En vej eller anden


Netprædiken
Søndag, den 22. marts 2020

Midfaste søndag


Evangelium
Johs. kap. 6, v. 24-35

Læsesalmer
DDS 662 v. 1-3: Hvad kan os komme til for nød
DDS 24: En vej eller anden, vor Herre ved råd


Prædiken


Lige for tiden er der rigtig meget, der er blevet mere alvorligt, end det plejer at være. Der er så meget, vi ikke må. Der er så meget, vi ikke kan gøre. Der er så mange restriktioner og begrænsninger. De unge synes, det er rigtig hårdt, at de ikke kan ses med deres venner. Det betyder så meget for dem. Det giver jo energi, siger de.

Men på grund af Covid19 skal vi afholde os fra for meget samvær med andre. Det er svært. Vi er jo sociale væsener, der trives bedst, når vi har selskab. Nu kan vi hverken gå i teateret, i biografen, til koncert eller gå i kirke om søndagen. Vi må finde underholdning og åndelig føde derhjemme uden fællesskabet med de andre. Det er egentlig også derfor, jeg skriver denne prædiken og får den lagt på kirkens hjemmeside.

Vores tålmodighed bliver udfordret, når vi ikke rigtig kan gøre det, vi plejer og helst vil gøre. Tålmodighed er en umoderne dyd. Vi bliver rastløse, når det kræves, at vi bare skal vente tålmodigt på, at det skal blive bedre tider. Et gammelt ord for tålmodighed er langmodighed. Det betyder, at man strækker sit mod − eller sit sind − meget langt. Vi skal altså både tåle og vente.

Men det opleves som om, der er mange adgangsveje, der er blevet lukket. Helt konkret gælder det jo, at alle butikscentre, biografer, teatre, museer og koncertsale er lukkede. Alle uddannelsesinstitutioner har sendt deres elever og studerende hjem. Så må de finde ud af at læse, studere og løse deres opgaver derhjemmefra og uploade dem, så læreren kan se, at der sker noget.

Den epidemiske situation, som vi befinder os i lige for tiden, giver os et klart billede af, hvordan staten må træde til for beskytte befolkningen. Det gøres på to måder: Den første strategi for at inddæmme virus består i at vi skal undlade at røre ved hinanden, for ikke at sprede virus. Den anden strategi består i at isolere mennesker, så de har så lidt med hinanden at gøre. Og hvis vi bliver syge, er det helt nødvendigt, at vi isolerer os.

Vi er slet ikke vant til, at staten på den måde tager over og indskrænker vores bevægelsesfrihed og ret til at gøre, hvad vi har lyst til. Vi elsker jo at være frie til at gøre lige, hvad vi vil. Men den går altså ikke lige for tiden. Tænk bare på Dronning Margrethes ord til os i den ekstraordinære tale, majestæten holdt i tirsdags: Selvfølgelig er det skuffende og ærgerligt ikke at kunne mødes med sine venner, ikke mindst, når man er ung. Men I har jo både tiden for jer og andre måder at mødes på i denne digitale tidsalder. Min opfordring gælder naturligvis ikke kun de unge. Man kan stadig se grupper i alle aldre, som opholder sig for tæt sammen. Nogle holder endda stadig fester og runde fødselsdage. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst.

Der er ikke ret mange andre end Dronningen, der kan komme afsted med at irettesætte os på den måde: Det synes jeg ikke, man kan være bekendt! Det er vist kun stærke bedstemødre, der tager sådanne ord i deres mund. Men dronningen har jo ret. Det er ikke i orden, at man ikke vil tage myndighedernes råd og henstilling alvorligt: Vask hænder! Hold afstand! Undgå fysisk kontakt! Bliv hjemme!

Alt imens vi opholder os inden døre, kan vi følge med i, hvor mange tiltag der gøres rundt omkring i verden for at dæmme op for denne viruspandemi. Det er ikke underligt, at mennesker bliver usikre og frygtsomme.

Hvor skal vi vende os hen for at finde trøst? Hvordan skal vi komme videre? Hvilken vej fører til genoprettelsen af det frie og ubekymrede hverdagsliv, som vi længes efter? Mon Gud kender en vej ud af denne krisesituation?

En vej eller anden, vor Herre ved råd,
måske ikke min vej,
måske ikke din vej;
men dog ad sin egen, vor Herre ved råd.

(DDS 24, v. 1)

I evangeliet til Midfaste søndag hører vi Jesus tale om livets brød. Og hvad er så Livets brød? Det er brødet fra himlen. Måske nogle husker en bibelfortælling om det brød, der faldt ned fra himlen. Det var de hvide gryn, som israelitterne samlede sammen, dengang de vandrede rundt i ørkenen, efter at de endelig var sluppet ud af slaveriet i Egypten. Hver morgen, når de kom ud af deres telte, lå der et hvidt lag omkring deres lejr. Det samlede de sammen og brugte til bage brød af. Men de vidste ikke hvad det var for noget. Derfor kaldte de det for manna, som betyder ”Hvad er det?” på hebraisk.

Men nu taler Jesus til jøderne om en anden slags brød fra himlen. Han taler om sig selv. Han er det Livets brød, som de skal spise. Han er den guddommelige og åndelige virkelighed, der bryder ind i vores verden for at bringe nyt håb til mennesker. Men han ved også godt, at han selv skal betale prisen, for at mennesker kan leve ved det håb, han giver. Han ved, at der venter lidelse og død.

Der er altid en pris, der skal betales. Sådan var det også, da israelitterne blev reddet igennem Det Røde Hav, dengang Gud havde ramt Egypten med ti plager. Langt om længe gav Farao op og lod israelitterne rejse. Dér stod de nu ved havet, Guds udvalgte folk. Og de vidste ikke, hvad de skulle stille op. Katastrofen var overhængende, for Farao havde nemlig fortrudt, at han havde ladet folket gå. De egyptiske soldater var nu rykket frem og var truende nær. Skulle israelitterne nu slagtes af deres fjender?

Folket var i oprør: ”Vi vil hellere trælle for egypterne, end dø i ørkenen!” råbte de desperat. Men Moses sagde til dem: ”I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag.” Så holdt Gud egypterne tilbage med en skysøjle, så de ikke kunne nå frem til israelitterne med deres heste og stridsvogne. Da rakte Moses sin hånd ud over havet, og Gud blæste en vældig storm hen over havet og drev vandene tilbage, så israelitterne kunne gå over på den tørre havbund og komme over på den anden side. Og da de var kommet frelst over på den anden bred, rakte Moses igen sin hånd ud over havet, og vandene samledes igen, så alle fjenderne druknede.

Da sang Moses og Israelitterne en lovsang til Gud:

Jeg vil synge for Herren, for han er højt ophøjet,
heste og ryttere styrtede han i havet.
Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.
Han er min Gud, ham vil jeg prise.

Den dag, faren er drevet over, vil vi se, at der var en vej. Og den dag skal vi igen synge lovsange i alle landets kirker, og prise ham, der viser os vejen, og som giver os håb. Han vil altid være livets brød for os, for han vil ikke svigte dem, han elsker:

Så gå, hvor han kalder, og spar dig din gråd!
Hvor havet nu syder,
blir vej, når han byder,
og lovsangen lyder: vor Herre ved råd.

(DDS 24, v. 5)

Del dette: