Lystrup & Elev kirker

Åben-by-festival

20. til 21. september


Forestil dig et par dage, hvor din by summer af liv. Hvor alle kommer ud af husene, mødes på kryds og tværs, opdager nye sider af hinanden, spiser, leger, synger, lytter, lærer, griner, optræder, udfordres og opdager hvor meget vi egentlig kan, når vi står sammen og vil noget sammen.

Lyder det godt? Så er det heldigt at det kommer til at ske fredag-lørdag den 20. til 21. september, hvor gode kræfter er gået sammen om at stable en Åben-By-Festival sammen i Elev og Nye.

Baggrunden er et ønske om at udvikle et fælles lokalområde for alle. Vi er optaget af, at lokalområdet bliver velfungerende, kreativt og med levende fællesskaber, og det tager vi hul på med Åben-By-festivalen.

Vil du/I være med?
Der er allerede et par arrangementer i støbeskeen. Skolen og Krokodillehaven arbejder på et åbningsevent fredag eftermiddag, Borgerforeningen er ved at arrangere loppemarked, fællesspisning, fodboldturnering og oldboys-opvisning. Kirken har engageret Mathilde Falch til ”fortællekoncert” lørdag aften og inviterer til at prøve orgelet. Meget mere er på vej — ølsmagning, ponyridning, kursus i maleri, fælles morgenmad, lær at gå på line, klap en gris … kun fantasien sætter grænser.

Er du del af en forening, en gruppe eller en virksomhed, som har noget at byde ind med et sted i byen — eller kan du noget, som du gerne vil vise, brænder du for noget, som du gerne vil fortælle om — så kom ud af busken og meld dig på banen. ALLE kan være med, og ALLE ideer er velkomne. Intet er for stort – intet er for småt. Du kan enten selv oprette dit bidrag på  www.facebook.com/aabenbyfestival, som løbende vil blive opdateret, eller du kan rette henvendelse til sognepræst Lene Dahl-Hansen, led(at)km.dk, 2960 3460, som vil sørge for, at din idé bliver en del af det samlede program.

Glæd dig — det bliver et par dage fulde af liv og fællesskab.

Det sker i Elev


Download plakat

Del dette: