At tage glæden på forskud


Gudstjeneste i Lystrup Kirke

25. marts 2012

Mariæ bebudelsesdag


Læsninger 1. kor. 1,21-31 og Luk. 1,46-55
Salmer 1, 201, 71 / 73, 439, 5, 441

Salme før dåben: 447 "Herren rækker ud sin arm"
efter dåben synger koret en motet over "Sov sødt barnlille"


Prædiken


Af og til sker det, at man bliver advaret imod at tage glæden på forskud. Man skal ikke glæde sig for tidligt, siger de skeptiske. Tænk hvis man blev skuffet! Men hvis man tager glæden på forskud, så betyder det jo bare, at man har en masse positive forventninger til det, som skal komme. Så lever man med håb til det, som venter. Og hvorfor ikke bare springe ud af sengen og glæde sig til alt muligt godt, som den nye dag vil bringe?

Jamen, jamen, jamen, vi har jo også alle gjort erfaringer med, at man mødte glad og forventningsfuld op til noget, man skulle deltage i — og så blev man grusomt skuffet.

Måske blev man svigtet eller mødte så megen modstand og kritik, at man følte det som om, glæden susede ud af den store glade ballon. Måske oplevede man rent ud sagt, at livsmodet og livsglæden blev blæst væk på et øjeblik.

Hvad gør vi så ved det? Jamen så må vi gøre som Maria, der sang af glæde, så må vi alligevel og på trods igen den næste dag stå op med en glad forventning om det forunderlige liv, som den nye dag vil bringe.

Vi må synge dagens pris. "Forskudsglæden" kan sagtens finde sit udtryk i sang. På den måde lader man sin tillid til livet løfte sig mod himlen, og så bliver den glade forventning til tro.

Bibelen er fuld af mennesker, der synger. Miriam sang, da Israelitterne var kommet frelst igennem havet, Hannah sang, da hun havde overdraget sin søn Samuel til præsten Eli i templet i Shilo, David skrev salmer og sang til Herrens pris, og David sang, da Gud havde reddet ham fra Sauls ondskab. Zakarias sang, da han stod med sin lille søn Johannes i sine arme. Simeon sang, da han fik det lille barn Jesus i sin favn. Englene sang i den nat, Vorherre blev født.

Desuden har Bibelens tekster inspireret utallige komponister og digtere til at skrive vidunderlige sange og salmer, som vi lytter til og glædes — eller selv sygner med på. Derfor er vores gudstjeneste så fuld af sang. Der er grund til at synge, for så kan vi bedre tage glæden på forskud og gøre det med et fælles åndedræt.

Med sangen giver vi Gud vores svar på hans tiltale. Sangen virker forløsende og kalder erindringer frem i krop og sjæl. Sådan lader vi vores positive forventning og tillid finde udtryk. Og vi har al mulig god grund til at synge, synge som en menighed, synge til Guds pris.

For Gud er den, du venter dig alt godt af, sagde Martin Luther. I forklaringen til det første af de ti bud, skriver Luther i Den store Katekismus:

Man skal sætte sin lid til Gud alene og håbe og vente sig alt godt af ham som den, der giver os legeme, liv, mad, drikke, beskæftigelse og sundhed, beskyttelse, fred og alt, hvad vi trænger til af timelige og evige goder. Han bevarer os mod ulykke og redder og hjælper os, når noget ondt sker os. Kort sagt, Gud er alene den, fra hvem man modtager alt godt og fries fra al ulykke.

Derfor, mener jeg også, vi her nordpå fra gammel tid netop kalder Gud med et navn, der er smukkere og bedre end noget andet. Vores ord "gud" kommer nemlig af det lille ord "god", fordi han er en evig kilde, der strømmer over med lutter godhed, og fra hvem alt, som er og kaldes godt, har sit udspring.

En sådan glad tro og forventning til den gode Gud havde Maria også.

Som troens vordende moder synger hun af glæde om det, som Gud har gjort for hende. Med sin sang giver hun udtryk for det håb, som alle må have til Gud. Guds engel havde besøgt hende. Guds Ånd havde strålet over hende. Hun var gravid og skulle føde Guds egen søn. Hun havde mærket på sin egen krop, at Gud var med hende. Og glad var hun, så glad at hun måtte synge. Lovsynge Gud, fordi han er barmhjertig:

Han har set til sin ringe tjenerinde, for herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den mægtige har gjort store ting imod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham varer i slægt efter slægt.

Maria venter med utålmodig længsel på at se Guds løfter opfyldt. Og sådan som hun er fremstillet med en evne til at tage glæden på forskud, kan vi se Maria som et forbillede for troen, og synge til hendes pris — også i en luthersk kirke.

Men især vil vi da synge sammen med Maria.

Jamen er kristendommen da bare sådan en "feel-good-ih hvor-er-jeg-glad-i-da" religion?

Nej, det ville da være en forenklet og uærlig gengivelse af den kristne tro. Maria var ikke kun den lykkelige moder, som sang til Guds pris og gemte på glade minder. Hun stod også under korset som den ulykkelige og medlidende mor, der så sin søn dø.

Kristendommen er ikke kun feel-good. Den er også fyldt med kontraster, fyldt med smerte og sorg. Kristendommen rummer modsætningsforhold med håbet som fortegn, for der skal vendes op og ned alting:

Den ringe skal ophøjes og de mægtige skal styrtes fra tronen. Guds højagter det, som er ringe, mens han ringeagter verdens glimmer og voldelige magtdemonstrationer. Guds retfærdighed er anderledes end menneskers forestillinger. Denne omvendte orden i Guds rige kan også tolkes i lyset af det, som Paulus kalder "korsets gåde".

Gud vil frelse menneskene ved prædikenens dårskab, og det sker, når ordet om den korsfæstede holdes frem som en Guds kraft for menigheden. Da Jesus døde på korset, var ydmygelsen og fornedrelsen i virkeligheden en ophøjelse til herlighed. Hans død og opstandelse skulle blive til frelse for mennesker.

Og vist er det en forargelse for mange, at en mand, der bliver hånet og pint, og som lider en smertefuld død efter grusom tortur, skulle være Guds Søn. Men for den som tror, er Kristus Guds kraft og Guds visdom.

For Guds dårskab er visere end mennesker og Guds svaghed er stærkere end mennesker, skriver Paulus. Det, som ikke ser ud af ret meget, ja det, som er usselt og ikke til at holde ud at kigge på, det holder Gud frem til frelse for os. Her er Herrens lidende tjener.

Og det, som andre ikke regner for noget, har Gud udvalgt til at vise mennesker, hvad den sande kærlighed er.

Den, som er lille og svag, har brug for omsorg; den, som er sulten, har brug for brød; den, som er fattig og ussel, har brug for tøj og husly; den, som er ulykkelig, har brug for trøst. Denne verdens svage og udstødte, syge og lidende og ulykkelige kalder på vores kærlighed og omsorg.

For kærligheden er den stærkeste magt i verden, selv om den syner af så lidt. Guds medlidende kærlighed kalder vores kærlighed frem og taler myndigt til vores vilje til at tjene hinanden. Sådan udfolder Gud sin retfærdighed iblandt os i dag.

Marias sang lærer os noget om, at Gud er den, der har magt til at vende op og ned på alting. De store har han ydmyget — de stærke har han stødt fra tronen. Han har løftet de små op i højhed, han har mættet de sultne og sendt de rige tomhændede bort.

Man kan ikke undgå at høre den politiske indignation over ondskab og undertrykkelse i de ord. For det ligger så dybt i os, at vi føler, det er uretfærdigt, når de rige og stærke bruger deres magt til at undertrykke de små.

Hvorfor skal der findes så megen uretfærdighed og nød i verden? Hvorfor er der herskere, som er parat til at undertrykke og skyde løs på deres eget folk for at bevare magt og kontrol?

Og hvad skal vi så få ud af Marias sang, når vi må konstatere, at undertrykkelse og had, terror, voldelige konfrontationer og krig stadig findes, selv om det er imod Guds vilje, at mennesker skal lide på den måde?

Mon ikke vi ligesom Maria stædigt skal fastholde den tro, at Gud vil vende det, som er ondt til noget godt. Og mon ikke vi sammen med Maria skulle kunne tillade os at tage glæden på forskud — og leve nu i glad forventning til, at Guds kærlighed skal sejre over kulde og ligegyldighed, og Guds kraft skal overvinde ondskab og død?

Jovist! Sådan er vores forskudsglæde. Derfor kan vi stadig synge med Maria til Guds pris. Og den lovsang skal aldrig forstumme!

Amen.

Del dette: