Beretning for Lystrup menighedsråd
Af menighedsrådsformand Christian S. Matthiesen
____________________
Beretning 2010/2011, aflagt i forbindelse med menighedsmødet,
lørdag den 30. april 2011.
I grundloven er det bestemt, at den danske folkekirke understøttes af staten.
Folketinget er således øverste besluttende organ, og lovforslag vedrørende folkekirken behandles som alle andre lovforslag.
Af og til er der røster fremme om, at båndene mellem folkekirken og staten skal løsnes, men indtil videre er der ingen ændringer her.
Ud over forkyndelsen af evangeliet tager folkekirken sig også af andre opgaver. Således er folkekirken en meget stor kulturinstitution i Danmark, med rigtig mange tilbud i form af koncerter, foredrag, teater mm.
De folkekirkelige aktiviteter finansieres af den kirkelige ligning, samt af statens tilskud til primært lønninger og pensioner.
Folkekirken har pr. 1. januar 2011, 80, % af den danske befolkning som medlemmer. I Lystrup sogn er det 82,7%, og i hele lokalområdet Lystrup, Elsted og Elev er det 84,2%.
Lystrup sogn er i pastoratsfællesskab med Elev, og vi har –som bekendt, 2 præster, Hans Boas og Inger Bråe.
Som folkekirkemedlem har man ret til kirkelig betjening, og som en del af den kirkelige frihedslovgivning har et folkekirkemedlem ret til at løse sognebånd til en anden præst end den lokale sognepræst.
Folkekirkemedlemmer har ved menighedsrådsvalgene ret til at vælge et menighedsråd ved deres lokale kirke.
Der kan være mellem 5 og 15 valgte medlemmer i de enkelte menighedsråd, afhængig af antal folkekirkemedlemmer i sognet.
Ved menighedsrådsvalget i 2008 blev der i Lystrup sogn valgt 9 medlemmer til rådet, der sammen med vore 2 præster, i alt 11, udgjorde menighedsrådet.
Desværre er 2 af de valgte medlemmer afgået ved døden i 2010, det er Gunnar Blom og Aksel Brølling, begge valgt på Aktivlisten.
Der er ikke valgt stedfortrædere på denne liste.
Menighedsrådet har efterfølgende besluttet ikke at afholde udfyldningsvalg – hvilket biskoppen har accepteret, og det betyder således, at rådet indtil næste ordinære valg består af 7 valgte medlemmer og 2 præster, i alt 9.
Der skal vælges medlemmer til menighedsrådene igen i efteråret 2012.
Menighedsrådsmøder er offentlige. Vi holder møde 1 gang om måneden – dog undtaget juli måned. Indtil videre vil det normalt være den 1. tirsdag i måneden, og her er alle velkommen til at overvære møderne.
Menighedsrådet har ansvaret for sognets kirkelige og administrative anliggender –herunder påhviler det menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse.
Samspillet mellem de folkevalgte menighedsrådsmedlemmer og præsterne er –i samvirke med øvrige instanser – , folkekirkens bærende element, og de har ansvaret for, at lede det kirkelige liv i sognet, såvel for så vidt angår rammerne som indholdet.
Forkyndelse og gudstjeneste er dog primært præstens ansvar og kompetence. Det vil sige, at præsten i sin forkyndelse, sjælesorg og undervisning er uafhængig af menighedsrådet.
Det er vort ønske, at Lystrup kirke skal være en levende og vedkommende del af det lokalsamfund, vi er en del af, og med de mange og meget forskelligartede aktiviteter der foregår i og omkring kirken, forsøger vi at leve op til dette.
Gudstjenesten og de øvrige kirkelige handlinger er og vil altid være det centrale i kirkens liv.
Vore præster, Hans Boas og Inger Bråe, gør en stor indsats her – også for at afprøve alternative gudstjenesteformer, bl.a. og især spaghettigudstjenester, hvor de dramatiserer og genfortæller nogle af de gode fortællinger fra Bibelen. Her mødes glade børn, smilende forældre og kreative præster i en god oplevelse i kirken. Efterfølgende er der fælles aftensmad med spaghetti og kødsovs.
Endvidere kan nævnes BUSK-gudstjenesten, nytårsparade med KFUM spejderne, fastelavnsgudstjeneste med FDF’erne og høstgudstjenesten.
I forbindelse med KFUM spejdernes ”Søen rundt” arrangement, søndag den 26. september 2010, blev der afholdt en friluftsgudstjeneste ved søen, hvor Hans Boas var prædikant.
2. pinsedag, den 24. maj 2010, var der – traditionen tro – dåbsjubilæum i kirken. Alle børn der for 5 år siden blev døbt i Lystrup kirke var inviteret til – sammen med deres forældre – at deltage i en børnegudstjeneste med efterfølgende frokost og underholdning.
I efteråret 2010 og i foråret 2011 har elever fra Lystrup skoles 3. klasser deltaget i ”Kend din kirke” – en introduktion til kirke og kristendom, hvor man får kirkens budskab fortalt i bibelhistorier, leg, kreativt arbejde, børnegudstjenester og andre sjove oplevelser.
Der er gennem årene opbygget et godt samarbejde mellem kirken og Lokalcentret Sønderskovhus.
Præsterne fra Lystrup/Elev og fra Elsted pastorat holder på skift gudstjeneste på Sønderskovhus en gang om måneden, ligesom de også lejlighedsvis skriver i ”Sønderskovhus-Nyt”.
Lystrup kirkes børne- og ungdomskor under Lars Nabe Nielsens ledelse er et godt aktiv for kirken. De har ved flere lejligheder fremført nogle af de værker, de har arbejdet med, og de gør det rigtig godt, bl.a. i forbindelse med sangaftener og ved adventskoncerten den 28. november 2010.
Det fællesnordiske børne- og ungdomsstævne (Norbusangstævne) blev i 2010 afholdt i Malmø, og Lystrup kirkes kor var her på en oplevelsesrig tur. Dette arrangement holdes på skift i de nordiske lande, og i 2011 afholdes stævnet i Danmark, nærmere betegnet i Horsens.
I årets løb byder kirken sædvanligvis på en del koncertoplevelser, således også i 2010, hvor organisten havde sammensat en koncertrække med et bredt repertoire.
Lystrup kirke vil gerne styrke børnefamiliernes forhold til kirken. Det gør vi bl.a. ved at fortsætte traditionen med spaghettigudstjenester, ved introduktion til kirke og kristendom for 3. klasserne, ved det fortsatte arbejde med børne- og ungdomskoret, ved kirkens legestue, der er for børn mellem 0 – 5 år og ledes af sognemedhjælper Bitten Andersen, og ved babysalmesang, hvor der i januar 2010 såvel som også i januar 2011 er oprettet et hold i Lystrup kirke. Det er for børn mellem 3 og 8 måneder, og ledes af musikpædagog Ingrid Oberborbeck.
Nytårsgudstjenesten på DR 1 nytårsnat 2010/2011 – lige efter rådhusklokkerne, blev sendt fra Lystrup kirke.
Det var en noget anderledes gudstjeneste med præst og salmedigter Holger Lissner. Han har skrevet nogle sange om kirkens reformator Martin Luther, og et udvalg af disse indgik i gudstjenesten.
Kirkehøjskolen har fortsat stor tilslutning. Temaet i vinterhalvåret 2010/2011 har været ”Livtag med livet”. Der har været afholdt 5 foredrag.
”Rum til stilhed – tid til eftertanke”, er et tilbud til de, der for en stund trænger til stilhed og eftertanke. Kirken holder åben nogle aftener i løbet af året – som regel i tidsrummet kl. 19.30 og 20.30, hvor man kan komme og gå, som hver især har lyst til.
Den årlige Liv og vækstdag giver os lejlighed til – sammen med menigheden, at drøfte aktuelle folkekirkelige temaer –således som også i dag, og er som sådan en vigtig del af det brede samarbejde med menigheden.
Af vore øvrige arrangementer kan bl.a. nævnes eftermiddagsmøderne, sommerfesten, litteraturaftener samt Sct. Hans festen, der hvert år samler rigtig mange omkring bålet.
Traditionen tro deltog vi i Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling – såvel i 2010 som også i indeværende år, søndag den 13. marts. Temaet for indsamlingen i år var – bekæmpelse af sult.
Der blev i år indsamlet 25.812 kr. i Lystrup og 7.156 kr. i Elev, i alt 32.968 kr. i de to sogne. Et meget flot resultat.
Lystrup kirke vil gerne have kontakt til flere unge, og derfor er der fra 1. april 2011 ansat en ungdomsmedarbejder, der skal være med til at implementere menighedsrådets ønske om, at fremme de unges brug af kirken, og i forbindelse hermed skabe et netværk mellem kirken og de unge, på de unges vilkår.
Til støtte herfor sammensættes der et ungdomsudvalg, ligesom der forudsættes et tæt samarbejde med vore præster.
Stillingen er på deltid og tidsbegrænset.
Lystrup kirkes kapel er nu færdig, bortset fra det udvendige malerarbejde.
Vores forventninger om at det skulle stå færdigt inden udgangen af 2010 holdt stort set. Det blev taget i brug i januar 2011.
Der er fortsat mange, der gerne vil vise deres kunst frem i kirken, og vores kunstudvalg har blik for at vælge mellem de forskellige kunstarter, hvilket den store interesse for at betragte de forskellige udstillinger må antages at være et udtryk for.
Den nuværende kunstudstilling er særlig interessant, idet det er 5.a fra Lystrup skole der har lavet billederne. Motiverne til denne udstilling er billeder, som alle har med påskens begivenheder at gøre.
Besøgstjenesten for Lystrup/Elsted/Elev er et godt aktiv for lokalområdet. Den omfatter personer der har tid, lyst og interesse i at besøge ældre og handicappede mennesker, der føler sig ensomme og isolerede. De erstatter ikke familie og pårørende, men kan være et frisk pust udefra.
Besøgstjenesten ledes af Birte Ammitzbøll og Solvejg Østergaard, der har taget over efter Lisbeth Møller.
Lystrup Genbrugs Center og Lystrup Møbel Genbrug er fortsat en succeshistorie, der er skabt ved rigtig mange frivilliges indsats. Forretningerne drives i samarbejde med Kirkens Korshær, og overskuddet deles ligeligt mellem Kirkens Korshær og Lystrup Sognestøtte, der støtter almennyttige og almen velgørende formål, såsom det kirkelige arbejde i Lystrup sogn og aktiviteter der støttes af Lystrup menighedsråd.
Lystrup Genbrugs Center blev desværre udsat for en brand den 31. oktober 2010, en brand der ødelagde alt. Heldigvis har man en meget aktiv og handlekraftig bestyrelse, der forholdsvis hurtigt fik afklaret forholdene i relation til forsikringen og ejerkredsen. Der blev udarbejdet tegninger til en ny forretning, og den 12. februar 2011 blev en ny og flot forretning indviet.
Det frivillige engagement, der er i og omkring kirken er meget prisværdigt –og vi er meget glade for det, det er med til at skabe liv og vækst, og gode oplevelser for os alle.
På personaleområdet har vi en god og meget dygtig stab af medarbejdere, der alle står vagt om Lystrup kirke. Kirkekorsangerne Jenny Høilund og Emma Oemann Rosenlund har dog forladt os i forbindelse med deres videreuddannelser, og vi har i stedet ansat Karin Paludan og Anne-Katrine J. Mortensen.
Kirkelige handlinger i Lystrup kirke 2010:
Dåb 53
Konfirmationer 40
Vielser 9
Velsignelser 0
Begravelser/bisættelser 40
I Lystrup sogn er der 5.435 indbyggere pr. 1. januar 2011, heraf er 4.497 medlemmer af folkekirken, svarende til 82,7% (1. januar 2010 var det 83,5%). I hele lokalområdet Lystrup, Elsted, Elev er der 11.450 indbyggere pr. 1. januar 2011, heraf er 9.641 medlemmer af folkekirken, svarende til 84,2% (1. januar 2010 var det 84,5%).
Den 1. januar 2011 var der 5.560.628 indbyggere i Danmark, heraf var 4.469.109 medlemmer af folkekirken, svarende til 80,4% (1. januar 2010 var det 80,9%).
Jeg ser frem til mange gode oplevelser såvel i år som i de kommende år og vil gerne benytte lejligheden til at sige rigtig mange tak til både ansatte og frivillige samt kolleger i menighedsrådet, for et godt år 2010.
|