Giv lyset videre


Gudstjeneste i Lystrup Kirke

Mandag, den 24. december kl. 14.30 og kl. 16

Juleaften


Det kimer nu til julefest
Hilsen og kollekt
Læsning: Esajas 9,1-6a
En rose så jeg skyde
Læsning: Lukas 2,1-14
Decembernat

Prædiken

Kirkebøn og apostolsk velsignelse
— ønske glædelig jul
Velkommen igen, Guds engle små
Glade jul, dejlige jul


Prædiken


Den rose fin og lille
har dejlig duft og skær;
den lyse for os ville
og sprede mørket her.

Sådan sang vi for lidt siden i den kendte julesalme "En rose så jeg skyde". Men det er jo noget forfærdeligt vrøvl, det kan da enhver høre. En rose kan ikke lyse. Og derfor kan en rose kan heller ikke sprede mørket. Det ved da enhver. Roser skal stå i haver eller parker eller i vaser i stuen og pynte. Det er deres opgave. At sige at roser kan lyse er næsten lige så skørt, som at påstå, at den danske sang skulle være en ung blond pige. Det er både chauvinistisk og krænkende, er der nogle som mener. Så ud med den!

Sådan må enhver, som ikke har sans for sammenligningen mellem den danske sang og den unge, blonde pige, tænke. Og sådan må enhver, der kun vil tale rationelt og fornuftigt om alting, vurdere billedet af rosen, som lyser og spreder mørket. Men det, som man ikke forstår, når man gør sig så hurtigt færdig med den slags salmer og sange, det er, at der her er tale om et sprogligt billede. Det er poesi. Og poesi har noget med skabelse at gøre. Når ordene sættes sammen, så de danner billeder, der viser ud over det, som man kan forholde sig til med sin fornuft. Sådan skaber billedet en ny betydning. Rosen kan sprede mørket — og barnet i krybben kan lyse. Det kan I jo se på forsiden af det sangark, vi har kopieret til jer. Netop dette billede, henviser provst Johannes Krogh til i et afsnit af Danmarks Radios anden sæson af "Herrens veje", som blev vist i dette efterår. Jeg vil referere lidt af det tredje afsnit i denne sæson, som handlede om julen både som tradition og anledning til at være sammen i familien og som den kirkelige højtid.

Provst Johannes Krog og hans hustru Elisabeth har mistet deres voksne søn August, der også var teolog og præst ligesom sin far og farfar og flere før dem. August gik ud foran en lastbil og blev dræbt. Det skete på et tidspunkt, hvor han var i dyb krise med sig selv, fordi han bar på en stor skyld. Han havde nemlig været udsendt som feltpræst i Afghanistan, og dér havde han dræbt en burkaklædt kvinde, som han troede var en forklædt talebankriger. Han var ved at blive syg af skyld, selv om hans far rådede ham til ikke at tale om det.

Nu hvor August er død, er hele familien ramt af sorg. Den eneste trøst, familien Krogh har, er, at Augusts kone et halvt års tid efter tragedien føder den søn, som August er far til. Johannes føler også en stor skyld, fordi han ikke var der for sin søn. Han er også kommet i krise med sig selv — både som menneske og som præst. Han kan ikke holde en ordentlig prædiken, og der er i det hele taget ikke rigtig noget, der giver mening for ham længere.

Kirketjeneren Svend står dog last og brast med sin præst Johannes Krogh. Det har han hele tiden gjort. Men Svend bærer også på en stor sorg. Han har tidligere været på stoffer, og derfor har han ikke haft kontakt til sin datter i lang tid. Men denne juleaften skal de være sammen for første gang i 13 år. Det er klart, at Svend er spændt og glæder sig enormt meget. Men så ringer det på døren, og datteren står derude med sin kæreste og fortæller, at hun ikke kan holde jul med Svend alligevel. Det, mener hendes psykolog, ikke vil være godt for hende.

Til gengæld vælger Johannes' svigerdatter Emilie, der jo også er i sorg over at have mistet sin mand August, at være med i præstegården juleaften, selv om der er meget i traditionelle måde at fejre julen på hos familien Krogh, som hun har det rigtig svært med.

Ved gudstjenesten i kirken Juleaften er det som om, Johannes Krogh har genvundet noget af sin kraft og veltalenhed. Han holder i hvert fald en stærk prædiken om lys og om, at mennesker skal se barnet i hinanden. Johannes indleder med at fortælle, at han har modtaget en meget grov besked på de asociale medier, efter at han var gået i dialog med den imam, som nu har indrettet moske i den kirke, som August tidligere havde været præst i. Og så fortsætter han med at sige om den voldsomme besked, han har fået:

Vi kender godt det mørke, som den kommer fra. Det er et mørke, som kun computerskærmen lyser op, og hvor vedkommende trækker vejret gennem ensomhed og frygt. Men mørket peger på lyset. Jeg har altid ment, at de bedste malere afbildede Jesus i krybben, hvor lyset udgik fra ham — udgår fra det barn, der bringer barmhjertigheden og kærligheden ind i vores liv og gør os til mennesker. Og for mig er den gave, som vi giver til hinanden i dag, det lys fra barnet i krybben. Det lys giver vi videre til hinanden som en påmindelse om, at barnet i os stadig lever og stadig rummer alle vore muligheder. Vi skal simpelthen give lyset videre. Prøv lige at kigge på hinanden. Kig rigtigt på hinanden. Kig hinanden ind i øjnene. Lad hinandens øjne hvile i hinandens øjne. Kan I se, hvad der sker? Vi smiler. Af hvad? Af forlegenhed? Jeg tror, vi smiler til det lille barn, som er inde i hver enkelt af os. Og lige nu i det øjeblik gør det barn os til mennesker. Vi ved jo godt, at vi skal værne om det lille lys, som skal gives videre i al sin skrøbelighed. Ikke bare i aften, men hvert eneste øjeblik vi lever.

Efter gudstjenesten forsøger Svend at få præsten Johannes i talen. Han vil jeg jo gerne fortælle, at den juleaften, han havde glædet sig til at holde sammen med sin datter, ikke bliver til noget alligevel. Tre gange prøver han — og hver gang bliver han afvist af Johannes: ”Det skal nok gå fint! Hun er mindst lige så bekymret, som du er. Alt bliver godt. Tag det nu roligt. Det skal nok gå. Hav en rigtig god aften, ikke”, siger Johannes. Og Svend går alene hjem — uden at være blevet set eller hørt, selv om han trængte voldsomt til at mærke det lys og den glæde, som Johannes lige havde prædiket så smukt om. Johannes har kun blik for sit barnebarn og sin egen familie. Han har nok i sit eget. Og hans kone tager hans hånd ved det veldækkede julebord og siger: ” Det var en rigtig fin stemning, der var i kirken. Du var fantastisk!”

Ja, Johannes var fantastisk i kirken. For han brugte julens budskab om barnet i krybben til at fortælle mennesker, at ligesom Jesus blev født til jorden som Guds lys, skal vi mennesker lyse for hinanden. Vi skal være verdens lys. Vi skal give lyset fra barnet i krybben til hinanden. Og på den måde skal vi minde hinanden om, at barnet i os stadig lever og rummer alle vore muligheder.

Det er en enkel og stærk og nærværende forkyndelse, som Johannes desværre ikke formåede at udleve selv. Han havde en meget stor skyld at bære på. Men han stod ved sin skyld. Og netop derfor var han i filmen et menneske eller en karakter, som man ikke kunne lade være med at fascineres af.

Hvis vi skal tale sandt om menneskelivet, så kan vi ikke nøjes med det rationelle og fornuftsprægede sprog. Hvis vi vil trænge dybere ind i det menneskelige, må vi tage det poetiske til hjælp. I julen gør vi meget for at vise, at andre mennesker har betydning for os. Vi sender hilsner. Vi giver gaver. Vi forkæler hinanden. Og vi tænker på dem, som har det svært. Og så går vi i kirke og synger julesalmer. For julesalmernes smukke ord og dejlige melodier løfter os op over det hverdagsagtige og bringer os tættere på hinanden — og tættere på Gud.

Her er det helt på sin plads at tale om rosen og barnet, der lyser. Her kan vi synge om de engle, der bringer fred og lukker porten op til det himmelske. Nu åbnes vores perspektiv til en verden, der er større og bedre end den, vi lever i til daglig, hvor sorger og bekymringer sætter deres præg på tilværelsen, og hvor stress og jag forvrænger perspektivet på det, som er det egentlige.

Ja, nu er det lige før, at vi tør tro, at julesorgen virkelig skal slukkes, når bare Guds engle vil synge sammen med os:

Ære være Gud i det højeste og på jorden.
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Amen.


Kirkebøn


Kære Gud! Tak fordi du har sendt dit lys til os.Tak fordi du giver os lyset — hver dag.Hjælp os til at se og kende barnet i enhver.Hjælp os så vi kan give lyset videre.Vil give os en glad jul sammen med dem, som vi holder af.Og lad glæden ved livet og glæden fra dig finde fylde,så den kan brede sig ud over alle de andre dage.

Vi beder for dem, som sørger. Alle som har mistet en, de elskede, alle bekymrede og stressede mennesker.
Vi beder for dem, som ikke kan tåle det pres af forventninger og krav, som andre stiller til dem
Vi beder for dem, som kæmper med sygdom og uvished.

Vær med børnene at de må være glade som børn.
Vi beder for de unge, som er på vej, og som mærker forventningspresset stærkt. Hjælp dem til at finde ro og tillid til, at de er værd at elske.
Vi beder for de gamle iblandt os. Tak for det de er, og det som de har givet. Lær os at kende vort ansvar for dem.

Vi beder for din kirke på jorden. Tak; vi kan komme her og høre dit ord og finde trøst og hjælp i gode og i svære tider.

Og vi beder for vort fædreland, for regering, folketing og kongehuset. Og så beder vi om fred i verden. Ja, Herre, skænk os din fred og lad os aldrig tvivle på din kærlighed.

Amen.

Del dette: