Dejlig er jorden

Prædiken til juleaften i Elev og Lystrup 2011

Lørdag den 24. december

kl. 15.00 og 16.30

__________________

Læsninger

Esajas 9,1-6a og Lukas 2,1-14

Salmer

DDS: 94,118, 111, 121

Prædiken

 Livet igennem stilles vi i mange valgsituationer. Også her op til jul skal vi vælge: Hvilke gaver vil vi give? Hvor skal julen holdes? Og hvad skal vi have at spise? Det er nu forholdsvis nemt at beslutte, og i de fleste familier er der mange traditioner, der skal følges.

Men det kan godt være svært at vælge det rigtige at gøre. Hvert år op til jul overvejer jeg, hvilke julesalmer vi skal synge i kirken juleaften. Tør jeg mon bytte en af de gamle ud, men noget nyt? Hvad mon folk vil sige?

Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting.
Jorden med – thi den er falsk og hul;
Rør blot ikke ved min gamle jul …

Sådan står der i en gammel julesang af Peter Faber. Og han har ret: Det kan være farligt at røre ved julens traditioner.

Et år besluttede jeg, at vi ikke skulle synge ”Dejlig er jorden” juleaften. Det blev jeg ikke populær på. Sådan noget gør man ikke ustraffet. Jeg fik både læst og påskrevet.

Men hvorfor skal den med, den gamle julesang? Hvorfor er den så vigtig? Måske på grund af den første linje? Det er tit den, vi husker: ”Dejlig er jorden. Prægtig er Guds himmel”.

Ja, jorden er dejlig! Det vil vi gerne bekræftes i – og det vil vi gerne holde hinanden fast på. Jorden er slet ikke falsk og hul, som Peter Faber påstår. Og at Guds himmel er prægtig, og sjælenes pilgrimsgang er skøn – det lyder jo bare dejligt. Det er ord, som giver os håb.

Men mange elsker også denne salme, på grund af et par linjer i vers 2, hvor der står: ”Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang”.

Vi ved jo godt, at tiden farer af sted – og det kan godt være svært at følge med tiden. Specielt her op til jul. Men vi ved også at slægt skal følge slægt. Det kan sagtens være, at vi ikke tænker så meget over det i en travl hverdag, men hvis vi bliver standset af et dødsfald i den nærmeste familie, så bliver vi tvunget til at tænke over det med, slægt skal følge slægters gang.

Det kan selvfølgelig være svært at blive konfronteret med sorgen og savnet – også fordi vi så bliver mindet om, at vi jo selv skal dø engang. Men der er også noget meget smukt i tanken om, at slægt skal følge på slægt. For det betyder jo, at der er nogen, der har været her før os – og som har gjort en kæmpe indsats, så vi i dag kan bygge på det, de har gjort og tænkt og bære noget af deres historie videre. Og sammen med deres historie hører også det værdigrundlag, som de byggede deres liv på. Det må vi være taknemmelige for at kende. Deres tro og deres livsværdier findes stadig som en del af vores selvopfattelse, for vi er jo præget af den, selv om vores moderne tilværelse ser ganske anderledes ud end den virkelighed, som var vores forældres eller bedsteforældres.

Men slægt skal følge slægters gang betyder sandelig også, at der kommer nogen efter os. Nye generationer vokser op – og nye generationer venter på at komme til.

Og så tilføjer salmedigteren faktisk også:
Aldrig forstummer tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

Digteren er overbevist om, at livet fortsætter hos Gud. Derfor skal tonen fra himlen aldrig forstumme. Ingemann vil med andre ord holde os fast på, at livet har evighedsperspektiv. Gud har jo lovet os evigt liv, dengang vi blev døbt.

Vi har fået noget givet fra dem, der levede før os. Og det er smukt og godt at tænke på. Men vi har også en opgave med at give alt det bedste videre til dem, der kommer efter os, ligesom vores forældre og bedsteforældre rakte os det, som gav deres liv indhold og betydning. Vi må altså give troen videre til vores efterkommere, den tro, som andre før os har levet på, og som vi selv har modtaget. Det fundament kan bære, også når livet er svært.

Kristendommen er en slags guddommelig livshjælp og en måde at tyde og forstå tilværelsen på. Vist er kristendommen moral og menneskesyn og værdier – som næstekærlighed f.eks. Det forbinder vi alle noget med. Men kristendommen er desuden en forståelse af menneskelivet set i forhold til Gud. Og når Gud bliver blandet ind i menneskelivet, så går der rigtig meget julegave i den. For Gud er den, som giver. Og her i julen giver han os den allerbedste julegave. Han giver os sin kærlighed udtrykt gennem fortællingen om det barn, der lå i krybben, Kristus Herren, Guds egen søn.

Gud vil os noget. Han rækker frem imod os for at give os fremtid og håb. Fra sin himmel rækker han ned til vores jord – i barnets afmægtighed rækker han ud til alle os, som ofte lever på den vrangforestilling, at det bare gælder om, at vi skal have kontrol over tilværelsen.

Men vi magter ikke alting selv – og vi har heller ikke opfundet os selv, selv om vi nogen gange bilder os ind, at det er sådan, det forholder sig. Derfor trænger vi til at blive holdt fast på det, som andre før os har bygget deres tilværelse på.

Der findes et udtryk, som vi alle kender og bruger: ”At stå inde for noget”. Hvis vi f.eks. vil overbevise andre om, at det, som en anden har sagt, er sandt, og han er værd at stole på, så siger vi: ”Ham vil jeg godt stå inde for.” Og det er jo rart, at der er nogen, som vil støtte og bakke op og vise, at de tror på én.

Men nogle gange skal man også turde fæste lid til det, andre tror på og lade det gælde. Det kan jeg en rigtig god historie om. Det var sognepræst Anders Bonde fra Lyngå, der fortalte den i DR kirken i sidste uge:

Der var en konfirmand, der skulle døbes kort tid før konfirmationen. Præsten sad i kirken sammen med familien og fik en snak lige inden dåben. Der sad både drengens mor og far og bedstemor. Det var en rigtig drengekonfirmand – sådan tillukket, genert og ikke så meddelsom – og med hætten trukket godt ned om hovedet. Præsten forklarede om dåbsritualet – men så kom det pludselig fra ham konfirmanden: ”Det er altså ikke fordi, jeg tror på noget af det der, at jeg vil døbes. Nej, jeg vil døbes for at jeg kan blive konfirmeret og holde fest og få en masse gaver!

Forældrene rømmede sig nervøst, og præsten var noget lang i spyttet, da han efterfølgende måtte fortælle konfirmanden og hans familie, at ingen jo skal døbes imod deres vilje. Tvang er ikke foreneligt med dåben, som er en gave fra Gud, som vi bare kan tage imod.

”Nå, det her er ellers tæt på at være tvang!” sagde konfirmanden. Nu vidste præsten ikke, hvordan han skulle komme videre, for det var jo tydeligt, at konfirmanden ikke var parat. Men så tog bedstemoderen ordet: ”Præst, kan du så ikke døbe ham på min tro?” spurgte hun. ”Jeg vil godt stå inde for ham!”

Pludselig vendte den fastlåste situation. Nu var det lige med ét muligt at komme videre. ”Jovist, kan jeg da døbe ham på din tro,” sagde præsten. Og konfirmanden så pludselig ikke så lukket og modvillig ud. Han havde fået noget at tænke over. Hans bedstemor ville stå inde for ham. Hun ville give ham sin tro. Og dét gjorde indtryk.

Sådan er det jo, når slægt følger slægters gang. Så gives det som er allermest værdifuldt videre til de kommende generationer, hvis de ellers vil tage imod det og lade det gælde. Der er nogen, der har været her før os, og de står inde for med deres tro, at evangeliet om Guds kærlighed er værd at bygge på.

Der er særligt én, der har været her længe før os – ja altid! Og det er Gud – og han er her stadig. Han lod sin søn stå inde for os, da vi ikke selv kunne finde vejen til frelsen selv. På hans tro kan vi bygge. Han er Guds julegave til alle os fortravlede, frustrerede og bekymrede og til tider bange og sørgende mennesker. Han vil give os Guds kærlighed – og den kan vi både leve og dø på.

Amen.