De lukkede døre


Refleksion i skyggen af covid-19

af sognpræst Hans Boas

17. maj 2020


Mange døre har været lukket i de sidste par måneder. Vi måtte ikke komme ind til hinanden. Vi skulle undgå kontakt og holde afstand. Folk har holdt sig for sig selv. Ingen håndtryk, ingen knus og ingen kys. To meter! Nå ja, nu er det så blevet til en meters afstand − bortset fra når vi synger, eller besøger vores gamle mor på plejehjemmet. Så skal der stadig være to meter. Vi er pludselig blevet så disciplinerede og ordentlige. Vi gør, som Mor Mette melder. Vi gør som Søren Sundhedsdirektør siger. Vi er ikke bare lovlydige borgere, men vi er blevet hensynsfulde, agtpågivende og køligt distancerende medmennesker. Og vi får ros af statsministeren. Hun synes, vi er rigtig dygtige.

Det, som i starten føltes meget ubehageligt, hvor mennesker, der passerede hinanden, trådte til side for ikke at komme for tæt de andre, kan måske vendes til noget næstekærligt. Det har forfatter og salmedigter Iben Krogsdal udtalt sig om. Hun kalder det for livsbuer − og det er jo et smukt ord − næsten ligesom regnbuer − et tegn på håb. Det var i et interview i Kristeligt Dagblad, Iben Krogsdal sagde: ”Hver eneste gang et menneske går til side for en anden, er der håb i verden. Det er selvfølgelig trist, at vi ikke kan røre ved hinanden. Men jeg synes også, det er smukt, at vi med kroppene tegner livsbuer omkring hinanden. Det er som om vi igen og igen siger: ”Jeg skal nok passe på dig.” Der ligger paradoksalt nok en ny opmærksomhed i ikke at måtte komme for tæt på nogen.”

I den kommende uge skal de lukkede kirkedøre åbnes langt om længe. Folkekirken fik lov til at åbne ugen efter Salling, Magasin og Storcenter Nord. Hurra for det! Dørene skal slås op på vid gab, så alle kan komme ind! Nå nej. Der var jeg vist lige lidt for hurtig. Døren bliver åbnet på klem, så nogle af os kan smutte ind − med passende afstand og afsprittede hænder, forstås. Der er jo kun et begrænset antal pladser i kirken. Vi skal sidde med god afstand, men hvis vi undlader at synge, kan der måske være plads til lidt flere.

Det er noget af det mærkeligste, jeg har været med til længe. Men sådan må det være. Jeg har lyst til at gøre oprør og skrige: Jeg giver pokker i alle anbefalinger og henstillinger! Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg standser mig selv, inden jeg når så langt ud. Vi skal forstå alvoren. Vi bliver nødt til at blive ved med at tegne livsbuer og gøre plads og tage hensyn og være tålmodige.

Men jeg ved, at der er mange, der længes efter at komme hen i deres kirke igen. De har det lidt ligesom sognepræst Lena Kjems skrev i en kronik forleden, hvor hun fortæller om sin egen kirkegang: ”Nu går jeg så omsider til gudstjeneste, ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg har det med kirkegang, som fru murermester Jessen i Matador har det med kage: Jeg trænger til det.” (Kristeligt Dagblad 11. maj.)

Der er mange, der er åndeligt trængende. For selv om der har været mulighed for at streame videogudstjenester fra de lokale kirker, så er det altså ikke det samme, som at være der selv. Vi savner at være fælles om tro og tvivl og taknemlighed. Vi har brug for noget åndeligt perspektiv. Vi har brug for en anden slags oplysning til borgerne end den, som gives af politikere og sundhedsmyndigheder. Livsoplysning kunne man godt kalde det.

Mens vi nu venter på, at vi igen kan komme i kirke, kan vi lige tage en lille bibelfortælling, der passer godt til en tid med et forsamlingsforbud på mere end ti personer. Det gælder jo faktisk frem til 8. juni, men så kan der forhåbentlig blive plads til flere − også når det gælder gudstjenester − ligesom i denne fortælling:

Det var påskedag om aftenen, den dag, hvor Jesus var opstået fra de døde. Og den aften var der præcis ti disciple forsamlet i et hus. De sad bag lukkede døre. Førhen havde de været tolv, men Judas, som havde forrådt sin herre med et kys, havde begået selvmord. Og Thomas havde åbenbart noget andet at tage sig til den aften.

Mens de ti mænd nu sidder der og spekulerer på, om der mon er håb om nyt liv og ny glæde, eller om alt bare er slut og forbi, kommer Jesus til dem gennem den lukkede dør, og de bliver helt vildt glade, da de ser ham. De havde jo selv været vidner til, hvordan han døde på korset om fredagen og var blevet lagt i graven. Men nu er han der – lyslevende står han midt iblandt dem. Og han hilser dem med ordene: ”Fred være med jer!” Han velsigner dem med Guds fred. De skal ikke være fortvivlede over, at de ikke kunne finde ham, for han har fundet dem! Han er hos dem. Derefter giver ham dem del i Guds Ånd ved at blæse sin livsånde ind i dem, så de bliver genskabt ved Helligånden. Og han sender dem ud i verden med ordet om syndernes forladelse. Og det er lige dér, håbet ligger gemt − i ordet om syndernes forladelse. Men Thomas kunne ikke tro, at det skulle være sandt. Han var den skeptiske og tvivlende. Han ville have beviser. Han ville røre ved Jesus’ hænder, lige dér hvor sømmene havde været banket ind.

Næste søndag var de forsamlede igen − og nu var de ikke ti, men elleve disciple, for Thomas var med. Og endnu engang kom Jesus til dem igen gennem den lukkede dør og hilste på dem med ordene: ”Fred være med jer!” Det må have været overvældende − men også godt. For sådan blev der holdt gudstjeneste for de elleve disciple, der igen fik mulighed for at være sammen med ham, som der var deres tro og håb − og som åbenbart var i stand til at gå igennem de lukkede døre.

Som du begyndte, vor frelser, bliv ved;
kom og til os gennem dørene lukte!
Bliv ved den skik, du indførte og brugte;
lov os din glæde og giv os din fred,
nådig indblæs os dit liv og din styrke.
(Salmebogen nr. 246, v. 5)

Del dette: