Om smartphones og Fadervor


Gudstjeneste i Lystrup Kirke

Onsdag, den 1. januar 2020

Nytårsdag


716 Guds godhed vil vi prise
Læsning: Sl. 90
713 For dig, o Herre, som dage kun
Evangelium: Matt. 6,5-13
Af gode magter (Sangark)

Prædiken

587 Guds egen kære søn har sagt os for sin bøn
439 O, du Guds lam
Et år er endt (Sangark)
712 Vær velkommen (Nytår)


Prædiken


I en kronik i Kristeligt Dagblad den 30. december formulerer læge og forfatter Imran Rashid sit ønske for det nye år 2020. Det er hans håb, at vi i et samfund, hvor det ser ud, som om alting bare skal gå hurtigere og hurtigere, vil sadle om og prioritere tid til at reflektere og dyrke relationer. Imran Rashid har undersøgt smartphonens indflydelse på menneskers liv og dens betydning for menneskets evne til at kunne koncentrere sig og holde fokus. Konklusionen på hans undersøgelser er, at informationssamfundet stiller for store krav til det moderne menneskes formåen. Vores hjerner er ikke skabt til det høje tempo og de mange skift.

Livet bliver for komplekst, for hektisk og alt for ydrestyret. Særligt kommer vi til at mangle rum, rammer og ritualer for refleksion og restitution. Vi er altid på vej, altid i gang, aldrig tilfredse, altid på jagt efter det næste resultat. Problemet med denne evindelige jagt på resultater er desværre, at den efterlader mennesker fartblinde og ude af stand til at prioritere de ting, der betyder mest.

Sådan skriver Imran Rashid, og hans overvejelser giver os anledning til at standse op på denne den første dag i det nye årti og overveje, hvad vi kan gøre anderledes. Hvordan undgår vi at blive totalt styret af vores smartphones, som jo er en virkelig ”smart” og på mange måder gavnlig opfindelse, der jo ikke er mere end 12 år gammel?

Der mangler rum, rammer og ritualer for refleksion og relation, siger Imran Rashid. Men er det ikke det, som kirken kan tilbyde? Et rum hvor vi kan være, uden at skulle præstere og være ”på”? Ritualer som hjælper mennesker med at finde ro, så der bliver plads til refleksion og restitution.

Her i kirken kan man standse op og overveje sin tilværelse set i et større perspektiv. I kristendommen bliver vi både sat på plads og sat fri. Vi bliver sat på plads, når vi i vores selvovervurderende indbildning mener, at vi kan styre og kontrollere alt. Men det er en illusion at tro, at du kan være dit eget livs direktør. Ikke engang med en smartphone i hånden opnår du at kunne styre og regulere alt. For der er så meget, der var der før dig. Og alt dette er du afhængig af og henvist på.

Det ser smart ud − jovist gør det så, når man står der med mobilen og kan finde svar på alt muligt og kan kommunikere med andre og tjekke op på sine aftaler så let som ingenting. Der er ret meget show-off i det. Se, hvor tjekket og smart jeg er! Men er det virkelig deri, livets indhold skulle ligge? Vi ser mennesker overalt i gadebilledet med deres smartphone i hånden. Måske man også fanger sig selv i at være ”en af dem”? Tænk alle de nakkeskader, vi pådrager os, når vi altid har hovedet bøjet − ikke fordi vi er ydmyge, generte eller skamfulde, men fordi vi kigger ned på den lille skærm. Og det er uanset, om vi går eller står eller sidder. Det sker på gaden, i bussen, i toget, ved stoppestedet − og midt i måltidet bliver mobilen hevet frem, fordi der lige er noget, vi skal have tjekket op på. Vi trænger til at blive mindet om, at der er noget andet, som er vigtigt, nemlig menneskeligt nærvær og evnen til at lytte. Men vi er vanemennesker og på mange måder styret af vore følelser og nysgerrighed, så vi kan nemt tillægger os den slags forstyrrende og impulsive handlinger.

Lad os nu høre, hvad Jesus siger i evangeliet til denne Nytårsdag.
Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.

Det ikke kommer an på, hvor mange der ser os, når vi beder. Det handler ikke om at stille sig an og tage sig ud. Nej, det er noget andet − noget indre − det kommer an på. Og vi har med Imran Rashids ord brug for at restituere − at komme til kræfter uden hele tiden at udsætte vores forstand og vores følelsesliv for et overload af indtryk. Hvis man vil restituere sig, så må man sørge for at få tid for sig selv uden alle disse digitale hjælpemidler og løsninger. Ellers kan vi jo ikke komme rigtig tæt på tilværelsen. Ellers kan vi ikke mærke os selv og have overskud til også at være noget for andre.

At restituere, det gør man bedst, når man reserverer noget tid til sig selv − og sin Gud, hvis man da har en gud at tro på. Gå ind i dit kammer − luk døren − bed til Gud. Den skjulte Gud, som ser i det skjulte, vil se til dig. Han tager sig tid til dig.

Mange mennesker bruger masser af tid på deres digitale liv, hvor de lægger billeder og fortællinger op. Det kan være interessant for andre at følge med i. Men det kan også godt blive for meget. Vi bliver ikke bedre mennesker af hele tiden at blive set på de sociale medier og hyldet med thumbs-up og smileyer og klappende hænder. Anerkendelse og opmærksomhed fra Gud, får vi ikke på grund af vores mange ord og vores glansbillede fremstillinger af os selv. Jesus siger: Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.

Ja, Gud vores himmelske far kender os og ved, hvad vi trænger til. Sådan har vi lært Gud at kende gennem Jesus’ forkyndelse. Han er den Gud, der har omsorg for os. Det skal vi stole på − og derfor kommer det ikke an på, hvor mange ord, vi bruger i bønnen, eller hvor inderligt vi beder. Det, som det kommer an på, det er, at vi har tro og tillid til ham, som gav os livet ud af stor kærlighed.

Og da det nu ikke kommer an på de mange ord eller den udvendige attitude, så skulle vi i stedet holde os til Jesus’ ord. Eller til Jesus’ bøn. Den bøn, der indledes med ordene: ”Vor Fader, du som er i Himlene.” Det er for at aflaste os i vores ufattelige selvrealiseringsprojekt, at Jesus har givet os Fadervor.

Grundtvig kaldte denne bøn for det lille Guds ord og Frelserens bøn. Og denne bøn indgår da også i mange af Grundtvigs salmer. Tænk f.eks. på den trøstedigt, han skrev til sig selv efter at have været igennem en alvorlig livskrise i 1844, nemlig salmen ”Sov sødt barnlille”.

Læg hænderne sammen,
da lægger sig amen
til frelserens bøn,
som stiger i løn
og lyder, hvor englene kvæde.
I Himmerigs kor
det lille Guds-ord
omfavne Guds engle med glæde.

De råbe, de sjunge:
På jordklimpens tunge
et ord af Guds søn
er blevet til bøn,
svang hid sig på åndedræts vinger.
Gud Fader i løn,
sig ja, til den bøn,
livsalig fra lavland den klinger.

Når Fadervor bliver bedt af mennesker, så er det Jesus’ egen bøn, vi beder med på. Og dette Guds ord eller denne bøn tager Guds engle imod. De omfavner ordet, når det stiger op mod himlen og glæder sig over, at menneskebørnene har taget Guds ordet til sig. Og til denne bøn kan Gud ikke andet end sige ja og amen.

Der findes en fortælling om en journalist, der ville lave en reportage om et kloster, der lå langt ude i ødemarken. Abbeden tog godt imod ham, og de følgende tre dage samlede journalisten stof til sin artikel. Han fulgte munkene i deres daglige arbejde og blev overrasket over, at der skete så meget forskelligt i et kloster. Han oplevede også, at munkene samledes til bøn flere gange i løbet af dagen i det lille kapel. Hver andagt i kapellet sluttede med, at munkene bad Fadervor. Først var journalisten glad for at høre noget, han kendte i forvejen. Men efterhånden blev han mere og mere forundret over de mange gentagelser af denne bøn.

Inden han skulle forlade klosteret, fik han lov til at tale lidt med abbeden, som spurgte ham, om han var tilfreds med opholdet. ”Jeg har lært meget om klosterlivet. Men der er én ting, jeg ikke forstår. Hvordan orker I at bede Fadervor så mange gange? Bliver du aldrig træt af ordene? Var det ikke sjovere at bede sine egne bønner?” spurgte journalisten.
”Hvad skulle vi da bede om i stedet for?” spurgte abbeden.
”Der findes da masser at bede om,” sagde journalisten. ”Man kan bede for dem, der lider under hungersnød, man kan bede om fred, man kan bede for sin familie og sine venner. I kunne også bede om at flere mennesker ville blive kristne, eller at I måtte opleve et mirakel.”

Abbeden smilede: ”Når jeg beder Fadervor, du som er i himlene, helliget blive dit navn, så tænker jeg på alle de mennesker, som endnu ikke kender Gud. Ordene fører mine tanker hen til mennesker, som savner troen.

Når jeg beder komme dit rige, ske din vilje, som den sker i Himmelen således også på jorden, så tænker jeg på alle de steder, hvor Guds vilje endnu ikke sker: I skolegården, hvor nogen bliver mobbet, i lande hvor krigen hærger. Jeg tænker på alle de ulykker, jeg har læst om i avisen, og jeg tænker på miljøforurening og klimakrise. Jeg beder inderligt om, at Guds vilje vil ske, så kærligheden ikke giver op i kampen mod had og udnyttelse af andre mennesker.

Når jeg beder Giv os i dag vort daglige brød, så tænker jeg på, hvor taknemlig jeg er for alt det, jeg får: Mad, venner, hjem, ja alt hvad jeg behøver. Men jeg tænker også på alle dem, som savner de helt basale og livsnødvendige ting. Så længe der findes hungerkatastrofer kan denne bøn ikke bedes for tit.

Når jeg beder forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, tænker jeg på alle, jeg har mødt i dag og på mine brødre her i klostret. I denne tid har jeg også tænkt på dig.

Når jeg beder led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde, tænker jeg på alt det, der kan ødelægge et menneskes liv: Alkohol, narko, sladder, meningsløs vold og menneskers grådighed og hensynsløse udnyttelse af kloden.

Når jeg beder for dit er riget og magten og æren i evighed, så tænker jeg på Gud. Jeg slapper helt af og bliver glad for at vide, Gud er den, der har styr på det hele i sidste ende.

Når jeg har bedt Fadervor, så har jeg bedt om alt, og så har jeg bedt for alle. Det gør mig godt at tænke på, at der er millioner af andre kristne, som beder med på den samme bøn sammen med mig. Og når jeg ikke selv kan bede, så stoler jeg på, at de vil bede for mig.”

Journalisten sad stille et øjeblik. Han havde lagt notesblokken og kuglepennen fra sig. Til sidst rejste han sig, rakte hånden frem mod abbeden og sagde: ”Da jeg rejste hertil, syntes jeg, at dette kloster lå meget afsides her ude i ødemarken. Men nu har jeg indset, at dette kloster ligger midt i verden. Nærmere begivenhedernes centrum kan man ikke komme, for her bliver der bedt for alt og alle.

Amen.

Del dette: