Glem dine fordomme


Gudstjeneste i Lystrup Kirke

Søndag, den 1. september 2019

11. søndag efter trinitatis
Konfirmandvelkomst


331 Uberørt af byens travlhed
Læsning: 1. kor. 15,1-10a
13 Måne og sol
Evangelium: Lukas 18,9-14
192 Hil dig, frelser og forsoner

Prædiken

369 Du som gir os liv og gør os glade
439 O, du Guds lam
Igen berørt (nr. 849 i ”100 salmer”)
11 Nu takker alle Gud


Prædiken


Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord.

Kender du udtrykket ”at se skævt til en anden person”? Hvis man ser skævt til en anden, så er det fordi, man synes, man er lidt højere på strå og lidt mere værd end ham eller hende, som man ser skævt til. Så ser man sådan lidt skråt nedad på den anden. Man ser ”skævt”.

Hvis nu der er én, man ikke bryder sig ret meget om eller ikke rigtig regner for noget eller bare ikke synes, man kan have tillid til, så ”ser man skævt” til ham eller hende.

Det der med at se skævt til findes alle vegne. Det findes på arbejdspladser, det findes i blandt familier, blandt venner, og det findes i enhver klasse. Der er altid nogen, der ser skævt til nogen andre. Øv altså. Det ville da være meget bedre, hvis man ”så lige” − altså så lige ind i den andens øjne og var på niveau.

Hvis du oplever, at der er nogen, der ser skævt til dig, så kan du nemt gå hen og blive usikker og utryg. For vi vil jo helst bare have, at de andre skal kunne lide os, som vi er. Men der er jo forskel på os. Vi har forskelligt udseende, forskellige evner og forskellige interesser. Og vi har forskellig personlighed.

Og det er godt sådan. Der skal være plads til, at vi kan være forskellige − uden at vi ser skævt til hinanden. Men vi gør os jo mange tanker om de andre. Hvordan mon de er i virkeligheden? Nogle gange gør vi os forestillinger om, hvordan de andre er − uden at vi ved det med sikkerhed. Så kan man komme til at tage grueligt fejl og vurdere helt forkert. Det kan være noget farligt noget, hvis man lader sine fordomme afgøre, hvordan man ser på andre. En fordom er jo netop en dom man fælder på forhånd uden at kende tingene til bunds og uden at vide rigtig besked.

Jeg har en lille historie om det der med at være forskellige og se skævt til den anden. Nu skal I høre: Der var en studerende, der arbejdede som patientvagt på et sygehus. Han skulle sidde om natten og holde vagt ved dem, som var mest syge. Hver morgen, når vagten var slut kl. halv otte, mødte han den samme mand nede i cykelkælderen. Manden var ca. tres år. Han var lidt speciel at se på. Hans bukser var ca. 5 cm for korte, og hans jakke var kedeligt grå. Cyklen, han kørte på, var nok 40 år gammel, og han havde altid sin lille firkantede madkasse bag på cyklen.

De hilste på hinanden hver morgen, og den studerende begyndte at overveje, hvem manden mon var. Han var sikkert en ugift mand, der boede hjemme hos sin gamle mor. Men hvad mon han lavede på hospitalet? Var han pedel? Nej, han virkede så upraktisk og gammeldags. Måske hjalp han til i et værksted, eller måske gjorde han rent. Han kunne da ikke være en fra plejepersonalet, tænkte den unge studerende. De hilste pænt på hinanden hver morgen, og den unge studerende syntes, han var sådan et godt menneske, når han ville nedlade sig til at hilse på sådan en mærkelig type, som de fleste nok bare ville se skævt til.

En dag den unge studerende var på vej med elevatoren på sygehuset, trådte en mand ind klædt i hvid kittel, og den unge mand så, at det var den mand, som han havde mødt så ofte i cykelkælderen. Manden smilede og løftede sin hånd til hilsen, og den studerende hilste tilbage. Og så var det, at de begge to kom til at kigge på hinandens navneskilte: På den studerendes navneskilt stod der: Patientvagt. På den anden mands navneskilt stod der: Chefoverlæge og professor.

Næste uge mødtes de igen tilfældigt om morgenen i cykelkælderen. Manden, der altså var cheflæge og professor hilste lige så glad og venligt, som han plejede, men den unge studerende følte sig flov. Her gik han og troede, at alle mennesker havde samme værdi for ham, uanset alder, køn og uddannelse og indtægt, og så havde han lige opdaget, hvor let man kan komme til at se skævt til andre, fordi man dømmer dem for hurtigt uden at vide rigtig besked.

Sådan kan vi også nemt komme til at dømme hinanden alt for hurtigt, så vi ser ned på andre, som vi måske kunne lære noget af. Hvorfor ikke se på det, som vi har fælles i stedet for altid at dyrke forskellene?

I den tekst jeg læste fra Lukasevangeliet, fortæller Jesus også en lille historie om to mænd, der kommer op til templet for at bede. De to mænd, Jesus fortæller om, kommer fra det samme folk. De er begge jøder og taget op til templet, jødernes helligdom, for at bede til Gud. Den ene er farisæer. Han er en skriftklog mand, der kender Moseloven ud og ind, og derfor har han altid svar på rede hånd. Farisæeren har status og betydning i samfundet. Han er den, som folk går til, når de har et spørgsmål, de skal have afklaret, netop fordi han er så godt inde i de hellige skrifter. Farisæeren er da også vældig taknemlig for at have den status, han har i samfundet. Han siger Gud tak, fordi han altid ved, hvad der er det rigtige at gøre. Og han siger Gud tak, fordi han ikke er som andre mennesker. Han er heldigvis ikke sådan et menneske som ham tolderen, der står og beder derovre sådan lidt for sig selv med sænket hoved.

Tolderen var jo også jøde, men han var foragtet af mange, fordi han samarbejde med fjenden, altså romerne, som havde besat Israel. Det var tolderens opgave at indsamle skat til romerne, og tit opkrævede tolderne mere, end de havde lov til, for så kunne de jo stikke penge til side til sig selv.

”Gud, vær mig synder nådig!” Sådan lyder tolderens bøn i al sin enkelhed. Tolderen kendte sig selv − han kendte også de dårlige ting, han havde gjort. Og han vidste, at han ikke kunne blive regnet for retfærdig. Han var uden for det fine selskab på grund af sit arbejde. Han var en af dem, man så skævt til. Men Jesus vender tingene rundt. Den retfærdige er ikke den, som mener, at det er muligt at være perfekt ved at følge alle regler for god opførsel. Nej, det er tolderen, som Jesus erklærer retfærdig, for tolderen kender sig selv. Han har selvindsigt. Han ved, at han ikke kan gøre sig selv retfærdig. Han er nødt til at stole på, at Gud vil vise ham nåde og give ham den retfærdighed, som han egentlig ikke har fortjent.

Derfor slutter lignelsen med ordene: For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes. Betyder det så, at vi kun skal tænke dårligt om os selv og gøre os ringere, end vi er? Nej, sådan er det ikke. Men vi skal kende os selv, og vi skal huske på, at vi alle er mennesker, som er skabt af Gud. Og når Gud er kærlig og barmhjertig, så skal vi også være det. Gud har skabt os og givet os kærligheden, fordi vi skal elske hinanden og vise barmhjertighed og venlighed og have gode tanker om andre mennesker.

Et andet sted i Lukasevangeliet siger Jesus det helt enkelt: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes. Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. (Luk. 6,37-38a)

Ja, det er det, vi skal gøre, og som vi har lært af Jesus: Ikke dømme, men tilgive andre og glad og gerne give af det, vi kan dele med hinanden.

Amen.


Kirkebøn


Kære Gud, vi beder dig:
Hold af os, også når vi har vi har svært ved at elske.
Tilgiv os, også når vi har svært ved at tilgive.
Døm os ikke, Herre, men sæt os fri til at leve i tillid til dig.
Lær os at være gode venner, lær os at vise andre mennesker tillid.
Husk os på, hvor meget vi har at sige tak for.
Vi beder for dem, som har det svært.
Dem som er syge, giv dem styrke og håb.
Dem som er bange, giv dem trøst og mod.
Dem, som lever, hvor der er krig og ondskab.
Vi beder om fred i verden.
Giv politikere og ledere visdom og handlekraft.
Vi takker dig for vores familie og venner.
Vi takker for alt godt, du giver os.
Hver ny dag er en gave fra dig.
Vi takker for kirken, hvor der er plads til at være,
ligeså forskellige som vi er.
Velsign os alle, så vi kan være til velsignelse for andre.

Amen. 

Del dette: