Det blafrende lagen


Gudstjeneste i Lystrup og Elev Kirke

Søndag den 27. maj 2012

Prædiken til Pinsedag


290 I al sin glans nu stråler solen
282 Apostlene sad i Jerusalem
300 Kom sandheds Ånd og vidne giv
Prædiken
291 Du som går ud fra den levende Gud
Tre dåb
448 Fyldt af glæde over livets under
439 O, du Guds lam
723 Naturen holder pinsefest
725 Det dufter lysegrønt af græs


Prædiken


NU er det sommer — og pinse og solskinsvejr! Nu kan man igen lade sit vasketøj tørre ude i det fri. Skønt! Håndklæder, dynebetræk og et hvidt lagen, der hænger der og skinner i solen og blafrer, når vinden tager i det.

Det er ligesom om det bølger. Det kan være ret underholdende at kigge på. Sådan et rent og fint lagen, der blafrer i vinden, fortæller os, at der er noget på færde. Det kan vi jo iagttage. Vi kan se, at lagnet bevæger sig.

Men hvordan går det til? Jamen det er jo på grund af vinden. Nå ja! Men den kan vi jo ikke se. Nej, men den er der alligevel, selv om vi ikke kan se den. Ja, ja! Blæsten kan man ikke få at se, det der ikke noget at gøre ved.

Var det ikke sådan Poul Kjøller sang?

Men sådan er det også med pinsen. Der er noget på færde, noget luftigt og åndeligt — noget usynligt men virkeligt!

Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny.
Og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod. (DDS 290 vers 3)

Når Grundtvig digter om pinsen og ånden, inddrager han det kendte og hjemlige, fordi åndens virkelighed ikke er noget, der var engang, eller som er forbeholdt de særligt et fåtal.

Åndens virkelighed er nu, og den er for enhver, som vil åbne øjne og ører og hjerte for den. Når vinden får blade og grene til at vifte hjemligt eller får lagenet på tørresnoren til at bølge, så bliver det til billedtale om Guds Ånd i vores verden. Billeder på, at nu er der lukket op til Paradiset igen.

Og Guds Ånd blæser ind i vores verden, for at vi skal kende og tro på paradiset. Kraften fra det høje er kommet til os:

Da hørtes på Zion der sus og brus,
det bølgede som et lagen,
med kraft fra det høje det lave hus
opfyldtes på pinsedagen.
(DDS 282 vers 4)

Vi er kommet ti dage hen på den anden side af Kristi Himmelfart, hvor Jesus tog afsked med sine disciple. Men inden da havde han givet dem et løfte om, at han ville sende Guds Ånd til dem.

Pinsedag var disciplene samlet i et hus i Jerusalem. Der var fest i byen. En stor fest til minde om lovgivningen på Sinai bjerg, hvor Moses havde fået de ti bud af Gud Herren. Og pludselig mens disciplene sad dér i huset hørtes et kraftigt vindstød — en af den slags vindstød der kan få lagener til at bølge, ja, måske endda rykke lagnet ned fra snoren.

For når Guds Ånd kommer til mennesker, så sker der noget! Hele huset blev fyldt af Guds Ånd. Men ikke bare huset, nej, disciplene fyldtes af Ånden — og så gav de sig til at tale på mange forskellige sprog.

Folk troede de var fulde — og det var de jo sådan set også;— fulde af spiritus — ikke den flydende spiritus, men den usynlige spiritus, for spiritus betyder ånd. Og når man er inspireret, så har man ånden i sig, så kan man synge til Guds pris:

Istemmer over Herrens bord, nu menighedens fulde kor.
(DDS 290 vers 5)

Guds Ånd er måske nok synlig, men den er dog ikke mindre virkelig af den grund. Og Guds Ånd kalder ordene og glæden frem. Ja Guds Ånd manifesterer sig gennem ord. De ord, der skal siges, fordi de er så vigtige og så vidunderlige, at man bare ikke kan holde dem for sig selv.

Troen og glæden er ikke privat. Andre mennesker skal også høre og glæde sig over evangeliet, og det skal kunne høres på alle mulige sprog. Når sandheden skal frem, så skal munden på gled. Det var det, der skete pinsedag.

Disciplene talte på mange forskellige sprog. De fortalte om Guds underfulde gerninger — alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. De måtte fortælle om hans Søn Jesus Kristus. De måtte fortælle om troen på Guds kærlighed og frelsen ved syndernes forladelse. Så god en nyhed kunne de da ikke holde for sig selv.

Den måtte fortælles, og mennesker kom til tro på Kristus ved apostlenes vidnesbyrd, og lod sig døbe, og så var den første menighed født.

Derfor er pinsen kirkens fødselsdag. Og lige siden dengang er historien blevet fortalt igen og igen, så mennesker har taget Guds ord til hjerte og har ladet deres liv gennemlyse og forvandle af Ånden.

Lyder det måske lidt for frit i luften svævende? Jamen, så lad os gå til pinsen fra en anden vinkel.

I evangeliet til denne pinsedag taler Jesus om Helligånden, som Sandhedens Ånd, der skal være hos os til evig tid:

Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: Sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.

Guds Ånd er sandhedens Ånd, som er hos os og i os. Og sandheden er god at kende, det ved enhver. Nu kan vi imidlertid forstå sandhed på to forskellige måder: Sandhed kan forstås som afsløring af løgnen og det, som vi ikke vil være ved, fordi det er pinligt for os — alt det som vi helst ikke vil mindes om. Så går der dom over os, og det kan være nødvendigt.

Men sandhed kan også være beskrivelse af det egentlige — det ægte — det som er ud over, hvad man umiddelbart kan se og forstå, og som gør livet større.

Det kræver mod at kende og tale om begge former for sandhed — og begge dele er lige nødvendige. Er der noget, som er en ubehagelig sandhed, som man ved, man skal have talt med et andet menneske om, ja, så må man tage mod til sig, for at få det gjort.

Og hvis der er noget, som er stort og åndfuldt perspektivudvidende, ja så kan det blive så højtideligt at man viger tilbage for at bringe det på bane. Smalltalk og åndløs snik-snak om vind og vejr og vasketøj er ufarlig at forholde sig til. Men når det kommer til de ubehagelige erfaringer vi har gjort eller de dumheder vi har begået, så kræver det mod, for så må man jo være ved, at man har trådt ved siden af.

På samme måde hvis man vil ud over smalltalk stadiet og svare ærligt på spørgsmålet: Hvad er det egentlig at være et menneske?

Det er et stort og vigtigt spørgsmål, som man heldigvis ikke sådan kan gøre sig færdig med i et snuptag. Det spørgsmål kan ikke sættes på formel og besvares med et facit. Det spørgsmål må foldes ud i livet, hvis man vil nærme sig et ærligt svar. Og livet er båret af ånden. For mennesket har ånd i sig.

Livet er til i kraft af den luft vi indånder, og den kultveilte vi udånder, og som omdannes til ny ilt af planter og træer. Forunderligt, jovist! Og det gør vi hele tiden uden at tænke over det, ca. 20 gange i minuttet. Det bliver til ti en halv million vejrtrækninger i løbet af et år. Ånde ind — og ånde ud.

Sådan er det at være et menneske vi lever i et vekselvirkningsforhold med vores omgivelser — og med vore medmennesker og med Gud. Det er en udfordring, som vi må vove os frem for at gøre noget ved. For hvis vi trækker vi os tilbage i ensomhed og isolation, kvæles vi af kedsomhed, ligegyldighed og livslede.

Sådan skal det ikke være. Vi skal leve sammen. Det vil Gud, og det er der sandelig også nogle mennesker, der forventer af os. Mennesker som vi relaterer til, vekselvirker med, mennesker som vil os det godt, og som vi holder af, selv om de måske også nogle gange er lidt irriterende.

De er mennesker, som er ude på den gådefulde rejse gennem livet — ligesom os. Også i de store spørgsmål om livets oprindelse og mening må vi forholde os til en sandhed, der er større og mere gådefuld, end det som vi umiddelbart kan udlede af at sanse på den forunderlige natur. Vi må høre nogle ord, som sætter livet i perspektiv for os.

Her kommer Sandhedens Ånd os til hjælp og forvisser os om, at vi er Guds børn: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse. Jeg kommer til jer, siger Jesus. Han kommer til os — som Kærligheds og Sandheds Ånd kommer han og taler til os, når vi forsamles med tak og tro i hans kirke. Vi er ikke uden Gud — Vor Fader er med os — også i dag.

Elsker I mig, så hold mine bud.” Et bud om kærlighed til Gud, som gav os livet, og kærlighed til de andre mennesker, som han lod os leve sammen med. Det er godt. Det giver mening.

Den, der har mine bud og holder dem, han er den, er elsker mig. Sådan!

Du skal leve efter Jesu bud om kærlighed. For på den måde folder troen sig ud i dit liv. Så handler troen da ikke så meget om at have tro, som at være tro — tro i kærlighed.

Sådan er livet efter Guds vilje. Et liv i tro og kærlighed båret af Sandhedens Ånd.

Glædelig pinse!

Amen.


Kirkebøn


Vor kære Gud og Fader i himlen!
Vi takker dig for bedsteforældre og deres tålmodighed.
Vi takker dig fordi du holder ud med os mennesker.
Også når vi er uudholdelige …
Vi takker dig for børnebørn og deres fantasi og glæde.
Vi takker dig for din søn — vor Herre Jesus Kristus.
Tak fordi vi blev døbt, så vi kan høre sammen med ham.
Han har bragt frelsen ind i vores verden.
Han har fyldt tiden med din kærlighed og nåde.
Vi beder for vores familie og venner.
Vi beder for det nye år, som kommer til os.
Velsign hver ny dag, så vi altid kan kende dine tegn, og tage imod livet som en gave fra dig.
Vær med alle syge og ulykkelige mennesker.
Lys for dem, der går med tunge tanker og bærer sorg.
Vær med mennesker som lider og undertrykkes.
Hjælp os med at kæmpe mod uretfærdighed og had.
Giv verdens ledere visdom og forstand til at handle ret.
Vi takker dig for vort folk og fædreland,
for gode kår og tryghed i hverdagen.
Velsign din kirke med ånd og liv.
Lad ordet have frit løb iblandt os, for at dit rige med tro, håb og kærlighed må vokse og udbredes.
Velsign vor dronning og hele hendes hus.
Gud vi beder dig: Giv os fred og tålmodighed i troen på dig.
Giv os salighed og håb hos dig i de evige boliger.

Amen.

Del dette: