På vandring


Gudstjeneste i Lystrup Kirke

Søndag, den 22. april 2012

2. søndag efter påske


Trio Tilo medvirker: Amalie Kaad, Anna Johanne Jensen og Laura Richter.

Introitus: Daniel Freiderici: Cantate DominoDDS
403 Denne er dagen, som Herren har gjort
Læsning: Salme 23
Intermezzo: Per Gunnar Peterson: Gloria
Læsning: Johs. 10,22-30
Fællessalme: Livet gror frem (af Kisten Vase)

Prædiken

Motet: Knut Nystedt: Jeg er verdens lys
DDS 675 Gud vi er i gode hænder
Tre dåb
Nadver
NB! Per Gunnar Peterson: Agnus Dei i stedet for DDS 439
DDS 662 Hvad kan os komme til for nød
DDS 51 Jeg er i Herrens hænder
Exitus: Lynn Williams: Alleluia


Prædiken


Prædiken

Menneskelivet sammenlignes tit med en vandring. Når man er på vandretur, er det godt at have nogen at følges med. Man får talt så godt med hinanden, når man bare går derudad.

Kunstneren Arne Haugen Sørensen har arbejdet meget med vandringsmanden som motiv, som et symbol for menneskelivet. I Bregnet kirke ved Rønde har han malet ikke mindre end fem vandringsmænd på prædikestolen.

I Dalbyneder kirke findes en af hans første vandringsmænd. Udsmykningen er fra 1993. Det er tydeligt, at manden er på vandring. Man kan næsten se, at hans fødder flytter sig, og i hans meget store hånd holder han en vandrestav — en meget stor og tyk vandrestav, næsten som en stamme. Og så har Haugen Sørensen valgt at male vandringsmanden med tre ansigter.

Hans to profiler vender henholdsvis fremad og bagud — samtidig med at han har et stort øje vendt ud mod os, som betragter ham. Han er vendt mod fremtiden, fortiden — og til stede i nutiden. Men han er alene på sin vandring.

Jeg synes det er synd for ham. Det ensomme moderne menneske på vandring, uden at han har nogen at følges med. Fortabt og alene. Men han har selvfølgelig sin vandringsstav.

Grundtvig digter om den: 
Ja, farefuldt er levnedsløbet
på stien mellem ilde to,
hvor evigt liv for død er købet,
og støttestaven kun vor tro,
så altid må det gamle dødes, 
ør i dets sted det ny kan fødes,
som Frelseren af grav opstod.

Det er godt at have troen med som en støttestav på sin vandring gennem livet. Især hvis man skal være så ensom på vejen som Haugen Sørensens vandringsmand. Han er sig pinligt bevidst om sin fortid. Og derfor kigger han tilbage. Han ved, at han er på vej mod en fremtid, som han ikke rigtig kender. Og så skal han finde ud af at være til stede i sin nutid, hvor han øjensynligt er helt alene. Ensom — og overladt til sig selv.

Men der er noget gammelt, der skal dø, for at noget nyt kan komme til. Den gamle Adam — ham synderen, der blev smidt ud af paradisets have fordi han kun tænkte på sig selv — han skal dø, for at den nye Adam — ham som vi kalder Kristus — kan komme til med sit ord og sin ånd, så det nye liv kan leves sammen med ham.

Jeg har netop været på en kort ferie i Israel. Der blev bl.a. tid til et besøg på Israelmuseet i Jerusalem. Ved indgangen til dette nye museum findes en kendt skulptur fremstillet af den franske billedhugger Auguste Rodin. Skulpturen fremstiller Adam.

Rodin var stærkt inspireret af den italienske kunstner Michelangelo. Og ser man godt efter, vil man opdage, at Rodin har lånt fra Michelangelo. Den ene af Adams arme er et lån fra Michelangelos berømte loftmaleri fra det Sixtinske kapel i Rom, hvor han har malet Gud, der skaber Adam.

Den anden arm er et lån fra Michelangelos Pieta, en fremstilling af den døde Jesus i Marias arme. Skulpturen kan ses i Peterskirken i Rom.

Her findes altså både den gamle Adam og den nye Adam i en og samme figur. Den første Adam er skabt i Guds billede, men han er også synderen, som er bevidst om sin skyld. Den anden Adam er den korsfæstede og døde Jesus Kristus, som bæres af sin mor, Maria, der er et billede på den kirke, hvor frelsen forkyndes til tro.

Det er ikke meningen at en vandringsmand skal gå alene, som en ensom og udstødt Adam, der er smidt ud af Paradiset. Han skal have en at følges med. Og i evangeliet til denne 2. søndag efter påske hører vi om én, der vil følge os og lede os, og det er Vorherre selv.

Han kalder på os, fordi han vil, at vi skal følge ham. Han kalder sig for den gode hyrde. Og han fortæller, at det afgørende er, at man kender ham på røsten. Der er noget trygt ved at kende én på hans eller hendes stemme.

Og det er på røsten, vi kender Jesus, når han som den gode hyrde kalder på sine får. Hyrde er altså et af de billeder, Jesus bruger om sig selv, når han vil sige noget afgørende om fællesskabet mellem ham og os.

Hyrde hedder "pastor" på latin. Da jeg for kort tid siden fortalte nogle juniorkonfirmander om det får, der var blevet væk, og som hyrden gik ud og lede efter, lige til han fandt det, var der en af de kvikke drenge, der spurgte om jeg så betragtede ham og de andre i klassen som får!

Nej, det var jo ikke lige på den måde, jeg havde opfattet historien. Jeg ved selvfølgelig godt, at en pastor er en hyrde, men at præsten skulle gå ind og vogte menigheden, der herefter kan opfatte sig som får, mens præsten kunne føre sig frem som LEDEREN — det er måske nok at presse billedet lidt.

Her i kirken er vi alle lige over for Gud.

Pointen i Jesu lignelse om det får, der blev væk og blev fundet igen, er jo, at hyrden bliver enormt glad, da han finder sit får. Ja, han bliver så glad, at han kalder på sine naboer for at de skal komme og glæde sig sammen med ham. Og med den fortælling er der sagt noget afgørende vigtigt om Guds glæde over at finde os, så vi kan høre sammen med ham.

Ærligt talt, skulle vi så ikke lægge al vægt på glæden i stedet for at fokusere på fortabelsen? Jesus siger godt nok nogle barske ting i teksten til denne søndag, da nogle jøder kom og spurgte ham, om han er Kristus. Sig det nu! Er du Messias?

"Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke, fordi I ikke hører til mine får." Skal vi så nu til at skrive en liste over dem, som går fortabt, fordi de ikke vil eller kan tro, at Jesus er Kristus — Guds søn?

Vi kunne starte med at sætte alle jøderne på listen. Nej, det vil vi overlade til Gud selv at afgøre. Det, som er afgørende i evangeliet til i dag, er da, at Jesus faktisk tilbyder et fællesskab med ham. Og de centrale begreber er at høre sammen, at genkende røsten og at følge efter.

Udgangspunktet er, at vi hører sammen med Kristus. Dernæst følger en konstatering af, at vi kan høre og tro på hans ord. Og endelig får vi så en opfordring til at følge ham.

Men hvorfor skal vi følge Kristus? Fordi vi allerede hører sammen med ham. Og fordi det er hos ham, at frelsen findes. Hos ham er der evigt liv. Ingen skal gå fortabt, som hører sammen med ham. Og ingen kan rykke os ud af Guds hænder. Ingen modgang, ingen sorg, ingen ulykke — intet — ikke engang døden kan rykke os ud af Guds hænder.

Jesus siger: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.

Derfor skal vi følge hans søn, den gode hyrde, når han kalder på os. Han kalder os ved navn — for han kender os og ved, hvad vi trænger til. Hyrdebilledet bruger Jesus om sig selv på baggrund af den kendte tekst fra Salme 23:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød.
Han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand,
han leder mig af rette stier for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

Det er ikke godt for mennesket at være alene. Det konstateres allerede i skabelsesberetningen. Og vi er ikke alene. Der er én, der vil være med os på vores vandring, fordi han elsker os, og som vil følge os gennem mørkets dal og over lyse sletter.

Og hvor er det godt, at vide sig elsket. Det giver mod på livet, det kaster lys over livsvandringen.

Midt i en af de store sale på Israelsmuseet i Jerusalem så jeg til min store overraskelse endnu en dejlig skulptur, som Rodin har fremstillet. "Kysset" hedder den. To elskende i en øm omfavnelse kysser hinanden. Der er en inderlighed, en ømhed, en samhørighed og en hengivelse i dette kys. Ja, det er godt at vide, at man er elsket. Tænk engang at vide sig omfavnet og ledsaget af en evig kærlighed, som ikke sådan hører op. Elsket af ham, som kalder sig "den gode hyrde".

Men hvordan kan hans kærlighed have betydning og gyldighed for os i dag? Jesus siger: "Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene." Sådan er den største kærlighed, som sætter alt ind for at frelse dem, som han holder af.

På korset besejrede han syndens og dødens magter. Og han, som satte livet til for vores skyld, gav det hen for at få det tilbage. Derfor synger vi på denne dejlige søndag om påskens håb og lys og glæde.

Gud, vi er i dine hænder
kærlighedens hænder to,
sandhed du og nåde sender,
til med fred hos os at bo.
Vige må for dem tilbage
synd og død og helveds plage.

Amen.

Del dette: