Naturlig omgang med naturen


Artikel bragt i aviserne

af Hans Boas, sognepræst Lystrup-Elev


Her gik vi og troede, at vi havde to han-kaniner. Og da de så for én gangs skyld fik lov til at rende rundt på græsplænen sammen bare et øjeblik, hoppede den gamle op på ryggen af den unge — og så ... (Ja, resten må man altså tænke sig til! Men jeg kan da fortælle så meget, at det gik hurtigt! 15 sekunder fik de.)

Vi syntes jo nok, at det da var noget unaturligt noget — med to hanner. Nogle uger senere døde den gamle han — af alderdom formodentlig. Vi var naturligvis kede af det, men det viste sig snart, at han havde nået at føre sine gener videre. Ganske naturligt! En måneds tid efter den famøse oplevelse på græsplænen kom min søn hjem fra skole og råbte begejstret: "Far, far! Rickie har fået unger!" "Ja, ja, den er god med dig!" "Jamen far, det passer!"

Og det gjorde det! Syv nøgne kaninunger lå og rodede rundt i en kaninrede foret med en masse af Rickies sorte pels. Vores "hankanin" var altså en blevet mor. Jeg havde ellers tjekket på en hjemmeside, hvordan man kan kende forskel på hanner og hunner. Og jeg har også indtil flere udmærkede, men falmede bøger om kaninavl fra min barndom. Lige meget hjalp det. Livet kommer jo af og til bag på én. Og det er jo sådan set bare ret dejligt! De er da søde, sådan nogle kaniner!

Jo livet er forunderligt. Det er rent ud sagt værd at glæde sig over. I stedet for altid at tro, at man skal kunne læse sig til sandheden, så bliver man nødt til at gøre sig nogle erfaringer. Livet kommer jo altid forud for beskrivelsen. Det naturlige liv kommer før den mere konstruerede gengivelse af virkeligheden. Det er noget, jeg har lært af Grundtvig, som jeg har brugt en hel del tid sammen med (i studerekammeret altså).

Livet er jo det første, det naturlige og nære — dernæst følger vores beskrivelser og analyser af, hvad livet er for en størrelse, og hvordan vi kommer til rette med det. Livet skal leves, opleves og sanses. Derfor er vi udstyret med et sanseapparat. Vi tager livet ind, idet vi gør erfaringer med det.

Nu har jeg imidlertid lige læst, at der er undersøgelser, der viser, at moderne børn bliver mere og mere fremmedgjorte over for naturen, som jo sådan set er en ret vigtig del af vores virkelighedsforståelse. Børn er uvidende om de mest elementære ting i naturen, for de kommer der alt for sjældent. Ja, nærmest aldrig. Moderne børns tilgang til naturen er snarere den gennemanalyserede og manipulerede natur, som den fremstilles i tv-programmer og på internettet.

Selv har jeg de allerdejligste naturminder om vandringer med familien i skoven og ved stranden. Det er skønt bare at traske af sted sammen og suge til sig af indtryk, af lys og luft og lyd. Sammen med mine unger havde jeg en særlig skøn oplevelse for et par år siden; vi lagde os på nogle tæpper uden for vores hjem en nat i august. Så lå vi dér og stirrede op i himlen og så et væld af "Laurentiustårer". Vi blev fuldstændigt betagede af de mange stjerneskud i den dybe, mørke nat.

Det er sådan nogle oplevelser, jeg aldrig glemmer, fordi det er både er natur og intenst nærvær. Det er da livet — i pagt med naturen og så tæt på dem, man holder af!

Del dette: