5. klasse i Elev Sognehus


5.e fra Elev skole er startet i skole igen efter at have gået hjemme i ca. en måned.

Selv om de er glade for at komme i skole igen, er der meget, som er anderledes, blandt andet har deres klasselokale siden fredag den 17. april været Elev Sognehus.

Børnene, som er i skole hver dag fra kl. 8.00 til 12.00, skal vaske rigtig meget hænder og tage hensyn til, at de skal være 2 meter fra hinanden.

I frikvartererne er de i grupper af fire til fem personer, som gerne må være lidt tættere, men de behøver ikke altid at være sammen med deres gruppe.


Elevernes små beretninger


Emilie Hviid Thuesen
Det er fedt at være i skole igen. Men mega ærgerligt, at man ikke må gi en krammer eller en high five. Vi går også kun i skole i 4 timer. Men det er fedt vi kan være sammen igen - selvfølgelig med afstand. Vores dag består af dansk og matematik.
Vi vasker hænder, når vi kommer fra morgenløb, efter vi har været til frikvarter og inden vi spiser. Vi har nu fået lov til at spille rundbold − selvfølgelig med afstand.
Det er mærkeligt vi sidder så langt vægt fra hinanden.
Og det er fedt, vi fik lov til at låne Sognehuset.

Sofia Seidelin Hune
Fredag den 17. april startede min klasse 5.e i skole igen i Sognehuset. Der er mange nye regler som vi skal vænne os til fx. holde afstand, vaske hænder meget mere, forskellige indgange osv.
Det har selvfølgelig været mærkelig, men jeg vænnet mig til det og kan næsten ikke forestille mig det anderledes mere. Jeg kommer også på en måde til at savne det sådan her, når vi kommer rigtig i skole igen, fordi at Sognehuset er et mega hyggeligt sted at være, og jeg ville ønske vi altid kunne være her og have skole.
Vores skoledage er også meget ens, mest fordi vi kun har dansk og engelsk, men vi kommer også på tur sådan en gang om ugen, og der har vi også nogle andre fag som fx. billedkunst, historie, idræt og kristendom. Vi har også lavet opgaver sammen med vores parallelklasse over google meet.

Karoline Eskesen Morris
Den 17. april startede 5.e fra Elev skole i skole igen efter at være hjemme i næsten 5 uger pga. Covid19. Der er rigtig mange ting, der er anderledes. Man skal gå ind af forskellige døre og vaske meget hænder. De er kun i skole til kl.12 og skal være ude det meste af dagen.
Elev skole er den mindste skole i Aarhus kommune, den går kun op til 5 kl. så det kniber med pladsen. De har delt det op sådan, at nogen er i skoven og nogle er på skolen og så er 5. kl i Sognehuset.
Man er blevet delt op i forskellige legegrupper, som man må være lidt tættere sammen med. I timerne laver vi ting fra at skrive billedromaner og lave fremlæggelse til at lave matematik både indendørs og udendørs. Det er både anderledes, svært og spændende, det kan godt være svært, at man ikke må kramme sine venner og lige gi en high five.
Jeg synes det er dejligt, at vi er kommet tilbage i skole og jeg kan bedre lide at være i skole sammen med mine venner end at være hjemme.

Hannah Rosing
Det er meget anderledes at gå i skole i de her tider. Der er mange regler man skal forholde sig til, og det kan godt være lidt svært nogle gange. Vi skal holde afstand, og vi må ikke give hinanden krammere. Vi skal vaske hænder ofte og må ikke røre ved ting. Det kan godt være hårdt for hænderne, de bliver tørre og sprækker. Vi har fået lov til at låne sognehusets lokale, så vi kan holde afstand. Vi sidder med to meters mellemrum og arbejder. Det er lidt svært at snakke og lege med hinanden, når man skal holde afstand, men heldigvis er vi blevet inddelt i grupper, som vi må være lidt tættere på.

Filuca Bang Vandborg
Vi er startet i skole igen, og der er kommet en hel masse nye regler bla. frikvarters grupper, hvor vi kun må være tæt på dem, vi er i gruppe med og lange borde med 2 meters afstand. Jeg må indrømme at imens jeg sad derhjemme, savnede jeg skolen − men alligevel ikke fordi at man havde lidt mere frihed derhjemme.
Men på den anden side får jeg lavet noget meget bedre skolearbejde, og jeg kan være sammen med mine venner. Vi går kun i skole til kl 12:00, for det er jo kun en lille nødskole men får alligevel nået en hel masse. Vi møder ind kl 8:00, og så deler vi os op til 4 forskellige døre. Og så starter vi dagen med at løbe en morgentur.
Vi vasker hænder 3 gange om dagen, så vi har selvfølgelig en lang kø med 2 m afstand imellem hver person. Vi er jo den mindste skole i Aarhus kommune med kun 5 klasser, det vil jo sige at hele skolen er åben igen, så vi har meget begrænset på plads. Men alt i alt hygger vi os meget og har det sjovt i frikvartererne, hvor vi stadigvæk kan lege og holde afstand på en gang.

Amalie Mosgaard Litrup
D.17.apr. 2020 kom vi tilbage i skolen, men det var ret anderledes. Vi skulle ikke møde på skolen men i Sognehuset, og vi skulle ind af forskellige døre.
Vi skulle jo selvfølgelig også holde afstand på grund af Corona/Covid-19, men det afholdt ikke os fra at have det sjovt. Vi skal vaske hænder 4 gange om dagen, når vi kommer ind fra morgenløb, når vi kommer ind fra frikvarter, når vi skal spise og når vi har spist.
Vi har kun skole i 4 timer fra kl 08.00 - kl 12.00.
Det er sjovt at gå i skole i Sognehuset, men det er lidt kedeligt i frikvartererne, fordi vi ikke må det samme som vi måtte før, men vi må spille bold fx rundbold, stikbold og fodbold.

Amalie Østergaard Sørensen
Fredag den 17. april startede 5.E på Elev skole. Efter 4 uger og 5 dage. Det har været mega dejligt at komme tilbage og få en ordentlig undervisning i stedet for derhjemme, hvor der ikke er altid er hjælp. Men når det er sagt, så er vi jo ikke kommet tilbage til en normal hverdag. 5.E har fået mange regler, som de skal holde. Fx hold 2 meters afstand, ikke kramme og vask hænder når man kommer, når man har været ude og morgen løbe og ude i frikvarter.
Det har også gjort, at de har fået meget tørre hænder. Dog har Elev skole købt noget håndcreme, som bare ikke er kommet, så de har en lille tube håndcreme.
5.E er lige begyndt at spille rundbold igen og det er de meget glade for, fordi de elsker at spille og lege sammen. Men der er jo en udfordring i det, fordi at Elev skole er Aarhus mindste skole, som kun går op til 5. klasse. Så de har fået dynkok hytten og Lisbjerghytten og Sognehuset. 5.E har været så heldige og har fået lov til at låne Elev Sognehus.
5.E har jo fået Sognehuset, som er et meget stort lokale, og de skal jo holde 2 meter, så de sidder på langs af bordet men på hver deres side af bordet.

Esben Røjmer Søndergaard
Det er lidt kedeligt at gå i skole her i den her tid, fordi vi ikke har helt så mange fag. Det er også lidt underligt, fordi skoledagen er så kort, og vi skal hele tiden vaske vores hænder.
Det er også mærkeligt, når vi er indenfor, for vi sidder med 2 meters afstand mellem os alle, og vi må ikke rejse os og gå rundt omkring. Vi skal også så meget som muligt holde afstand, selvom vi ikke er indenfor. Men man må gerne være lidt tættere på dem, man er i gruppe med. Vi må heller ikke låne noget af hinanden. I frikvartererne er det også anderledes, for der er vi i forskellige grupper, og det er dem, man er i gruppe med, man kan være sammen med og arbejde sammen med.
Men vi er heldige, at vi har fået Sognehuset som vores klasselokale, og det er godt, for det er rigtig stort, og vi kan alle sammen være der, så vi blev ikke nødt til at splitte klassen op i 2 hold.
Det er rart at være i skole igen, selvom det er på denne her måde. Det er meget bedre end det der hjemmeskole noget, for det var rigtig kedeligt, og der kunne man ikke være sammen med vennerne i skoletiden, så det er rart, at vi kan have skole selvom det er på denne her måde. Men jeg glæder mig nu også til, at det er overstået, og vi kan komme tilbage til den normale hverdag. Men det er også lidt rart at skoledagen er lidt kortere end normalt. Så har man længere tid til at være sammen med familien, eller til at spille… eller gøre lige hvad man har lyst til!

Fotos: Anne Kristine Vægter

Del dette: