Konfirmandvelkomst


Hvert år har vi konfirmandvelkomst i kirken,
når et nyt hold konfirmander starter.

I år blev de unge bl.a. budt velkommen med en særlig 'Poetry Slam'
skrevet og fremført af Christine Fast Lisby
over søndagens tekst om "Farisæeren og tolderen".


Godt det ikke er mig!
hvis jeg havde en tusch, havde jeg trukket en stor, fed, streg
mellem os, for jeg vil ikke sammenlignes med dig
og dine syndige fejl ... nej,
jeg får gode karakterer skolen,
jeg kan finde ud af at sidde stille på stolen,
og jeg besøger min morfar tre gange hver måned
jeg afleverer alle de biblioteksbøger tilbage jeg låned'
Godt nok døde jeg ikke på korset som Guds søn,
men jeg husker altid at be' min aftenbøn
Jeg har aldrig nogensinde overtrådt loven
og jeg kan love dig for, at jeg ikke er doven,
og min far, han betaler topskat,
vi rydder altid sne uden for fortovet, når vejen er glat
og så har vi et sponsorbarn, så vi støtter de fattige
ja bliver helt sikkert lukket ind i Guds himmerige!

Kender du lignelsen om ham tolderen og den der farisæer?
Du ved, farisæeren, der bare er ude på at blære
foran Gud og man får næsten lyst til at krumme tæer
fordi han håner, hoverer og er helt igennem ærekær.
Det er budskabet om,
at al ens snak er tom,
hvis man føler at man er bedre end den anden,
hvis man mellem mennesker skiller vande'
og gør sig til dommer over retfærdighed
over for mennesker, om hvis historie man ikke en skid ved.

Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal vi ophøje ...
ellers er det som et komme en kamel gennem et nåleøje
hvis vi vil lukkes ind i Guds rige,
Her er det vist Janteloven, der bliver anvendelig.
Men, Gud, betyder det så bare, at vi alle sammen skal synde?
Er det ikke et lidt dumt sted at begynde?
så bliver vi en syndende omgang sild i en tønde
blottet for godhed, blottet for alt det skønne ...

Det står i de hellige skrifter
at det ikke handler om vores bedrifter,
men vi har lagt bogen på øverste hylde
og hylder nu den mousserende følelse af mig-mig-mig-massefylde.

For i det samfund, vi lever i dag,
skal Gud og hver mand se os plante vores flag
i erobringer af fester, faste, fortjenester inde for vores fag
og vi flagrer med det på Instagram af samme årsag.
Vær noget, vi skal bevise vores værd
ikke anderledes end den højhellige farisæer,
men Jesus siger noget andet om værdighed
at det er ham, der slipper kontrollen, der fortjener retfærdighed.

Jeg er ret færdig med al den retfærdighedssnak,
når man tænker på farisæeren og alle de tænder det trak
ud
ikke at blive tilgodeset af Gud,
for hvis handlinger taler højere end ord,
så står jeg her foran Fader Vor uden nogen kære mor
og skal bevise at jeg tror,
uden at lade mit ego vokse sig for stor.
Men det er svært ikke at være fro over skaden,
når man går forbi en trævlet tigger på gaden
"Godt jeg ikke er som ham,"
Der ligger og tigger og er kold, kruset og klam
Så vi klamrer os til vores
dagmarkors
vores lykkesmykke smed, har smedet bedre end hans
og det berettiger min retfærdighedssans.

Biblens budskab beskriver noget banalt,
men ærlig talt,
man kan aldrig gå helt galt
i byen,
hvis man skæver op til ham manden i skyen
og ser på verden med et tilgivende syn
frem for løftede pegefingre og hævede øjenbryn

det giver stof til eftertanke
at enhver bliver lukket ind, hvis bare man tør banke

at det handler om at forstå
at vi alle sammen er lige små;
tolder, farisæer
hjemløs, elitær
Det handler om Kærlighed med stort K

Så hvem vil du helst være?
En forkælet farisæer
eller en taber-tolder?
Er det ikke bare to roller
i vores eget krybbespil?
hvor vi kan klæde os ud som vi vil,
se os lige — hvem er vi?
Kun den ydmyge er retfærdig.

Og det er jo noget, der letter på skammen,
at Gud lukker os alle synder og- sammen
ind i varmen
Og jeg kan ikke dy mig for lige at danne rammen
og slutte digtet af med et Amen

© Christine Fast Lisby
Poetry Slammer, Lystrup

Konfirmationer 2020

Lystrup Kirke
7.a: Fredag, den 8. maj
7.b: Søndag, den 10. maj 
7.c: Lørdag, den 9. maj
7.d: Lørdag, den 2. maj


Elev Kirke
Lørdag, den 2. maj
Søndag, den 3. maj


_______________

Christine Fast Lisby
Poetry Slammer