der var blevet vist ham, få indflydelse på sit liv med de andre. Og det er dog netop dér, det skal vise sig, om vi vil lade Guds nåde gælde for os, om vi vil lade tålmodighed, tilgivelse og tillid få plads i vores forhold til vore medmennesker.

Vi er jo henvist på hinanden. Det er et grundvilkår. Vi skal erkende og leve i denne henvisthed og forpligtethed på fællesskabet, der følger med, når man er et menneske. Det er ansvaret for vores næstes ve og vel, som gør den store forskel. Vi kan ikke lade de ulykkelige gå utrøstet forbi os. Og dog sker det jævnligt, at vi svigter hinanden.

Den gældbundne tjener kunne ikke slippe af med sin gæld ved egen indsats. Den var så kolossalt stor, at den aldrig vil kunne betales. Mindst ligeså stor som Britta Nielsens. Og tjeneren kastede sig ned foran kongen og bad: ”Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen.”  Derfor fik herren medlidenhed med ham. Og på samme måde forholder det sig med enhver af os andre. Vi kan ikke betale, hvad vi skylder. Der er altid noget, som vi ikke kan komme til rette med, noget som vi ikke fik gjort godt igen. Og så har vi ikke andet at gøre end at stole på Guds medlidenhed.

Men findes der da ikke skyld, som ikke er til at tilgive? Findes der ikke svigt, overgreb og kynisme, der er så hjerteløs, at det ikke kan tilgives? Jo, den slags findes. Der er skyld, som mennesker ikke kan tilgive. Men Gud kan. Og dér hvor vi ikke kan nå hen, dér må Gud tage over. Guds nåde er så stor og så rig, at der er nok til enhver. Det har han vist os, da han lod sin kære søn gå i døden for os. Kristus er den, der bærer alle menneskers synder.

Amen.

Del dette: