Må jeg så bede om et ærligt svar


Gudstjeneste i Elev og Lystrup

28. juli 2013

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis


402 Den signede dag med fryd vi ser
Læsning fra 1. Johs. 1,5-2,2
292 Kærligheds og sandheds Ånd
Evangelielæsning: Luk. 16,1-9
522 Nåden er din dagligdag

Prædiken

14 Tænk at livet koster livet
439 O du Guds lam (kun første vers i Elev)
383 Det er så yndigt at følges ad (i Elev: 192,7)
728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord


Prædiken


Må jeg så bede om et ærligt svar! Sådan kunne det lyde fra en utålmodig skolelærer eller fra en vred far. Vi vil gerne have ren besked i stedet for at blive ført bag lyset med udenomssnak. Ærlighed er en dyd, siger vi, og det forsøger vi at lære vores børn. En god face-to-face snak om det, som ellers er svært at få sagt, er altid at foretrække.

Men på denne søndag har vi hørt en lignelse, hvor det er den uærlige der fremhæves som et forbillede: Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt!

Hvordan i alverden skal vi forstå det? En uærlig forvalter! En betroet ansat, som herren ikke kan stole på, fordi han gør noget helt andet end det, der forventes af ham.

Forvalteren ødsler med sin herres ejendom. Han er unøjagtig og uforsigtig og rutter med godset. Måske stikker han oven i købet noget til side til sig selv. Og så bliver han krævet til regnskab for sin forvaltning, for nu vil den rige mand ikke finde sig i det længere. Forvalteren må forlade sin stilling, men først skal han redegøre for sine forsømmelser. Han skal stå ved det forkerte han har gjort.

Men så er det, at forvalteren giver sin herres skyldnere mulighed for at nedskrive deres gæld betragteligt. Motivet for hans handling er tydeligt. Han vil sikre sig, at der er nogen, som vil tage imod ham en anden dag. De kommer til at stå i taknemmelighedsgæld til ham. Skyldnerne får altså eftergivet en stor del af den gæld, de har til den rige mand. Godsforvalteren benytter sig af sin betroede stilling, som giver ham myndighed til at råde over sin herres formue.

Og herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt, hedder det. Jamen, var det virkelig klogt at nedskrive gælden hos de andre? Den rige mand gik jo glip af en indtægt, som han ellers havde ret til. Det var jo penge han havde lånt ud til andre.

Hvorfor roser herren sin uærlige forvalter? I den autoriserede oversættelse af biblen står der faktisk, "Herren" med stort H, som om det var Gud selv, der roste den uærlige forvalter. Men hvis vi bliver inden for lignelsens ramme og antager, at herren ikke er Gud, men et menneske, som du og jeg, så er der jo sket det med ham, at han er blevet klogere på livet. Det sker, da at han opdager, at der findes andre veje til lykke end den, der får mennesker til at kræve, at alting skal gå retfærdigt til. Hvis du skylder mig nogle penge, så har du bare at betale hver eneste krone tilbage! Sådan er vi jo vant til at tænke. Men den uærlige godsforvalter tænker anderledes: Min herre har nok råd til at jeg nedskriver den gæld, som andre har til ham. Så opnår jeg at få goodwill fra dem. De vil huske mig, fordi jeg har gjort noget godt mod dem.

Den uærlige godsforvalter handlede klogt, da han fortsatte med at ødsle med sin herres ejendom, fordi det blev til gavn for andre. Hans kloge handling og snedige plan bestod i, at han benyttede den sidste rest af sin stilling som bestyrer til at sikre sig andres taknemmelighed.

Hvad skal vi da lære af denne lignelse? Jo, vi skal lære at gøre godt med vore penge, og hvad vi ellers har, lige nu, hvor vi har mulighed for det. For penge, eller mammon som Jesus kalder vores bundethed til rigdom og jordisk gods, er bare noget foreløbigt. Når vi når frem til Guds rige, så har pengene ingen betydning længere. Hos Gud kommer det ikke an på magt og rigdom og ære, men ene og alene på, om vi har været tro. Og tro eller trofaste bliver vi ved at bruge løs af de gaver, som Gud giver os, til gavn for andre.

Og nu er det altså på sin plads at standse op og overveje, hvor meget godt Gud giver os. Hver eneste morgen ligger en ny dag parat til os med nye muligheder. Efter en nat med en forhåbentlig god søvn, som jo også er en gave, tager vi fat på en ny dag. Solen skinner, og klokken ringer og kalder os ud af sengen, fordi der er noget vi skal. Vi har jo fået betroet en opgave — et kald. Der er nogen, der har brug for os, og vi har noget, vi skal give: Opmærksomhed, lydhørhed, tjeneste, venskab, kærlighed. Det er alt sammen noget, som ikke kan købes for penge, men som alle mennesker lever af og lever for. Og det er netop i selvhengivelse og nærvær, at venskaber opstår.

Og er det ikke helt fantastisk at have venner, som vil tage imod én, når man kommer og banker på deres dør? Eller naboer, som tager sig tid til at hjælpe? Det var i hvert fald det, som den uærlige godsforvalter tænkte på. Venner er gode at have. Venner lukker døren op — de tager imod og lukker ind og giver sig tid til en snak og en kop kaffe.

Denne tolkning af Jesus' lignelse om den uærlige godsforvalter forholder sig kun til det dennesidige perspektiv. Men Jesus taler jo også om det hinsidige: "Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger."

Det er altså også godt at have venner, som vi også skal være sammen med i det evige liv hos Gud. Og som kristne må vi holde fast i evighedshåbet og evighedsperspektivet på vores tilværelse. Det har Grundtvig fået med i den salme, han skrev til 1000 års jubilæet for kristendommens komme, nemlig "Den signede dag med fryd vi ser". Her giver Grundtvig os i det sidste vers mulighed for at se ind i det himmelske fædreland med det nye Jerusalem, hvor venskaber stadigvæk består:

Så rejse vi til vort fædreland,
der ligger ej dag i dvale.
Der stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale.
Så frydelig der til evig tid
med venner i lys vi tale.

Det er en glad og festlig salme, som kan bruges året rundt som indledning til en gudstjeneste, ligesom den er vel anbragt ved en vielse. Men salmen egner sig også fint til at afslutte en bisættelse. Her taler det sidste vers med særlig vægt i beskrivelsen af rejsen til den gyldne borg i vort himmelske fædreland, hvor vi skal tale med venner i lys.

Men indtil den dag kommer, hvor klokkerne ringer for os for sidste gang, må vi røgte vort kald og passe vores gerning og gøre godt med det, vi har fået betroet. Der findes en lille fortælling fra middelalderen, som beskriver denne opgave. Den handler om en munk, som ligger på knæ i sin celle og beder om, at Herren vil vise sig for ham i sin herlighed og tage ham bort fra jordens møje og besvær. Sådan har han bedt mange gange, for han længes efter den himmelske salighed. Mens han nu ligger knælende i sin munkecelle, ser han, at det begynder at blive lyst derinde, og han aner, at Herren nu vil komme for at føre ham bort. Det er, som om døren til den himmelske glans bliver åbnet.

Da lyder en klokke nede i klostergården. Det er den, der på en bestemt tid dagligt kalder munkene ud for at besøge de fattige og syge. Klokkens kald er en skærende lyd, der forstyrrer munkens forventning om den himmelske herlighed. I sin sjæl kæmper han med sig selv, for det gør ondt at forlade den himmelske glans fra lyset, der bryder frem over ham. Men han rejser sig alligevel, alt imens det guddommelige lys forsvinder; han følger klokkens kald og går så ned for at gøre sin pligt. Da han ud på natten træt vender tilbage og åbner døren til sin celle, står Herren i forklaret skikkelse derinde og siger: "Fordi du adlød klokkens kald, skal din bøn blive opfyldt. Derfor kommer jeg nu og tager dig med til det evige lys."

Munken fulgte sit kald, og det skal vi også gøre. Vi skal lytte til Vorherres egen stemme, når han kalder os til at kende tid og sted, hvor vi skal gøre det, der tjener til vores medmenneskers gavn. Vi skal turde bruge det liv og ødsle med de gaver, som Gud har givet os. Det kræver noget af os, jovist — men livet er da livet værd, når det er Kristus selv, der kalder.

Amen.


Kirkebøn

Gud, af din kærlighed ånder og lever vi, efter din retfærdighed længes vi, og på dit evige rige håber vi.

Lær os at leve med det håb — lær os at tage imod din kærlighed og bruge af den i vores dagligdag.

Lær os at leve af din kærlighed, og lad os være dine hænder i en verden, hvor der er mangel på alt.

Lad os være dine redskaber og din kirke, som bringer bud om, at der er et håb at slås for og en kærlighed at kæmpe for. Lad kirken sprede dit ord ud for alle vinde og lad det slå rod overalt — selv dér, hvor grunden er belagt med beton og ligegyldighed.

Vær du nær hos enhver, som savner, hvad enten det er kærlighed, mad, livstro eller håb. Giv også dem lov at tro, at livet er en mulighed, som ingen kan tage fra os.

Vær med alle mennesker, der tror, at livet er en ret; hjælp dem i stedet til at se, at livet er en gave, så også de kan få øjnene op for de mange muligheder, som kærligheden giver os. Vær med vor dronning og med alle, der har magt og myndighed. Giv dem visdom til at se, at kærlighed er større end retfærdighed i din facitliste. Lær dem og os at måle med kærlighedens alen, indtil vi bliver til evig tid salige hos dig i det himmelske lys.

Amen.


Afsked med Janneke Maria Provst

På denne søndag skal vi tage afsked med den ene af vore to kirketjenere. Det er Janneke Maria Provst, som har valgt at finde sig et nyt og udfordrende job som køkkenleder i en daginstitution nærmere på hendes bopæl i Hørning. Kære Janneke. En kirketjener har en vigtig funktion. Hun skal ikke bare gøre rent og lave kaffe. Der følger rigtig mange andre opgaver med, hvor man kommer tæt på andre mennesker. Du har med din gode fornemmelse for andre mennesker været med til at præge livet i Lystrup kirke med en masse positiv energi. Du har spredt godt humør og en masse glæde omkring dig, og vi er kommet til at holde meget af dig. Vi vil ønske dig alt godt i din nye stilling.

Som ny kirketjener sammen med Birgitte Aalling har menighedsrådet ansat Stine Ejlertzen, som er tiltrådt sin stilling. Vi byder dig velkommen og glæder os til at lære dig bedre at kende — og etablere et godt samarbejde med dig. Efter gudstjenesten er alle inviterede til at gå med ind i konfirmandstuen og sige ordentlig farvel og tak til Janneke. Menighedsrådet byder på et glas vin, kaffe og chokolade.


Nadver

Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre. (1. kor. 1,9)

Søg ikke det, som er til bedste for jer selv, men det, som er til bedste for andre. (1. kor. 10,24)

Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv kan han ikke. (2. Tim. 2,13)

Vær tro til døden, og jeg vil give dig livets sejrskrans. (Johs. Åben. 2,10)

Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast. (Hebr. 10,23)

Skriften siger: "Ingen som tror på ham, skal blive til skamme." (Rom. 10,11)

Del dette: