Lystrup & Elev kirker

 

Gudstjeneste i Lystrup Kirke

Langfredag, den 14. april 2017

Prædiken til Langfredag


Liturgi for Langfredags gudstjeneste
14. april 2017 i Lystrup Kirke

(Menigheden bliver siddende under læsningerne)

Præludium O Lamm Gottes, unschuldig

193 O hoved højt forhånet

Læsning fra GT: Esajas 52,13-53,12 — Herrens lidende tjener

203 O, du Guds lam uskyldig

Læsning: Markus 15,1-20 — Domfældelse hos Pilatus og tornekroning

200 Jesus er mit liv i live

Læsning: Markus 15,21-39 — Korsfæstelse og død

197 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig

Prædiken

Bøn (Holger Lissner side 70)

Motet: Langfredag (Fjernt fra Palmesøndag)
Tekst: Esther Traneberg, musik: Erik Sommer

Ny salme fra Iben Krogsdal:
Når den jeg har elsket er borte +
Når stemmer og fugle forsvinder (fra Fuldmagt) — SANGARK

Udgangslæsning: Markus 15,40-47 — Kvinderne og gravlæggelsen

Fadervor og velsignelsen

216 Der venter bag Langfredags nat

Postludium: O Mensch, bewein’ dein Sünde gross

__________________

Prædiken

Da jeg var dreng, tænkte jeg som en dreng
Jeg blev en mand, og drengen forsvandt.
Nu er jeg et ansigt i ruden.
Hver profeti, hvert geni, det er ingenting.
Tålmodighed.
Kærligheden er stor, ikke stolt,
et ansigt i ruden.
Hvor vi går hen er ingenting uden kærlighed.
Da jeg var dreng — nu ved jeg lidt,
om lidt ved jeg lidt mere.
Et ansigt i ruden.

Den danske sanger Jonas Breum har hentet inspiration til en sang med titlen ”Ansigt i ruden” ved at læse breve og dagbøger fra dødsdømte fanger i fængslet Texas Department of Justice. Her sad manden bag ruden. En mand, som vidste at han skulle dø. Han var dømt for i 1986 at have mishandlet to teenagepiger til døde. Som barn havde han selv været udsat for seksuelle overgreb. På dødsgangen sad han nu, manden med journalnummer 885, helt uden håb for den sidste ventetid — og livet efter døden havde han ingen tiltro til. Han vidste bare, at helvede på jorden — det var lige her. I fængslet kunne man ikke gøre andet end at eksplodere, og det gjorde indsatte med jævne mellemrum. Og så gjaldt det altid om at være den, der slog først.

Manden med journalnummer 885 havde i den første tid i fængslet reduceret sig selv til et voldeligt dyr. Men så kom der et brev fra en kvinde, der gerne ville være hans penneven. Først var han ligeglad, men efterhånden kom kvindens breve til at forandre ham.

Hun viste ham sider af ham selv, som han aldrig havde kendt til eller interesseret sig for. Han begyndte at læse. Først hendes breve, så læste han Dostojevskij og Bibelen. Han fortrød, hvad han havde gjort. Han skrev til pigernes familier og angrede. Den ene af ofrenes mødre tilgav ham.

Så kom dagen, hvor han skulle henrettes. Ofrenes familier var med — de sad bag en glasrude i den ene side, mens den rest af familie, han selv havde tilbage, sad bag en rude i den anden side af lokalet. Den dødsdømte fik en mikrofon, mens han sad der i det rum, hvor han skulle have sin dødbringende gift. Men der var ingen bitterhed eller vrede tilbage i ham. Han gav sig til at læse op fra sin bibel. Det var det kapitel i 1. korinterbrev, hvor Paulus skriver så stærkt og smukt om kærligheden:

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Derefter nikkede han tavst til betjenten, som åbnede for giften, der allerede var gjort klar i et drop. Efter få sekunder blev han kvalt af giften, den dødsdømte med journalnummer 885. (Jonas Breum: ”Alting er ingenting uden kærlighed” — artikel i Kristeligt Dagblad den 23. januar 2017.)

Der er noget gådefuldt over døden — noget vi ikke kan trænge ind i og få besked om. Der er også noget gådefuldt ved livet. Men det er noget, vi kan blive klogere på. Hvis altså vi tør gå ind i det og tro på kærligheden. Og med troen på kærligheden følger også troen på tilgivelsens mulighed.

Når vi kigger ind i det gådefulde spejl, vil der altid være noget, vi ikke kan komme til rette med. Så er vi som den dødsdømte i fængslet — et ansigt i ruden. Men vi må stole på, at vi har Guds kærlighed og tilgivelse — på trods af vores ondskab, på trods af lidelsen vi ser og hører om — og som vi kender fra vores egen historie. På trods af vore fejl og svigt.

Jonas Breum havde en særlig baggrund for at tale om lidelsen. Da han var 13 år gammel mistede han sin mor, som døde af kræft. Om den svære oplevelse af at miste så alt for tidligt, siger han:

Min mors død har på mange måder formet min livsrejse. Ligesom manden fra ”Ansigt i ruden” ville være blevet en anden, hvis han havde haft en bedre barndom, ville jeg også være blevet en anden, hvis min mor ikke var død. Og jeg tænker sommetider på, hvordan mit liv havde været, hvis jeg bare var fortsat i det spor, mit liv var lagt i, da jeg var 10-11 år, før hun blev syg. For min mors død ændrede alt: Familien faldt fra hinanden, og ingen snakkede med mig om det, som var sket … Alle der bliver voksne har en hemmelig drøm om, at blive taget op af mor eller far, der siger, at alt nok skal gå. Men på et tidspunkt må man afskrive sig den mulighed, fordi man erkender, at man er voksen og dybest set står alene.

Ja, vi står alene som voksne. Alene med ansvaret for det liv, vi har fået betroet. Alene. Der er ingen kære mor, der kommer og løfter dig op og holder om dig. Hun er der ikke længere. Men længslen efter at blive løftet op og holdt fast, den lever stadig i os.

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Hvor er Gud, når følelsen af forladthed overvælder os? Hvor er Gud, når livet opleves lidelsesfuldt? Hvor er Gud, når vi råber til ham i mørket? Han er lige dér, hvor lidelsen er allerstørst. Han er dér, hvor ensomheden truer med at tage den sidste rest af livsmod og håb. Midt i lidelsen og døden – dér er han som Guds Søn!

Men Jesus udstødte et højt skrig og udåndede. Og forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Da officeren, som stod lige over for ham, så, at han udåndende sådan, sagde han: Sandelig, den mand var Guds søn!

Forhænget ind til det allerhelligste rum i templet blev flænget i to da Jesus døde. Dermed har vi fået et stærkt udtryk for, at vejen til Gud med Jesu død på Golgata er blevet åben for enhver. Det er ikke kun ypperstepræsten, der har adgang til det allerhelligste. Enhver af os har fået adgang til Guds kærlighed i troen på Guds Søn som verdens frelser.

Jesus viste vejen — kærlighedens vej — gennem lidelse og død til forsoning og fred. Og den romerske officer var den første til at se det. Disciplene kunne ikke forstå det. De skulle se og se, men intet forstå — de skulle høre og høre, men intet fatte. Men påskemorgen vender alt – og troens gave bliver en mulighed. For det er først i lyset af hans opstandelse, at der igen bliver håb for os og for vore kære døde, som ikke er iblandt os længere. Først den dag begynder vi at kunne se klart – og trænge ind i det gådefulde.

Langfredag er en svær dag at være til. En tung dag. En dag hvor vi hører om den uskyldige tjeners lidelse og overgivelse til tortur og hån, korsfæstelse og død. Hvorfor skulle Guds udvalgte dø?

Fordi han elskede ubetinget, og det kan vi mennesker ikke tåle. Vi elsker kun på visse vilkår. Men han gav sig fuldt og helt. Vi stiller altid betingelser, men her er tale om en betingelsesløs kærlighed, og det sætter os på plads. Langfredag viser klart den betingelsesløse dimension i forholdet mellem Gud og mennesker, og når kærligheden bliver ubetinget, har vi intet forsvar — så kan vi kun være til og tage imod.

Gud vedkender sig Jesus i døden. Her er min Søn! Han som har givet sig selv, for at I skal kende den største kærlighed. Han er gået gennem lidelse og død, for at I skal vide, at I aldrig er alene. I er aldrig uden Gud. Jeg husker på jer. Jeg kender jer ved navn. Jeg åbner min favn for jer og holder jer fast i min kærlighed. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Amen.

Du må gerne citere fra teksten. Husk at gøre det ordret og angiv sognepræst Hans Boas som kilde.

 

 

Sangark


Download sangarket til Langfredags gudstjeneste 2017 her

Del dette: