Nedenom og hjem


Gudstjeneste i Elev og Lystrup

Søndag, den 14. august 2016

12. søndag efter trinitatis


496 Af dybsens nød, og Gud til dig
338 Var Gud ej med os denne stund
417 Herre Jesus, vi er her

Prædiken

674 Sov sødt, barnlille
Dåb: Livstræet (sangark)

439 O, du Guds lam
293 Gud Helligånd, vor trøstermand
396 Min mund og mit hjerte


Prædiken


"Nedenom og hjem" Det udtryk kender vi — og det betyder normalt, at man er gået fallit. Så er man ligesom slået tilbage, fordi man har mistet alt. Men der er også noget smukt i udtrykket "nedenom og hjem". Det er selvfølgelig hårdt at skulle nedenom — altså helt ned i dybet, hvor desperation og modløsheden råder. Men at komme hjem — det må vi da forstå som noget positivt. Sognepræst Lone Vesterdal fra Bramdrup ved Kolding har skrevet en bog, med titlen: "Nedenom og hjem — perspektiver på tab og tro". Til januar får vi lejlighed til at høre Lone Vesterdal fortælle om sine oplevelser og tanker ved et foredrag i Lystrup Kirkehøjskole. "Nedenom og hjem" beskriver hendes mands sygdom og død — det er hendes families skæbnefortælling. Men det er også en bog, der handler om, hvordan ordene i salmerne kan hjælpe med at tolke sorgen. Og når man så har fået sat ord på smerten, så kan der også skrives om det håb, der gør livet muligt — og man kan finde nedenom og komme hjem igen — forhåbentlig lidt klogere på livet.

Den slags erfaringer gør alle mennesker — men vi kender dem også beskrevet i litteraturen og i salmerne. De to første salmer ved denne gudstjeneste sætter ord på krisen og desperationen, når man føler sig suget ned i et sort hul:

Af dybsens nød, o Gud, til dig mit bange råb jeg vender;
bøj nådig øret ned til mig, hør bønnen jeg opsender.

Men der er også håb at hente:
Derfor på Gud og ej på mig, jeg alt mit håb vil bygge,
mit hjerte skal husvale sig udi hans nådes skygge.

Profeten Jonas’ bøn, som vi hørte et læst af i starten af gudstjenesten, beskriver den samme oplevelse af skyld og afmagt, når vandet, som det hedder, truer livet og havdybet omgiver én. Jonas råber til Gud i sin desperation. Men der er håb — også for Jonas, for Gud har brug for ham. Jonas’ bog fra Det gamle Testamente er egentlig mest af alt en karikatur eller en ironisk skildring af en lille profet, der ikke kan finde ud af tingene. For Jonas vil ikke det, som Gud vil have ham til at gøre. Han har ikke lyst til gå til den store ugudelige by Nineve og prædike dom over indbyggernes syndige liv. Derfor vil han flygte fra Gud. Han køber billet til en sejltur over havet. Men det bliver et voldsomt stormvejr; skibet er ved at gå ned, og sømændene anråber deres forskellig guder om hjælp, mens Jonas ligger og sover. Da de vækker Jonas —siger han til dem, at de bare kan smide ham overbord, så han kan dø. Det er jo også en flugt fra Gud at opgive det hele. De smider ham overbord, og stormen lægger sig, men Jonas dør ikke. For Gud får en kæmpe fisk til at sluge ham i én mundfuld. Så sidder Jonas derinde i fiskens bug og råber til Gud, som vi har hørt det.

Men han får ikke lov til at sidde der så længe. Gud befaler, at fisken skal kaste Jonas op på bredden efter tre dage. Og så går Jonas til Nineve og råber til alle indbyggerne, at Gud vil ødelægge deres by om fyrre dage, fordi de er så onde. Men da kongen og alle folk i byen angrer deres ondskab, fortryder Gud sin beslutning — og lader være med at ødelægge byen. Da bliver Jonas meget vred, selv om han egentlig godt ved, at det kunne gå sådan. "Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab", siger Jonas. ”Herre tag nu mit liv, for jeg vil hellere dø end leve.

Men hvad skal Gud med en død profet? Han har da brug for levende mennesker. Så han giver sig til at drille Jonas lidt. Først lader han en palme skyde op over det sted, hvor Jonas sidder. Og Jonas er glad for skyggen. Men så lader Gud en orm gnave i palmens rod, så den går ud, og solen stikker Jonas i hovedet. Jonas bliver endnu mere forbitret. "Jeg vil hellere dø end leve" gentager han. Men Gud vil ikke lade ham dø. "Du bliver sur over en palme der går ud og vil hellere dø end leve. Tænk så lille et problem. Men jeg har en by med 120.000 mennesker, som har fortrudt deres ondskab. Dem har jeg ondt af — ikke af dig, Jonas."

Vi må jo håbe, at Jonas blev god igen og rejste sig og tog fat på livet i stedet for at sidde og surmule. Vi ved det ikke, for historien slutter der. Hvis ikke han blev klogere på livet, så gjorde vi, som hørte historien. For vi ved nu, at Gud beholder retten på sin side. Han har lov at gøre, som han vil, og hans nåde er øjensynlig større end hans vrede over menneskers ondskab og frafald fra ham. Og hvis han kan bruge en lille sur og genstridig mand til at gennemføre sit forsæt, ja, så gør han det.

Jonas kunne ikke glæde sig over det gode, som skete, fordi det ikke harmonerende med hans forestilling om den straf, Gud ville ramme indbyggerne i Nineve med. Og den negative forventning er Jonas jo slet ikke alene om. Den dyrker vi alle fra tid til anden. Og det er ikke godt, for på den måde holder vi os selv og hinanden fast i de mørke dale i stedet for at vandre op i Guds lys. Mennesker vælger ikke altid det gode, selv om vi egentlig godt ved, at det er det, vi bør gøre. For med kærlighed og godhed bygger vi op — men med ondskab og had bryder vi ned og slår glæden ihjel.

Farisæerne var sure på Jesus, fordi han havde gjort noget godt! Han havde helbredt en mand, der var blind og stum. De påstod, at han måtte stå i ledtog med onde magter. Men det er jo noget vrøvl. For når Jesus gør noget, som er godt, og som bliver til frelse og nyt liv for et andet menneske, så kan det jo ikke være onde magter, der er på spil. Nej, det er tvært imod Gud Helligånd, som virker, så mennesker får tro og mod på livet. At gøre Guds Ånd til djævelens værk er at forveksle det gode med det onde og bytte om på minus og plus, og det er en skam. Ja, det er faktisk synd — i ordets helt bogstavelige betydning. Og synd er noget, som kun Gud kan tilgive. "Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker", siger Jesus — "men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives". Mange mennesker har været bange for, at de måske skulle gå fortabt, for sæt nu, de havde spottet Guds Ånd ved at kalde Gud for djævelen.

Til det er der ikke andet at sige, end at vi må tage os sammen og bede om hjælp til virkelig at kunne se forskel på det onde og det gode — og ikke mindst få hjælp til at leve det gode liv. For vi skal være som træer, der bærer gode frugter. Vi skal tale gode, kærlige og opmuntrende ord til hinanden. Vi skal lade munden løbe over med det gode, som ved Guds hjælp må findes i os. Det gode, som Gud giver, er det, som bygger op, så troen, håbet og kærligheden kan vokse i os og omkring os. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, siger Jesus.

Kan vi ikke få et tegn fra Gud, så vi bedre kan kende forskel på det ondt og godt og vælge kærligheden og tilgivelse frem for had og ondskab? Nej, for troen gælder ikke noget andet tegn end det, som er det endegyldige tegn på kærlighedens sejr over død og mørke. Ligesom Jonas var tre dage i fiskens bug, var Jesus tre dage i gravens mørke. Men Jonas var jo bare en lille selvoptaget profet. Jesus er Guds Lam. Han er Guds kærlighed til os. Han er vort lys og vort håb, for han har besejret dødens magt.

Vi skal ikke blive i afgrundens mørke — Gud vil hente os op i lyset — op til livet. Vi skal nedenom og hjem. Der er håb for os. Kristus lyser for os med sit ord. Og når vi beder hans bøn, Fadervor, så bor han hos os i sit navn. Det er det, som Grundtvig skildrer i salmen, vi skal synge om lidt. ”Sov sødt, barnlille”. Salmen minder os om vores dåb, hvor Gud slog korstegn for os, så ingen djævel skal skade os. Det er også ved dåben, Fadervor blev bedt for os. Derfor kaldte Grundtvig sin salme for Gudsbarnets vuggesang.

Jesus har nu givet os et livstegn, som vi kan benytte os af. Vi kan bede Fadervor for os selv — og for andre. Det er en bøn, som baner vej til Gud, for det er Jesus' egen bøn. Grundtvig forestiller sig, at bønnen flyver op til Gud, og bliver taget imod af Guds engle, som derefter lader velsignelsen regne ned til os, som manna på vuggen.

Læg hænderne sammen, da lægger sig amen
til frelserens bøn, som stiger i løn
og lyder, hvor englene kvæde;
i himmerigs kor det lille Guds ord
omfavne Guds engle med glæde.

Amen.


Kirkebøn

Herre, Jesus Kristus — hør os.
Vi råber til dig i afmagt og smerte. Hjælp os.
Vis os din vej gennem mørket til lyset hos dig.
Tak at du har lært os din barnebøn — Fadervor.
Tak at du vil være håb og tro for os.
Hjælp os til at finde livsmod, taknemlighed og glæde,
så vi kan bringe budskabet om din kærlighed
videre til andre mennesker.
Vi beder dig om, at du vil være nær med din Helligånd,
hos dem, som lider under anfægtelse og tvivl.
Trøst dem, som er ensomme og sørgende.
Velsign al god gerning som gøres, for at dit rige
med retfærdighed og fred og glæde
må vokse og udbedres.
Lad dit lys skinne for alle dem,
der sidder i mørket og dødens skygge.
Tak for børnene, som holder os fast på vores ansvar,
og giver os både glæder og bekymringer.
Giv verdens ledere visdom og retsind til at gøre det,
som fremmer fredens sag.
Velsign vor dronning og hele hendes hus.
Velsign os alle og hjælp os til at leve med tro,
håb og kærlighed, indtil vi en dag når frem til evigt liv,
hvor Guds kærlighed skal være alt i alle.

Amen.

Del dette: