Fuldmagt til livet


Gudstjeneste i Elev og Lystrup Kirke

20. oktober 2013

21. søndag efter trinitatis


Læsninger
2. Kongebog 5,1-5 + 9-15
Johannes 4,46-53

Salmer
380, 580, 639 / 677, 439, 379, 731


Prædiken


Hvis nu man synes, det er svært at tale om tro og kristendom, kan præstens tro så ikke gå i stedet for den tro, man ikke selv har?

I januar i år holdt Iben Krogsdal fra Hjortshøj et foredrag i Lystrup kirke, hvor hun fortalte, at mange danskere har den indstilling til kirke og tro, at det er noget, som præsterne skal tage sig af. Iben Krogsdal, som er både forfatter, salmedigter og religionsforsker, sagde endvidere, at mange danske folkekirkekristne ifølge hendes interviewundersøgelser til bogen "De måske kristne" har den opfattelse, at præsterne ikke alene skal være dem, der tager sig af gudstjeneste, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Nej, de skal tillige være "trosvikarer" — de skal altså tro på vegne af andre mennesker.

Ligesom vi har specialister til at tage sig af øjenoperationer og specialister til børn med særlige behov og specialister til at udtale sig om den politiske situation i Danmark og i udlandet, så har vi "præstespecialister" til at tage sig af det med troen. Det er jo det, vi betaler vores kirkeskat til, er der mange, der mener. Når vi Ikke bruger kirken så meget, er det godt at tænke på, at der er nogen, som vil tro for os, når vi nu selv synes det er så svært.

Ifølge den opfattelse er tro åbenbart noget, der kræver særlig indsigt og en særlig uddannelse. Men er det nu også sådan tro er? Er tro ikke noget, der angår os alle? Er tro ikke noget, vi er fælles om?

Denne søndags evangeliefortælling lader os se en anden form for tro, som består i en tillidsfuld henvendelse fra et menneske i nød til den person, hvorfra hjælpen forventes at komme.

Det er den kongelige embedsmand fra Kapernaum, der opsøger Jesus i den lille by Kana. Han har garanteret haft travlt med at nå frem, for det gælder hans søns liv. Jo før han når frem, desto større chance er der, for at hans søn vil overleve sin sygdom. Det er i hvert fald hans håb. Og håb er han fyldt af; han kan ikke gøre andet end netop at håbe på, at Jesus, som han har hørt så meget godt om, vil være i stand til at hjælpe ham, nu hvor hans søn ligger for døden.

Det er altså den kongelige embedsmands håb om redning, der driver ham til Jesus. I første omgang afviser Jesus ham med ordene: "Hvis ikke i får tegn og undere at se, tror I ikke." Men den tankegang vil faderen slet ikke gå ind på. Han er ikke optaget af underet som bevis for troens gyldighed. Det eneste, der står ham i hovedet er dette: "Kom med derned, før mit barn dør!" Han har altså en overbevisning om, at Jesus må tage med til Kapernaum, hvis hans barn skal komme sig. Tiden er knap. Skynd dig nu, Jesus!

"Gå hjem, din søn lever." Sådan lyder Jesus' ord til den fortvivlede far, som var opfyldt af et brændende håb om, at hans søn ville blive rask. "Din søn lever!" Og Manden troede Jesus  hans ord og gik.

Det er håbet om helbredelse, som fører manden til Jesus, og det er troen, som skænkes ham, da han hører ordet: "Din søn lever!" Troen knytter til ved Guds ord — og det er vel at mærke, uden faderen har fået noget at vide om, hvordan hans søn har det. Den tro, som manden bærer med sig fra Kana tilbage mod Kapernaum, er en tro på, at det, som han har hørt, er sandt. Det som Jesus har sagt er værd at fæste lid til.

Og sådan er det da med troen, som et grundlæggende livsvilkår. Tro opstår, fordi det, vi hører, er værd at stole på. Hvis ikke vi mødte hinanden med tro og tillid, så ville livet være uudholdeligt - fyldt af mistilid og bedrag. Men "tro er fast tillid til det, man der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses." (Hebr. 11,1)

Sådan står der i Hebræerbrevet — og det er netop denne tro der finder sit udtryk i en fast tillid til, at håbet ikke skal blive til skamme. Troen begynder ikke med undere eller beviser. Den begynder som en vandring mod ham, som er menneskers håb. Undervejs på denne vandring findes også tvivl og uro. Men når så ordet lyder, så klynger troen sig til det, som den har fået at høre i tillid til, at det er sandt.

Troen er nemlig ikke overbevisning om den rette lære, men tillid til det, der håbes på og overbevisning om det, som ikke ses. Sådan forstået er troen altså et eksperiment — et vovestykke.

Troen sætter mennesker i bevægelse og får os til at vandre. Vi vandrer frem mod det, som er opfyldelsen af vores håb. For håb har vi alle: Håb om en lys fremtid. Håb om livsmod og glæde. Håb om forsoning og fred.

Og derfor må svaret på spørgsmålet, om tro er forbeholdt præster, være et rungende NEJ! Tro er ikke forbeholdt specialister med en særlig uddannelse og indsigt. Tro er et grundlæggende vilkår ved menneskelivet. Tro er at møde andre med tillid til, at det, de siger, er sandt. Tro er vigtig for ethvert menneske, som søger hjælp i en situation, hvor man ikke magter tilværelsen selv. Tro er at lægge sin afmagt i Guds almagt — og få fuldmagt til livet.

Jeg deltog i fredags ved en reception i forbindelse med udgivelsen af en ny samling af salmer skrevet af Iben Krogsdal. "Fuldmagt" er titlen på denne nye samling af salmer fra Iben Krogsdals hånd. Vi sang også tre af de nye salmer i ved receptionen i Hjortshøj præstegård. Den første salme, vi sang, hedder "Igen har du gjort det".

Igen har du gjort det. Igen har du åbnet mit øje
jeg vågner i lyskatedraler der rummer mig nøje
igen har du aflyst min ligfærd på lukkede veje
med håb
og ladet en regnbue løfte dit barn over solen:
Din dåb

Jeg synes, dette vers passer så fint til denne søndags fortælling om den kongelige embedsmands søn. Den syge drengs mulige ligfærd blev aflyst, da Jesus udtalte sit "Gå hjem, din søn lever!" På vejen hjem mod Kapernaum blev den kongelige embedsmand nemlig mødt af sine tjenere, der løb ham i møde med det glædelige budskab: "Din søn er i live! I går ved den syvende time forlod feberen ham."

Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, hvor Jesus sagde: "Din søn lever!"

Og mon ikke den kongelig embedsmand den dag så regnbuen hvælve sig over Kapernaum som et guddommeligt tegn på, at Vorherre vil være med os med sit ord og sit lys?

I det sidste vers af Iben Krogsdals salme "Igen har du gjort det" forekommer udtrykket "Fuldmagt", som har givet navn til den nye samling af salmer:

så kommer du uset med lys gennem væggenes sprækker
og fører os ind på de evige marker og rækker
al død er forgæves. Forgæves! Den ved, det er ude
med den
dit lys er min fuldmagt i mørket. Dit lys skinner altid
igen

Guds Lys er vores fuldmagt i mørket. Tænk engang så stor en kraft i det udtryk. Guds Lys - det er Guds Ord — det er Vorherre Jesus Kristus. Han har givet os fuldmagt til at være — også dér hvor mørket lukker sig om os. For al død er forgæves. Den kan intet stille op mod ham, som er Livet selv.

Amen.

Del dette: