Bedsteforældre har fået tålmodighedens gave


Gudstjeneste i Elev og Lystrup

Søndag, den 30. december 2018

Julesøndag


109 I denne søde juletid
Læsning: Gal. 4,4-7
103 Barn Jesus i en krybbe lå
Evangelium Luk. 2,25-40
119 Julen har bragt velsignet bud (Elev)
131 Blåt vælded lys frem bag skyers skred (Lystrup)

Prædiken

106 Af højheden oprunden er
439 O, du Guds lam
105 Venner sagde Guds engle blidt
121 Dejlig er jorden (Elev)
132 Guds engle i flok! Synger lifligt i kor (Lystrup)


Prædiken


Himlens lys kom i dig til jord,
skinner til ny oplysning stor,
godt kan vi nu ved nattetid
kende som børn vor Fader blid.
O, Gud ske lov!

Bedsteforældre er noget af det bedste, man kan forestille sig — ja, de er virkelig "bedste forældre". Sådan tror jeg, mange af os har det, når vi tænker tilbage på vores bedsteforældre. Det var noget med forkælelse, det var noget med at have god tid. Bedsteforældre ejer tålmodighedens gave. Jeg mindes, at jeg spillede mølle og dam med bedstefar og skak med farfar, der var god til at løse kryds og tværs. Jeg husker, at bedstefar og jeg så cowboyfilm og Gøg og Gokke på tysk TV, og bedstefar grinede, så maven hoppede. Jeg husker de dejlige ture i skoven med farmor, hvor jeg lyttede til de mange fortællinger om familien. Jeg husker de hyggelige stunder i kolonihaven med bedstefar og alle de velsmagende ærter og de lækre jordbær, som vi skulle ordne, inden de kunne komme i fryseren. Og jeg husker, hvordan min mormor kom ind med vaffelis, og hvordan hun tilberedte god mad med kartofler og brun sovs.

Det er som om, bedsteforældre bare har meget mere tid end forældrene. De er også meget mere tålmodige med deres børnebørn. De er jo så dejligt fri for at skulle opdrage børnene, og de behøver ikke være optaget af hele tiden at skulle sætte grænser. Og når børnebørnene skal hjem, har de fri og kan slappe af.

Tålmodighedens gave — den har bedsteforældre. De tager sig tid. De har det fint med at vente. De er simpelthen bedre til at være til stede i nuet end de travle forældre.

Men bedsteforældre er også tættere på livets afslutning end forældrene. Måske har de forstået noget mere af, hvad der er sandt og vigtigt. De har nået eftertankens og besindighedens alder.

På denne næstsidste dag i 2018, hvor året går på hæld, hører vi to afgørende ting i kirken, som vi skal minde os selv om: Vi hører om de tålmodige gamle, der venter og holder ud. Og vi hører om tidens fylde. Lad os tage det sidste først:

Gud har fyldt tiden med noget, som er meget vigtigt, så vi ikke behøver at frygte afslutninger — men i stedet kan se frem til det, som skal komme, med håb og fortrøstning.

Paulus skriver: Da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår.

Vi behøver ikke frygte for, at tiden løber ud, eller for at livet går mod sin afslutning, for Gud har fyldt tiden med sin kærlighed og barmhjertighed. Han har vendt sit hjerte mod os. Og Gud har sendt sin søn, for at vi skulle få barnekår.

Hver sorgfuld sjæl bliv karsk og glad
ryst af din tunge smerte,
et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte.
Til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja! Halleluja! Barn Jesus.

Så enkelt og fyldt af glæde skriver H.C. Andersen, der om nogen kæmpede med dødsangst. Også han fik lov at opleve, at barnet i krybben skulle være kilden til den tro og overbevisning, at vi er Guds børn — og Guds børn skal finde trøst i sorgen og lys i mørket.

St.St. Blicher var også et menneske, der kæmpede med tanken om døden som den triste afslutning på livet. Efter en længere sygdomsperiode skrev han i 1837 sit præludium til digtsamlingen "Trækfuglene", der udkom året efter.

Digtet er kendt for ordene:
Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme,
thi også jeg er kun her på træk,
og haver andetsteds hjemme.

Det er som om, den vemodige tone i digtet slet ikke finder nogen forløsning hos digteren. Der er ingen nåde. Til gengæld er der mange ting, som han fortryder:
Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange;
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange.

Blicher sidder fast som en fugl i sit bur; han er en gældbunden fange, der bare venter på, at gitterværket vil briste, som han skriver i sidste vers, så han kan kvidre sit sidste farvel og dø. Blicher var en vemodig digter. Straks efter dette digt følger "Det er hvidt herude", hvor sidste strofe lyder:

Inderlig jeg længes efter vår,
men vinteren strenges,
atter vinden om i nord.
Kom sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord.

Måske vi finder lidt mere håb i dette digt med udtrykket: "Kom og løs den bundne jord". Blicher var et naturmenneske og en talentfuld digter, førend han var præst. Den sidste opgave havde han det lidt tungt med. Men digte, det kunne han.

I rækken af store danske digtere, der forholder sig til livets afslutning, indgår Benny Andersen, som døde i august i år.

I en bog med titlen Vi har sunget, vi har grædt, vi har grint, har Benny Andersen en dialog med sin gode ven og kompagnon Povl Dissing. Det sidste kapitel i bogen hedder "Svantes vise om alderdommen". Her snakker de to venner om, hvad der skal stå på deres gravsten. Povl Dissing overvejer "Pas på svingdørene" som en hilsen til sine efterlevende, men Benny Andersen siger: Jeg har i mange år frygtet, at der på min gravsten skulle stå den mest ligegyldige linje, jeg har skrevet: "Om lidt er kaffen klar". Det vil jeg gerne frabede mig, hvis jeg på nogen måde kan få det med i mit testamente. Benny Andersen fik nu slet ikke nogen gravsten; hans urne blev sat ned i fællesgraven på Sorgenfri kirkegård.

I samme kapitel citerer Benny Andersen et digt, som han skrev i 1974: "Livet er smalt og højt" — et digt der handler om det korte liv, som godt kan være et liv med fylde.

En tændstik blusser op i verdensrummet
Belyser kort et ansigt før den slukkes.
I mørket mødes hænder
berører kort hinanden før de stivner.
Ord sendes ud.
Nogle få når frem til et øre
huskes muligvis en tid.
Målt på langs er livet kort
men lodret målt uendeligt
en dirrende fiber i dødens muskel.
Kys med det samme
før kysset rammer et kranium.
Snart er du ingen
men du har læber
og tændstikker.

I digtet giver Benny Andersen udtryk for den idé, som udtrykkes med ordene: Carpe diem! Grib dagen! Det handler med andre ord om at leve nu og tage livet til sig, mens det er der, inden det bliver til intet. Det er nu, vi kan berøre hinanden, og det er nu, vi kan tænde lys i mørket. Vi har læber, og vi har tændstikker. Vi er så vant til at måle tiden i timer, uger, måneder og år, som noget der farer forbi os. Men livet er ikke bare langt og fladt. Nej, livet er smalt og højt. Det er i nuet, hver time og hver dag livet skal leves.

Det lyder jo så godt og rigtigt alt sammen. Men det, som mangler i Benny Andersens tilværelsesforståelse, hvor livet slutter som aske og støv, det er, hvad vi kalder for det kristne evighedshåb. Og det er netop evighedshåbet, der taler så stærkt til os med den gamle Simeons ord:

Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred, for min øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk.
Simeon og Anna havde ventet tålmodigt i mange år i tillid til, at de skulle få lov at se Messias, for hos ham at finde trøst og frelse. Og nu gik deres største ønske i opfyldelse. De fik lov at se Guds Søn i Jerusalems tempel. I det lille barn så de den frelse, som skulle bringe håb, og det lys, der skulle betvinge mørkets magter tilbage.

Barnet repræsenterer fremtiden. Håbet om det, der skal komme. De gamle ved godt, at tiden rinder ud — at livet i denne verden ikke varer evigt. Men de gamle ved også, at nåden skænkes ufortjent gennem det lille barn, der bringer håb til mennesker. Og vi trænger virkelig til at høre, at det barn, som er Guds Søn, skal bringe både trøst og fred til mennesker.

Vist mødte han modstand. Han var, som Simeon siger "et tegn, som skal modsiges". Og modsagt det blev han. Men han blev ved med at elske. Jesus fik selv kærligheden at føle på korset. For verden var ikke klar til at tage imod ham. Men nu kan vi høre og tage imod hans ord og tale til andre om troen, håbet og kærligheden.

Amen.


Kirkebøn


Vor kære Gud og Fader i himlen!
Vi takker dig for bedsteforældre og deres tålmodighed.
Vi takker dig fordi du holder ud med os mennesker.
Også når vi er uudholdelige …
Vi takker dig for børnebørn og deres fantasi og glæde.
Vi takker dig for din søn — vor Herre Jesus Kristus.
Tak fordi vi blev døbt, så vi kan høre sammen med ham.
Han har bragt frelsen ind i vores verden.
Han har fyldt tiden med din kærlighed og nåde.
Vi beder for vores familie og venner.
Vi beder for det nye år, som kommer til os.
Velsign hver ny dag, så vi altid kan kende dine tegn, og tage imod livet som en gave fra dig.
Vær med alle syge og ulykkelige mennesker.
Lys for dem, der går med tunge tanker og bærer sorg.
Vær med mennesker som lider og undertrykkes.
Hjælp os med at kæmpe mod uretfærdighed og had.
Giv verdens ledere visdom og forstand til at handle ret.
Vi takker dig for vort folk og fædreland,
for gode kår og tryghed i hverdagen.
Velsign din kirke med ånd og liv.
Lad ordet have frit løb iblandt os, for at dit rige med tro, håb og kærlighed må vokse og udbredes.
Velsign vor dronning og hele hendes hus.
Gud vi beder dig: Giv os fred og tålmodighed i troen på dig.
Giv os salighed og håb hos dig i de evige boliger.

Amen.

Del dette: